‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’: Skurken og kampscenerne er de store trækplastre i ny Marvel-film
I år har Marvel-studiet taget hul på fjerde fase af deres Cinematic Universe, hvori arven fra Iron Man og Captain America skal løftes. ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’, der introducerer universets første asiatiske hovedkarakter, er den 25. superheltefilm i rækken, og Destin Daniel Crettons (‘Short Term 12’) bidrag udgør et vellykket mellemspil.
Parkeringsvagterne Shaun (den praktisk talt ukendte Simu Liu) og Katy (Awkwafina) trives med deres bekymringsfrie tilværelser i San Francisco, hvor de ofte skråler om kap på karaokebarer til langt ud på natten. De har ingen ambitioner om at udrette noget stort, men Shaun, hvis fødenavn er Shang-Chi, har holdt sin tragiske fortid hemmelig, og da den indhenter ham, får de to venner lagt hele verdens skæbne i deres hænder.
Hvad enten den gradvise udfoldelse af instruktøren og hans medforfatteres plot om mildest talt hårdtprøvede familierelationer allerede var færdigdoseret i manusset, eller de mange flashbacks først blev skabt i klipperummet, så sidder sammensætningen af drama, action og humoristiske indslag lige i skabet.
De unge hovedrolleindehavere flankeres af veteranerne Michelle Yeoh fra ‘Crouching Tiger, Hidden Dragon’ (som Shang-Chis moster fra det Shangri-La-agtige parallelverdensparadis Ta Lo, hvor en dvælende ondskab bevogtes) og Tony Leung fra ‘In the Mood for Love’ og ‘Infernal Affairs’, der gør sin første rolle i en engelsksproget film til noget særligt som Shang-Chis skånselsløse far, Wenwu, der tilbage i slutningen af 900-tallet blev skænket evigt liv af ti ringe, hvis sagnomspundne kraft stadig gør ham til den måske allerfarligste mand i hele universet.
Med en alt, alt for effekttung sidste akt som undtagelse er ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ flot produceret.
Et højdepunkt er det overdådigt iscenesatte opgør i en bus mellem Shang-Chi og farens brød af en håndlanger Razor Fist (Florian Munteanu), der har en machete monteret, hvor hans højre hånd burde være. Og generelt kommer den ellers temmelig anonyme Liu til sin ret i de afsindigt virtuose kampscener, der er nogle af de bedst koreograferede af slagsen siden ‘Kung Fu Panda’.
Men Leung og hans skurks nuancerede forhistorie er filmens største trækplastre. Magtsyge og sorg har gjort Wenwu til en iskold morder, men da en sjælesuger lokker ham til Ta Lo med lyden af en velkendt stemme, er det svært ikke at fatte i hvert fald en smule sympati for den dybt korrumperede mand.
Kort sagt:
Kampscenerne er i top i Destin Daniel Crettons medrivende og velfortalte Marvel-film, og Tony Leung er i storform som en af franchisens hidtil mest nuancerede karakterer.