The Howling Hex

Når det amerikanske selskab Drag City siger god for en udgivelse, kan man være nogenlunde sikker på en besynderlig oplevelse – tag bare Will Oldham eller Joanna Newsom, der på hver deres måde har slået et gevaldigt slag for den alternative lyd. Og The Howling Hex er såmænd ingen undtagelse i bandkataloget, for med gruppens aparte blanding af psykedelisk folk, blues og bonderøvs-ballader er man som lytter garanteret en absolut skæv vinkel.

Udgivelsen, der udover en cd med ti numre også omfatter en direkte mærkelig dvd med øvesessions, papkunst og modellervoks, er dog på grænsen til det irriterende. Der skal ikke herske tvivl om, at vi har med nogle fantastisk kreative musikere at gøre – og det ville da også være uforskammet at klandre dem for manglende mod eller ambitioner. Problemet er bare, paradoksalt nok, at udtrykket indvikles helt unødvendigt i idéen om at fremstå anderledes. Og selv om musik i denne genre sagtens tåler lidt skødesløshed og snavs, så må der være grænser for, hvor meget mudder man bør sjoske rundt i.

Det er synd, for hvis man i sit stille sind prøver at udrede elementerne lidt og børste det værste skidt af, så er der faktisk nogle ganske glimrende idéer i det. Små sære trompetstykker, der driver gæk med ens ører, hamrende berusede trommer, som slet ikke har tænkt sig at holde balancen og pudsige guitarstykker, der gang på gang finder sine egne veje at gå. Det er slet ikke dumt. The Howling Hex har bare glemt en ting – at selv de mest indædte vagabonder ikke siger nej tak til et bad.