Tilly and the Wall

‘Wild Like Children’ hedder det fabelagtige debutalbum fra de amerikanske indiepoppere i Tilly and the Wall, og sikke en titel. På bedste vis beskriver det den befriende, let naive umiddelbarhed og den lyst til at prøve grænser af, som gruppen udviser fra start til slut. ‘Wild Like Children’ er, hvad det giver sig ud for og gudskelov for det.

Tekstuniverset kredser på størstedelen af albummet om de store umiddelbare følelser som kærlighed og savn, men selv når det ser sortest ud, har man en følelse af, at de nok skal klare sig. For at slide lidt ekstra på en i forvejen godt slidt kliché, så fornemmer man, at den smittende livsglæde i det sprudlende, veludførte vokal- og instrumentalarbejde tænder lys for enden af tunnelen. Bare de har musikken, skal det nok gå. Så gode er melodierne nemlig. Oven i købet er teksterne så overbevisende, at man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at de vitterligt synger om noget, de har oplevet. De fleste kan nok endda selv relatere til historierne, men ikke engang dét gør, at man bliver bekymret, for, igen, de har jo musikken.

Lidt ekstra charme tilfører den kvindelige trommeslager, der har gjort noget så utraditionelt som at smide trommestikkerne, sætte jernplader under skoene og steppet albummets rytmer. Hvorfor dette livsstykke af et popalbum, der oprindeligt er fra sommeren 2003, først nu er kommet i europæisk distribution, er svært at sige, men nu hvor vi alligevel er begyndt på klichéslideriet: Bedre sent end aldrig.