‘Verdens smukkeste dreng’: Advarsel – sådan skal man ikke behandle en barnestjerne

I 1970 rejste den italienske mesterinstruktør Luchino Visconti til Stockholm som del af en omfattende international jagt på den helt rigtige dreng til rollen som den smukke teenager Tadzio i instruktørens filmatisering af Thomas Manns ‘Døden i Venedig’.

Tadzio udgør det uopnåelige og forbudte begærsobjekt for den aldrende komponist Gustav Aschenbach, der er på rekreation på Lidoen. Derfor leder Visconti efter »den absolutte skønhed«.

Den finder han hos den 15-årige svensker Björn Andrésen, der blev verdensberømt for rollen og fik ændret sit liv for altid, selvom han i virkeligheden hverken var interesseret i skuespil eller opmærksomhed. Hvordan oplevelsen påvirkede den unge dreng og stadig hjemsøger den granvoksne Andrésen 50 år senere, udfolder de svenske instruktører Kristina Lindstrom og Kristian Petri følsomt og spændende i den skræmmende og triste dokumentar ‘Verdens smukkeste dreng’.

Filmen klipper mellem arkivoptagelser af den unge Björn Andrésen, skuespillerens nutidige liv og en række talking heads, der blandt andet tæller Andrésens datter, Viscontis svenske caster og en japansk mangaforfatter, der lod sig inspirere af hans androgyne look.

Mens den lidt lange film er en anelse ufokuseret i nutidssporet, er arkivoptagelserne fra produktionen og den efterfølgende lancering af ‘Døden i Venedig’ det stærkeste element, der tjener som skræk og advarsel for, hvordan man ikke skal behandle en barnestjerne.

Specielt den første casting, hvor Visconti jubler over den 15-årige drengs skønhed, er myrekrybsfremkaldende. Andrésen er tydeligvis ubehageligt til mode, da instruktøren beder ham tage blusen af og posere for kameraet, og bryder ud i et genert smil.

Björn Andrésen havde tidligt mistet sin mor og kendte ikke sin far. Derfor boede han hos sin mormor, som ifølge ham var langt mere interesseret i showbiz, end han selv var. Hun ville gerne have et berømt barnebarn og meldte ham derfor til alle mulige auditions. Hun rejste med til optagelserne i Venedig, hvor hun begejstret dokumenterede barnebarnet med et smalfilmkamera og var henrykt, da Visconti gav hende en lille rolle i filmen. Senere pressede hun ham til at tage på pressetur til Japan, hvor han blev fejret som det første vestlige idol og endte med at indspille to singler.

På settet forbød Visconti sine mestendels homoseksuelle filmarbejdere at kaste så meget som et blik efter Björn Andrésen. Men efter optagelserne forsvandt instruktørens beskyttelse, og han var endda selv med til at iscenesætte drengen som sexobjekt ved storslået at udråbe ham til »verdens smukkeste dreng« under filmens premiere i London og den efterfølgende Cannes Film Festival. De pædofile undertoner står klart frem, da Visconti siger til pressen, at Björn Andrésen allerede nu som 16-årig har mistet noget af sin oprindelige skønhed.

Den voksne Andrésen beretter, hvordan han efterfølgende følte sig som et jaget bytte i det homoseksuelle miljø. Han fulgte forvirret med pr-strømmen, hvor han blev fodret med drinks og piller, og senere lod han sig underholde af ældre mænd i Paris. »Jeg følte mig som et vandrende trofæ«, siger han.

I filmens nutidsspor møder vi en næsten uigenkendelig (men måske kan man genkende ham fra sin rolle i Ari Asters ‘Midsommar’) Björn Andréasen med langt gråt hår og skæg, der lever i en sump af en lejlighed og hverken er kommet sig over sine oplevelser med ‘Døden i Venedig’ eller tabet af sin mor og senere sit spædbarn. Heldigvis rummer filmen også håb, når vi ser Björn Andrésen forsøge at overkomme sine traumer og blandt andet genoptage kontakten med sin datter.

Viscontis caster beskriver den unge Andrésen som havende en særligt skrøbelig udstråling, som gjorde sig godt på film. Men ifølge dokumentaren skyldtes skrøbeligheden hans mors voldsomme død, og at ingen voksen derefter passede på ham.

Historien om barnestjernen, der får mén af at blive eksponeret i en ung alder, er fortalt før. Men Björn Andrésen udgør et grelt og hjerteskærende eksempel. Ikke mindst fordi hans historie også illustrerer bagsiden af 1970’ernes seksuelle frigørelse, der – som det blandt andet fremgår i TV 2-dokumentarserien ‘De misbrugte børn’ og franske Vanessa Springoras erindringsroman ‘Samtykket’ – også indbefattede børn.

I dag ville Viscontis dyrkelse af den unge smukke dreng formentlig få advarselslamperne til at blinke, men når man ser på seksualiseringen af teenagestjerner som Millie Bobby Brown og Billie Eilish, er det værd at minde om konsekvenserne.

Kort sagt:
Historien om den svenske skuespiller Björn Andrésen, der blev feteret som homoerotisk sexsymbol efter sin optræden i Viscontis ‘Døden i Venedig’ står i gribende svensk dokumentarfilm som skræk og advarsel mod, hvordan man skal behandle barnestjerner.