I Am Bones

Århusianske I Am Bones fungerer som en tiltrængt modgift mod den storladne og inderlige rockmusik, som alt for mange danske bands krænger ud i øvelokaler tilklistret med Chris Martin-idolplakater. Johannes Gammelby er bandets bagmand med skiftende besætning, og hans musik er så jordbunden som Idaho-kartofler.

Musikken tager sit udspring i den amerikanske rockmuld, men altid i baghaven hos nogle af supermagtens skæveste eksistenser. Beats fra Beck, henslængt guitarlir fra Stephen Malkmus og punk-arrigskab fra Frank Black anes alt sammen her og der, men det er de vidunderlige melodier, der for alvor får knoglerne til at rasle. Derfor er fornøjelsen også størst, når Gammelbys glimt i øjet og herligt vaklende vokal leger i en afdæmpet popperle som ‘Vitamin D’, hvorimod de mere agressive indslag er sværere at få øjenkontakt med.

Det er første gang, at I Am Bones indspiller uden for soveværelset, men studietiden har ikke pillet slacker-følelsen ud af foretagendet, og den sprælske umiddelbarhed fra lo-fi-fortiden er heldigvis stadig inden for krammeafstand. Det betyder bare også, at lillebror-mærkatet er tapet på ryggen af I Am Bones. Som om det unægtelige talent stadig står på tæer ved siden af de store uden helt at være vokset ind i egen krop og sensibilitet.