’Tragic Jungle’: Overset mexicansk Netflix-western fortjener mere opmærksomhed
Smukke træer knejser mod bredden af den majestætiske Rio Hondo-flod, der kiler igennem den mellemamerikanske jungle, som grænser Mexico og Britisk Honduras (nu Belize).
Indenlands kæmper skovarbejdere sig op ad de ru stammer og hakker indrids i barken med enorme macheter for at indsamle den kostelige nektar fra zapota-træerne. Kun en tynd sikkerhedslinje sikrer dem mod den visse faldedød. Ovenover ser brøleaberne til, mens glubske alligatorer og geparder sniger sig rundt i krattet nedenfor.
Et øjeblik troede jeg, jeg ved en fejl havde trykket på den nyeste naturserie fra David Attenborough på Netflix.
Yulene Olaizolas oversete mexicanske Netflix-film svælger nemlig i junglens mytiske naturbilleder og tager sig god tid til at sætte spillebrikkerne på brættet. Gruppen af mexicanske skovarbejdere finder en ung, bevidstløs kvinde, som er løbet væk fra et arrangeret bryllup på den anden side af floden.
Hun er ellers tidligere blevet fundet og skudt af sin britiske koloniherre under en desperat flugt sammen med en guide og en sygeplejerske fra plantagen. Den døde sygeplejerske fordufter i en eng af hvide blomster, men den bortløbne brud Agnes bliver tilbage som den mayanske ånd Xtabay, der lurer mænd i junglens mange dødelige fælder.
Èn efter én falder mændene i gruppen. Jalousidrab, territorielle konflikter med andre lejrer eller blot snigende vanvid over at være faret vild i den uendelige jungle. Mændene beslutter sig for at gå egne veje med det tyggegummi fra zapota-nektaren, de har produceret, og som deres chef betaler håndører for.
Som i de fleste westerns ender den tragiske jagt efter lykke og rigdom grelt. De få skuddueller, der udspiller sig mellem mændene i junglen, fremføres som klassiske opgør komplet med nederdrægtige bagholdsangreb, revolvere, der går i baglås og patroner, som ventilerer kranier og kroppe.
Resten af spilletiden er dedikeret til en fascination af mændenes senede kroppe og deres ritualistiske tilgang til det benhårde, livsfarlige arbejde. Stilsikkert som på englevinger bæres man tilbage til den vestafrikanske bootcamp i Claire Denis’ eminente ’Beau Travail’.
Som Denis før hende fremviser instruktør Yulene Olaizola på lige dele brutal og fascinerende vis mændenes fysikalitet som en forlængelse af den nådesløse natur omkring dem. Især lederen Ausencio og hans vejrbidte ansigt sender tankerne til Denis Lavants forbitrede kaptajn i Denis’ nøgleværk.
Alt imens flytter Agnes’ rolle i gruppen sig fra stum fange til snu sirene. Sky krøller hun sig sammen, mens mændene går fra at sende hende stjålne blikke til at kæmpe om, hvem der har førsteret på hende. Henad mod slutningen forsvinder hun ind og ud af gruppen for pludselig at vise sig ved flodbredden eller med fugle og gedeben under den hvide sygeplejerskekjole. Således vugger filmen seeren ind i en konstant uro, hvor faren går fra spinkle sikkerhedslinjer i de tårnhøje træer til det overnaturlige så gradvist, at man nærmest ikke ænser det.
Derigennem er der også en vis lighed med Jennifer Kents ’The Nightingale’, hvor en irsk kvinde søgte hævn mod sine britiske overgrebsmænd i den tasmanske jungle.
Syntes man, voldtægtsscenerne i den film var for voldsomme at sluge, byder ’Tragic Jungle’ på den samme konstellation af smukke naturbilleder, indfødt mytologi og feministisk selvtægt i en verden regeret af den hvide mand.
Kort sagt:
Smuk som en Attenborough naturdokumentar og nysgerrig på den maskuline krop a la Claire Denis. ’Tragic Jungle’ er langsom i optrækket, men fortjener langt mere opmærksomhed på Netflix, end den har fået.