Junip

Der har været forholdsvist stille fra gøteborgensiske José González på det seneste. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over et nyt Junip-album fyldt med tænksom, melankolsk antistress fra mañana-land.

Albummet er nemlig et studie ud i rar, velovervejet hvilepuls-rock til at berolige blodet og hjernen med. Og selv om kritiske røster ville fnyse og ryste på hovedet af et baggrundsmusik-prædikat, så er det sgu en kunst i sig selv at begå noget, der er så knusende roligt, som stryger lytteren så meget med hårene, og som dog stadig flyder over med det kreative overskud, der blottes her.

Læs også: Top Track: Junip ‘Your Life, Your Call’

González og hans bandmakkere går i spænd som en trinløs gearkasse – et sindrigt system af tandhjul i hjertet af en langsomt duvende slowmotion-krautrock-karavane. Miksturen af hans kringlede, arabesk-rige fingerspil samt milde røst, Tobias Winterkorns boblende, stemningsfulde synthunderlægning og Elias Arayas gennemarbejdede, ultradetaljerede og allestedsnærværende tromme- og percussionbidrag resulterer denne gang i en suveræn helhed. Højdepunkterne er så væg-til-væg-dominerende, at det snarere giver mening at nævne, når Junip en sjælden gang jokker i spinaten.

Skurken her er heldigvis en lille én af slagsen og passende navngivet, så man kan styre uden om ham: ‘Villain’ stritter ud som en bollen tommelfinger på albummet med sit forsøg på at gå The Black Keys i bedene ud i vranten, bluesrocket hulemands-simplicitet. Resten af albummet er ren heroin for sjælen, og især på lukkeren ‘After All Is Said and Done’ klinger ‘Junip’ som en fjern svensk fætter til Airs ‘Moon Safari’ med Winterkorns blide orgeltoner.