Devendra Banhart

Jeg lyttede med, dengang Banhart – en halvt texansk, halvt venezuelansk drop-out-kunststuderende – fik enorm succes med sine album ’Rejoicing in the Hands’ og ’Niño Rojo’. Det var tilbage i 2004, hvor hans spinkle akustiske fingerspil og karakteristiske skærebrændervibrato føltes så friskt, at det måtte have sin egen genrebetegnelse. Og sådan opstod freakfolk.

Siden da har Banhart udgivet fire album, som har ført ham på mere eller mindre inspirerende omveje. En større lyd og produktion har dog været kendetegnende for udviklingen. ’Mala’ er den endelige sejr for den fuldfede lagkageproduktion. Aldrig har den før så energiske excentriker lydt mere tilbagelænet croonende, kækt funky og lækkert swingende.

Det eksemplificeres allerede på åbneren ’Golden Girls’, et styk grovkantet jam hvor Banhart, symptomatisk for den nye lyd, nynner »get on the dance floor«, og på den smukke ’Daniel’ der introducerer jazztrommer og følsom inderlighed. Men især på den voldsomt 80’er-groovy, elektriske dedikation til Banharts middelalder-soulmate på ’Für Hildegard von Bingen’.

Albummet har skæve små hits. Som den sært dragende off-key-korsjæler gone elektrofunk, ’Your Fine Petting Duck’, og den regnbuefarvede og swingende tyggegummiboble ’Won’t You Come Over’.

Hvis Banhart nogensinde har været væk, er han tilbage nu. Aldrig siden 2004 har han holdt sig så flot fri af sin til tider lidt for syrede artsy-fartsyness, samtidig med at han har frembragt en stilsikker samling af lækre produktioner og catchy singler.