Fabers debutalbum ‘Portrætter’ rummer store popøjeblikke under den hårde fernis
’Alle os på landet’ er en popsang, du kan slå dig på. Den triphop-lænende elektroniske produktion er lige dele kølig og bombastisk, og teksten om at forelske sig i et glansbillede nådesløs i sin dissekering af, hvordan Faber (og jeg og mange andre) er til fals for drømmen om »et lille hus på landet, hvor man dyrker sine grøntsager sammen med dig«.
De grøntsager dér. De tilfører Fabers hidtil største single en humor og menneskelighed, som klæder det golde lydlandskab. Og så udgør de et konkret, genkendeligt billede, som jeg savner flere af, når jeg lytter til den 23-årige musiker, sangskriver og producers debutalbum, ‘Portrætter’.
Det er et album, der først og fremmest defineres ved sin produktionsmæssige kompromisløshed og sin vilje til at formidle følelser med en distance.
Med Viola Fabers egne ord er de 12 sange portrætter af relationer og aktuelle begivenheder i hendes liv, herunder en intens forelskelse og ditto hjertesorg samt et alvorligt sygdomsforløb i den nære familie.
Faber behandler de personlige emner på eksperimenterende lydlegepladser snarere end bekendende ballader. De synth- og basbårne produktioner knitrer, spinder og skurrer på ‘Portræt 1’ og ‘Det ser ud som om du husker’, imens Faber lader sin fine og sårbare vokal, der lige så gerne snakker, som den synger, stå skiftevis nøgen og camoufleret af effekter.
»Alting ser bedre ud med sløret sind og syn«, erklærer hendes robottvilling på ‘Portræt 1’. Faber er dragende, uanset om linjen beskriver en kreativ strategi eller forsvarsmekanisme, men på sange som ‘Modløs’ og ‘Benspænd’, hvor teksterne er mere kryptiske end spidsfindige, og sirenesynths og dybe forvrængede vokaler formørker lydbilledet, bliver det svært at finde fodfæste som lytter.
Anderledes umiddelbar og fængende er den dramatiske autotuneduet ‘Portræt II’ og ‘Blanke øjeblikke’, hvor Faber på rørende vis observerer sin mors kompromisløse overskud (»Jeg kan se dig visne, imens du stadig står rank / slikker mig ren for støv«). Og sidst på albummet synes hun at give sig helt hen til sine forsmåede følelser, først på den drivende melankolske powerballade ‘Mindre end en evighed’ og slutteligt på ‘Se mig’, der stikker ud med sine intime tangenter og Fabers sørgmodige vokal helt fremme i mixet.
Det er spændet mellem den hårde elektroniske fernis og disse følsomme popøjeblikke, der for alvor gør det spændende at følge Faber fremover.
Kort sagt:
På sit debutalbum behandler Faber dybt personlige emner på eksperimenterende elektroniske lydlegepladser. De rammer lytteren renest, når hun lader sin menneskelighed stå frem i tekst og melodi.