David Gray

På coveret til David Grays syvende album ser man et goldt is-landskab. Åbne vidder og et landskab med plads til de store følelser og gjaldende sang, og dertil er albummets lyd meget passende. Væk er nørkleriet i små soveværelsesstudier, og efter de senere års salgssucceser får både stemme og instrumenter lov til at folde sig ud i en grad, så det bliver helt bibelsk.

Der er da heller ikke et øje tørt efter åbningsnummeret ‘Alibi’, der er så storladent og poleret som en glasblank istap, grænsende til det svulstige. Den får en ordentlig skalle på strygerne, mens Gray åbner lungerne mod frosthimlen.

Gray holder denne gang igen med at kaste al personlighed ind i lyrikken. I stedet skaber han nogle fine øjebliksbilleder fra de steder i personers liv, hvor tidens rytme forandrer sig. Deraf titlen, der også passer på den mere filmiske og i øvrigt uhyrligt velproducerede lyd.

For de tusindevis af nye fans, Gray fik med på slæden efter hit-singlen ‘Babylon’ i slut-90’erne, vil albummet vække glæde med en masse krystalklare, iørefaldende melodier. Sange, der så afgjort har (nat)radiopotentiale ud i fremtiden. Men i længden er det meget tæt på smertegrænsen med en så pompøs plade, baseret på den særegne, walisiske stemme.