VENEDIG FILM FESTIVAL. Der er opført en to meter høj mur omkring den røde løber ved filmfestivalen i Venedig.
Den røde stribe plejer ellers at være trækplaster for tusindvis af lokale, der håber på at få autografer fra de helt store Hollywood-stjerner, som har for vane at gæste verdens ældste filmfestival.
I år er det navne som Timothée Chalamet, Oscar Isaac, Benedict Cumberbacht og Kristen Stewart, der skal betræde de fløjlsdækkede gulve, som siden pandemien primært har været til for pressefotografer – og som sidste år stort set var uden deltagelse fra Hollywood-studierne (foruden ’Nomadland’ og ’One Night In Miami’).
Men den er der altså, den røde løber i Venedig. Og i år er festivalen for alvor tilbage på sporet som efterårets første store lanceringsrampe for de tungeste Oscar-kandidater i kølvandet på pandemien.
De sidste fire år er festivalens hovedpris, Guldløven, gået til film, der i høj grad har gjort sig bemærket i efterårets prissæson: ’Nomadland’, Joker’, ’Roma’ og ’The Shape of Water’ gik alle hjem med guld-statuetter ved Oscar-uddelingen (to af filmene løb sågar med prisen for bedste film).
I år ser den internationale filmbranche med spænding frem mod verdenspremieren på ventede storfilm som ’Dune’ og ’The Last Duel’ samt auteurfilm á la Jane Campions ’The Power of the Dog’, Paolo Sorrentinos autobiografiske ’The Hand of God’, Paul Schraders ’The Card Counter’ og Pablo Larraíns Lady Diana-drama ’Spencer’.
Årets åbningsfilm tilhører sidstnævnte kategori. Spaniens store auteur, Pedro Almodóvar, er klar med sin første film siden den selvbiografiske ’Smerte og ære’, der blev hyldet ved Cannes-festivalen i 2019. Rygtet vil vide, at instruktøren har valgt at lade sin nye film, ’Parallel Mothers’, få premiere i Venedig på grund af festivalens noget mere afslappede stemning.
Det plejer at være noget, man siger, hvis ens film ikke helt var god nok til Cannes. Men sådan lader det ikke til at forholde sig i år.
Filmen, der har instruktørens muse, Penélope Cruz, i hovedrollen, er en kompleks skildring af karrierekvinden Janis, der ved et uheld – men til sin egen store glæde – bliver gravid og på fødegangen møder den mindreårige, ufrivillige mor Ana (det 25-årige talent Milena Smit).
De føder samme dag, og med ét bliver deres skæbner flettet godt og grundigt sammen af grunde, som ikke skal afsløres her. ’Parallel Mothers’ er nemlig fuld af den slags veldrejede twists, der går som en rød tråd igennem Almodóvars film som ’Huden jeg bor i’ og ’Tal til hende’.
Kernen i denne historie er de to privilegieblinde overklassekvinder, som begge gemmer på traumer, der skal vise sig at blive definerende for deres forhold. Traumer, som kun bliver mere og mere udtalte, i takt med at de nyslåede mødre vikles ind i et spind af løgne, jalousi og affærer.
Filmen skildrer overbevisende – og med en overordentlig god portion humor – hvad det vil sige at være en moderne, enlig mor. Et emne, som i øvrigt ligger fint i forlængelse af Almodóvars udforskning af moderrollen, som den var under hans opvækst i 1950-60’erne, i førnævnte ’Smerte og ære’.
Og så spiller Cruz blændende godt som en modefotograf, der ikke vidste, at hun savnede et barn, før hun pludselig blev gravid. Og som kort efter risikerer at miste det hele igen. Med sit portræt af Janis leverer hun en overbevisende kompleks hovedperson: Man rynker på næsen af hendes selvoptagethed, men man lærer alligevel at holde af hende, når hun udviser kærlighed selv i de mest umulige moralske dilemmaer.
Filmen er ikke blandt Almodóvars allerbedste, men alligevel løfter den sig mod slutningen ved at knytte den ellers simple – og til tider soap opera-agtige – fortælling med en dybere og kompleks hudfletning af et spansk traume, der stadig ikke er blevet gjort op med: Francos diktatur, hvor tusindvis af systemkritikere blev dræbt, hvis lig i mange tilfælde stadig ikke er blevet fundet og begravet.
Det er første gang i mine fire år i Venedig, at festivalen er kommet så godt fra start.
‘Parallel Mothers’ er købt til dansk distribution og lige nu premieresat til 3. marts 2022.