Bo Burnhams ‘Inside’: Komikerfænomen har skåret et monumentalt Netflix-show ud af corona-året – direkte fra sin lejlighed
Tænk, hvis dit YouTube-videofeed mødte Spike Jonzes ‘Being John Malkovich’ og Flight of the Conchords’ musikkomik, og de tre på én eller anden ikke videre biologisk præciseret måde fik en baby?
Så har du nogenlunde ’Bo Burnham: Inside’. Instrueret, skrevet, filmet og klippet af den amerikanske komiker selv. Da covid-19 ramte, ænsede Burnham en mulighed, hvor andre så begrænsninger: Han låste sig inde i sin lejlighed for at optage en comedy special. Nu – et år senere – er resultatet ude på Netflix, og det er uden sammenligning … uden sammenligning.
Det er svært at vide, hvor man skal begynde.
Måske med én af de allerførste sange, hvor Burnham lister verdens problemer (»systematic oppression, income inequality, the … other stuff«) og påpeger, at den bedste til at tale om disse problemer er en rig, hvid fyr?
Måske med sangen om hvide kvinders Instagram-konti (»a vintage neon sign, three little words, a couple of doves… is this heaven? Or is it just a white womaaaaaaaan… a white woman’s Instagram«)?
Måske med hudfletningen af reaction video-fænomenet, hvor Burnham afsøger præmissens yderste konsekvens og ender i et loop, hvor han kommenterer en video af sig selv, hvor han kommenterer en video af sig selv osv.? Måske med én af de to sange om Jeff Bezos? Måske med bugtalerklippet med den marxistiske sokkedukke, der taler om ejerskab over produktionsmidlerne?
’Inside’ er på én gang fuldstændig uregerlig og stramt styret. Burnham fik sit helt store gennembrud på YouTube og demonstrerer i de enkelte viral-klare klip, at han ved, hvordan man skriver tweetable tekster og skaber instagramable billeder, og i sammensætningen af klippene, at han forstår videofeedets naturlige rytme.
Sange, stand-up-monologer og bugtaleri, nærbilleder og supertotaler, vild synthesizer-musik og total stilhed skiftevis glider og smadrer ind i hinanden. Tilsigtet og med maksimal effekt. Gesamtkunstwerk for fulde, lukkede gardiner.
En mand, et par værelser, en computer, et piano, en diskokugle og nogle strobelys. Mere behøver Burnham ikke, men alligevel formår han at give hvert eneste indslag sin egen visuelle og lydmæssige identitet. Han har nemlig ikke blot selv skrevet alle sangene og alle jokesene, men også organiseret de vilde lysshows, fundet på kameraplaceringerne og udtænkt set designet. Alt.
Det er et monumentalt værk, der smager lige så meget af kunstinstallation på MoMA som af stand-up-set på Comedy Cellar, men naturligvis er ingen af delene.
’Inside’ tilhører internettet, streamingalderen, den fragmenterede seeroplevelse. Det er – som Burnham selv synger på en fantastisk sang om internettet, hvor han næsten snubler over ordene – »anything and everything, all of the time«. Et sansebombardement og en humorbombe. Indtil det pludselig bliver mørkt. Meget mørkt.
Burnham stoppede for fem år siden med at optræde live efter en række panikanfald på scenen, og selvom hans tiltagende depression i ’Inside’ til dels er iscenesat, mærker man tydeligt smerten bagved, når han joker om selvmord, men senere føler sig nødsaget til at dementere joken: Bare rolig. Jeg har ikke rigtigt tænkt mig at gøre det.
Isolationen, der har været til stede som grundpræmis fra første minut, får pludselig lov til at træde i forgrunden. Den får taletid, og hverken Burnham selv eller vi, seerne, kan lide, hvad den har at sige. Men vi er nødt til at lytte, hvis vi vil have »anything and everything, all of the time«.
Og når Burnham er content creator, er det svært at få nok.
Kort sagt:
»Look, I made you some conteeeeeeent!« Og hvilket content! Med artikulerede jokes, utroligt catchy sange og en dyb klangbund af hudløs ærlighed er ’Inside’ intet mindre end det perfekte COVID-19-samtidsværk.