KOMMENTAR. Dave Chappelle kan sagtens klare at få hug.
Bring it on, bitches!
Komikeren har gjort spidningen af social justice warriors og latterliggørelse af bogstavrækken i LGBTQ til rygraden i sin faste playliste, for nutidens homoseksuelle skal lade være med at være sådan nogle whiny snowflakes og i stedet tage ved lære af den ældre generation:
»Them black, old school gangster gays … they didn’t take shit from anybody«, understreger 48-årige Chappelle, aka. autoriteten udi, hvordan rigtige homoseksuelle gebærder sig.
Chappelle, som selv er så forbilledligt voksen og hårdhudet, at han har dedikeret hele sin nye standup-special på Netflix til at brokke sig over, at folk ikke gider at tage shit fra ham.
Punkt for punkt.
Med ’The Closer’ er ikonet dermed ikke længere interesseret i at finde på nyt materiale, han har kun for øje at få naysayerne til at forstå, at de har misforstået ham.
»They don’t listen!«, klager Chappelle i frustrerede versaler og hiver insisterende anekdote på anekdote op om alle de gange, han føler, at han er blevet uretfærdigt skældt ud af fremmede, der synes, at hans jokes er transfobiske og/eller kvindefjendske.
I en restaurant. På en bar. På en parkeringsplads. I en anden bar.
Det bliver ved og ved, alt imens man undrer sig over, hvordan en komiker, der ellers foregiver at bære sine »provokerende« holdninger som æresmedaljer på brystet, samtidig kan være så galoperende bitter over at blive sagt imod. Hvis bare vi alle hørte rigtig, rigtig godt efter, så ville vi slet ikke synes, at noget af det, han siger om LGBTQ-miljøet og kvinder, er særligt groft, bedyrer Chappelle.
Men hvad er så pointen med at brande sig som comedy’s bad boy?
Netflix under pres
Jeg er ikke længere helt sikker på, at Chappelle selv ved det, hvorfor det måske nok er meget godt, at ’The Closer’ er hans sidste Netflix-special.
I standup-settet regner det på forudsigelig vis med udtrådte transjokes, og ikke overaskende er Chappelle blevet mødt med fordømmelse – ikke fordi, han siger synderligt meget nyt, men fordi han siger det igen og igen og …
Netflix er blevet bestormet med henvendelser fra folk, der kræver showet fjernet, ansatte hos streamingtjenesten har tweetet deres forargelse, showrunneren på Netflix-serien ’Dear White People’ Jaclyn Moore (som selv er trans) har opsagt samarbejdet, og Netflix-bossen Ted Sarandos skoses for en intern mail til medarbejderne, hvori han forsvarer ’The Closer’ med, at Chappelles forrige standup-special, ’Sticks and Stones’, er den mest sete på tjenesten nogensinde (ergo: money).
Sarandos nægter pure at tage ’The Closer’ ned, og det synes jeg heller ikke, at Netflix skal, selvom min personlige opfattelse af Chappelle er, at han er en hat. Det er streamingtjenestens egen sag, om de vil lægge bånd på komikeren.
Det betyder dog ingenlunde, at det ikke er mere end okay for alt og alle at gå i rette med Chappelles »jokes« (jeg bruger ordet meget løst her).
For ja, man kunne bare lade være med at høre efter, hvad manden siger, men når han nu står deroppe på sin store, kommercielle platform som en af verdens bedst betalte standuppere, så kunne man også spørge ham om, hvorvidt han ser en moralsk diskrepans mellem sine passionerede brandtaler for BLM og latterliggørelsen af transkvinder, når nu volden mod sidstnævnte er eksploderet i USA i senere år (ifølge den amerikanske organisation Human Rights Campaign er 2021 på vej til at blive det mest dødelige år for transpersoner i USA siden 2013).
Twitter er ikke virkelighed, men …
Chappelle bruger imponerende meget krudt på at spinde satire over, at LGBTQ-miljøet udgør de nye magthavere i USA – dem, der sætter den samfundspolitiske dagsordenen, ikke mindst takket være sociale medier.
»Twitter isn’t real«, minder Chappelle os om, men det virker immervæk, som om komikeren selv lever store dele af sit liv i ekkokamre og ikke i det virkelige USA, hvor Trump og hans minions igennem fire år gjorde deres ypperste for at indskrænke transpersoner og homoseksuelles rettigheder for at kæle for den ultrareligiøse højrefløj.
Jovist, han anerkender, at North Carolinas nu afskaffede toilet-lov fra 2016 (hvorunder transkønnede blev tvunget til at bruge toilettet svarende til det køn, de havde ved fødslen) var forkert.
»I’m not indifferent to the suffering of others«, understreger komikeren, som fiskede han efter ros for at have bestået grundkursus i empati. Hvorefter han høster klapsalver for en anekdote om, hvordan han engang kom op og slås med en transkvinde i nattelivet.
Så kan det godt være, at der i rulleteksternes billedmontage fra BLM-demonstrationer optræder et blink and you miss it-foto af to sorte transkvinder med et skilt, hvorpå der står »Black trans lives matter«, men støtteerklæringen runger hult, når Chappelle just har brugt en stiv klokketime på at bashe hvide transkvinder, som påvirkede kommentarerne ikke hele LGBTQ-miljøet.
I standupperens lille verden kan vi som samfund imidlertid pine død kun koncentrere os om én minoritetsgruppes udfordringer ad gangen:
»Jeg er jaloux på homoseksuelle. Og jeg er ikke den eneste sorte mand, der har det sådan. Vi ser på LGBTQ-miljøet og tænker, damn, se hvor godt det går for den bevægelse!«
Jeg tænker også damn.
Damn, at en af verdens engang mest toneangivende standuppere nu dropper punchlines som en boomer-onkel ved en konfirmation.
Indrømmet: Det er sjovt, da Chappelle highlighter det paradoksale i, at rapperen DaBaby blev heglet igennem efter at have ytret homofobiske udtalelser under en koncert for nylig, hvorimod han ikke blev »cancelled«, dengang han rent faktisk skød en mand i en Wall-Mart.
Men det er samtidig så blød en bold, at det halve Twitter havde påpeget ironien for længst.
Esset i ærmet
’The Closer’ markerer det sidste show, hvori Chappelle omtaler LGBTQ-miljøet. Ifølge ham selv.
Derfor har han selvfølgelig også et es i ærmet.
Og han venter til de sidste 10 minutter med at smide bomben, så vi kritikere virkelig kan få noget at tænke over, som vi sidder der og skummer i vores 100 procent misforståede lede.
Dave Chappelle, prygelknaben i LGBTQ-miljøet, var engang gode venner med en hvid (!) transkvinde. Daphne.
Daphne ville gerne være standupper, og Chappelle lod hende åbne et af hans shows: »I was her hero«, erindrer manden. Hun talte ikke om pronominer eller anklagede Chappelle for at gøre dumme ting, når han riffede på transpersoner. Næ, hun grinede af hans jokes!
Da Chappelle havnede i en shitstorm for ’Sticks and Stones’, forsvarede Daphne ham i et tweet (her citerer Chappelle). Efterfølgende blev hun selv lagt for had af transmiljøet.
Kunstpause.
Få dage senere begik Daphne selvmord.
Publikum gisper.
Han ved selvfølgelig ikke, om det var, fordi hun blev trukket igennem sølet på Twitter, siger Chappelle.
»But I bet dragging her didn’t help!«
Jeg tabte noget nær underkæben på sofaen over at blive eksponeret for dybden af Chappelles selvretfærdighedsmission:
Så besat er standupperen af at hamre hjem, at transmiljøet er unødigt på nakken af ham, at han i ramme alvor insinuerer, at kritikken mod ham spillede en rolle i en transkvindes selvmord.
Så var Twitter alligevel uhyggeligt virkelig.
Chappelle er bestemt ikke hverken ond eller uintelligent, og venindens tragiske død er et smerteligt, åbent sår, man ikke ønsker for nogen.
Alligevel er han privilegieblind nok til, at han ikke forstår, at Daphne ikke var repræsentant for det samlede transmiljøs »human experience« (akkurat som han naturligvis ikke er det for alle sorte mænd), såvel som blind for, at hans jokes taler direkte ind i en eskalerende giftig diskurs omkring transpersoner i USA, uanset om han vil det eller ej.
Og helt uagtet, at han startede en college-fund for Daphnes datter, og at Daphnes familie støtter ham.
Det er bundnaivt at antage, at dé noble detaljer vil få et længere hyldeliv ude i samfundet end kommentarerne om, at han ville dø af skræk, hvis en transkvinde hev pikken frem på herretoilettet, og at transkvinder ikke er rigtige kvinder, fordi de ikke har menstruation eller en lige så »soft wet pussy« som hans hustru.
Kan transfobiske typer kende forskel på transfobisk-klingende jokes, der bliver sagt »for sjov« fra Netflix-scenen og dem, der bliver sagt »for alvor« andetsteds? Jeg har mine tvivl.
Chappelle spidder ikke længere tidsånden, han er selv blevet en tendens i tiden:
Tendensen, hvor tidligere skelsættende, nu stinkende rige, midaldrende mandlige standuppere føler sig så fornærmede over at blive kaldt ud på deres reaktionære humor og ret til at gentage middelalderlige fordomme om voldstruede minoriteter, at de umuligt kan komme igennem et enkelt show uden at anklage gud og hver mand (sorry, kvinde) for voksenmobning.
Det er ikke engang funny ’cause it’s true. Det er bare trist.