‘Naomi Osaka’: Netflix-dokumentar om tennissuperstjerne svigter sin hovedperson
Naomi Osaka er en superstjerne.
Det siger hendes manager om hende kort inde i en ny dokumentar, der bærer hendes navn, og som man kan finde på Netflix. Og det er et udsagn, der rummer to sandheder.
For der er ingen tvivl om, at den nu 23-årige japansk-haitiansk-amerikanske tennisspiller er én af dem, der stråler allermest i tennisverdenen lige nu. Trods sin unge alder har hun allerede vundet fire Grand Slam-turneringer og indtaget toppen af verdensranglisten som den første af asiatisk herkomst.
Men i ’Naomi Osaka’ ser vi også, hvordan hun tager til eksklusive modefotoshoots, er i rampelyset til modeugen i New York og bliver stylet af den eftertragtede Law Roach, der er kendt for at gøre skuespillere til stilikoner. Alle vil se Osaka, og hendes unge fans græder, når de kommer i nærheden af hende. Hun er ikke bare en verdensklasse tennisspiller, hun er en kæmpe superstjerne.
Og med det følger et enormt pres. Fra hendes træner, familie og folk inden for tennisverdenen der forventer, at hun skal præstere på banen, men også fra den bredere offentlighed og hendes fans der følger med i hvert et skridt, hun tager. Det fik hende til tidligere i år at gøre noget så sjældent som at trække sig fra en turnering for at passe på sit mentale helbred. Dermed er hun en del af en moderne generation af sportsudøvere, som også tæller den amerikanske OL-aktuelle gymnast Simone Biles, der taler ærligt om konsekvenserne af det konstante pres.
Dokumentaren følger Osaka i årene op til beslutningen om at holde pause. Og den giver et klart indtryk af en ung kvinde, der gerne vil leve op til de tårnhøje forventninger, andre har til hende – og som hun i høj grad også har til sig selv.
Om hun er på løbebåndet, tennisbanen eller catwalken, om hun har tabt eller vundet en kamp, optræder hun med det samme stoiske ansigtsudtryk. Det kunne nemt forveksles med en tvær teenageattitude (»du er godt nok kommet ud af din skal« bemærker Ellen DeGeneres ironisk, da Osaka besøger hendes talkshow), men det er snarere et udtryk for en enorm grad af selvkontrol. Og den kontrast er med til at gøre hende til en enormt dragende hovedperson.
For hun er kun lige trådt ud af teenagealderen, og hun savner sin søster, når de ikke er sammen, er bange for at sove i sit nye hus og vil egentlig bare gerne drikke sig fuld i champagne. Men samtidig er hun stålsat, ambitiøs og aldrig tilfreds med sine resultater. »Vi ved, Naomi kun er glad, hvis hun vinder turneringen«, som hendes træner på et tidspunkt siger.
Det får vi tydeligt at se undervejs. Det helikopterstyrt, der i 2020 slog Osakas nære ven, basketstjernen Kobe Bryant, ihjel, rammer hende hårdt. Da en række dårlige kampe følger, er hun vred på sig selv, og hun føler ikke, hun har, hvad der skal til for at håndtere modgang. I en optagelse hun laver af sig selv på sin mobil, græder hun og fortæller, hvordan hun føler skyld over at klare sig dårligt efter vennens død.
Her får vi et glimt af, hvad der er på spil hos Osaka. Men det er ikke mange af den slags scener, der er med. I stedet benytter dokumentaren sig af en del optagelser fra pressekonferencer, fotoshoots og tenniskampe og giver ikke følelsen af, at vi faktisk for alvor kommer ind bag det, vi allerede kan se i interviews og på sociale medier – som om der skal fortælles en kontrolleret historie om hendes hårde men trods alt sikre vej mod toppen.
Det gør sig især gældende, da dokumentaren når til Osakas beslutning om at deltage i Black Lives Matter-bevægelsen og blandt andet truer med ikke at spille i protest. Det vakte enorm opsigt og har givet Osaka et ry som en politisk bevidst sportsstjerne, men vi hører hende kun knytte få ord til valget, og dokumentaren virker mest interesseret i at fremstille det som et redskab, hun brugte til at begynde at vinde tenniskampe igen.
Oven i det er ’Naomi Osaka’ fortalt rodet og med en uklar kronologi, som gør det svært helt at følge med i dens tidslinje. Det er ærgerligt, at dokumentaren ikke gør mere for også at være tilgængelig, hvis man ikke kender til hende og tennisverdenen i forvejen. Naomi Osaka er nemlig en superstjerne, som er interessant, fordi hun gør tingene på sin egen måde, vil mere med sin platform end bare at spille tennis, og som vi kommer til at se meget mere til.
Kort sagt:
Dokumentaren om tennissuperstjernen Naomi Osaka formår ikke at fortælle om alle de måder, Osaka er sin egen både på og udenfor tennisbanen, og føles i stedet til tider mest af alt som PR-materiale