’Free Guy’: ‘The Truman Show’ for ‘Fortnite’-generationen er en horribel øvelse i mediesynergi
‘Free Guy’ er som produkt og som kunstværk i dyb konflikt med sig selv.
Filmen handler om de to unge programmører Millie (Jodie Comer) og Keys (Joe Kerry), der får stjålet koden til deres innovative indiespil af den succesfulde spilproducent Antwan (Taika Waititi), som bruger koden til at skabe den generiske ’GTA Online’-klon ’Free City’.
I spilbyen bor NPC’en Guy (Ryan Reynolds), en jovial, dumnaiv bankekspedient, som pludselig opnår fri vilje, da han tager de solbriller på, som ellers tilhører spillets brugere.
For så vidt handler ’Stranger Things’-instruktør Shawn Levys actionkomedie altså om kunstnerens ejerskab over sit værk, om gameres forhold til deres yndlingsunderholdningsmedie og om at tage kontrol over sin egen tilværelse og virkelighed. Alt Guy ønsker, før han forelsker sig i Millies spilavatar Molotovgirl, som leder efter sin tabte spilkode i Free City, er et par horrible, skrigblå sneakers. Dag ud og ind vågner han op til en bankkonto, der lige præcis ikke giver ham råd til dem.
Men hvad, der lyder som en uskyldig udgave af ’The Truman Show’ for ’Fortnite’-generationen, bliver i hænderne på Levy til en øvelse i produkt- og mediesynergi så rådden i sin grundvold, at man næsten ville kunne betegne den som art-pop.
Som produkt er ’Free Guy’ produceret af filmselskabet 20th Century Fox, der nu er 20th Century Studios, efter de blev opkøbt af Disney i 2018, hovedsageligt så Musen kunne få sin altomfattende favn om franchises som X-Men, ’Avatar’, ’The Simpsons’ og The Fantastic Four. ’Free Guy’ er et produkt, der konstant promoverer andre produkter, fra spillene ’Half-Life’, ’Halo’ og ’Grand Theft Auto’ til Disneys to store flagskibe MCU og ’Star Wars’.
Da Guy redder dagen ved at gøre brug af Luke Skywalkers lyssværd, mens John Williams’ ikoniske score brøler ud af højtalerne, og filmens egne karakterer jubler i ekstase, er det svært at holde den sydende væmmelse tilbage. Det er, hvad Disneys ledere i sidste ende så åbenlyst ønsker, at kunst og underholdning bør bestå af: Ikonografi, som de selv ejer og kan kapitalisere på.
Man kunne frygte for hele underholdningsbranchens fremtid, hvis da ikke filmen i sig selv var så dødsens kedelig. Reynolds er forfriskende blåøjet og sympatisk som Guy, men hans sarkastiske blink-til-kameraet-rutine er på den anden side efterhånden noget trættende efter ’The Hitmans Bodyguard’, ’Detective Pikachu’ og ’Deadpool 2’. Bedre stillet er hverken Jodie Comer som den seje gamer-girl uden en personlighed, Lil Rel Howery, der ligesom i ’Get Out’ og ’Bad Trip’ spiller den loyale, men skeptiske bedsteven, eller en dybt aggraverende Taika Waititi.
Mest grel er filmens prædikende forsøg på at virke ung-med-de-unge. Youtubere som Ninja og Pokimane stikker snuden forbi for at kommentere det fladpandede budskab om, at »uhm-hum, måske er det skidt at myrde og mishandle NPC’er«. Mændene bag filmen virker frygteligt indignerede over, at populære videospil alle er voldelige, men filmen ophøjer belejligt udelukkende skydespil.
Hvorfor ikke smide referencer ind til ’Minecraft’, ’Stardew Valley’ eller ’The Sims’ i stedet for, hvis den virtuelle vold er så modbydelig?
Videospilindustrien har ellers over de seneste mange år været under massiv kritik for den ene modbydelige praksis efter den anden. Fra gambling-mekanikkeri spil solgt til mindreårige, chikane og overarbejde på arbejdspladserne samt milliardær-CEOs, der fyrer hundrede af ansatte, mens de selv skummer fløden i form af millioner af dollars i bonusser.
Men manuskriptforfatterne Zak Penn og Matt Lieberman har ikke meget andet at sige om den gigantiske spilindustri, end at voksne mænd, der spiller videospil, bor hjemme hos deres mor.
Naturligvis er det for meget at forvente af et så sjælløst stykke plastic som ’Free Guy’, at den gransker sin egen, ironiske eksistens. Men da Phil Lord og Christopher Millers vidunderlige ’The Lego Movie’ blev lanceret, gik alle ud fra, at animationsfilmen ville være en kalkuleret øvelse i marketing, men den kunne så meget mere.
’Free Guy’ er blot en billboard-reklame for corporate-synergi.
Kort sagt:
’Free Guy’ er et fascinerende case-studie i store virksomheders kyniske forhold til IP.