Deptford Goth
Bag Deptford Goth står den mystificerende London-borger Daniel Woolhouse, og debutalbummet fortsætter i det samme melankolske spor som hans enlige ep med et dragende beat som grundspor.
Det er sagt før, men det må siges igen, for der er en lighed mellem Deptford Goths gådefulde og meget følelsesladede elektroniske lyd og hans landsmand James Blake, som ikke er til at overse. Men hvor Woolhouses produktioner synes i sammenligningen alligevel mindre originale og mere sukkersøde.
Læs anmeldelse: Deptford Goth ‘Youth II’
Albummet åbner med en trommende storslåethed i stil med Dire Straits, men så stopper den lighed altså også. Dog er det atmosfæriske og storslåede aspekt gennemgående på pladen, der samler dubstep, r’n’b og pop i et net af synthesizere og manipulerede ekkovokaler. ’Bronze Age’ viser Woolhouses styrke, når han sammensætter forvrængede og disharmoniske toner med en lækker melodisk rytme til en velproduceret helhed. Men til trods for det groovy og ørehængende, gør pladens downtempo-elementer i kombination med den dybtfølte dyrkelse af hele hjertesorgstemaet, at det føles noget unuanceret og ensformigt.
Dermed ikke sagt, at det vemodige ikke kan fungere. På numre som ‘Union’ og ‘Feel Real’ skaber de fine akustiske detaljer og vocoder-vokaleffekter en gennemsyrende intimitet, der med den repetitive gengivelse fanger en ind i en besjælet bølge af beats. Under det enkle og gentagende er albummet kontrastfuldt og legende. Deptford Goth har sans for den afgørende detalje, der desværre indimellem drukner i fløde.