Det seneste halvanden år er alle film og serier, der bare handler en smule om sygdom, virus, isolation eller katastrofer, blevet læst ind i corona-pandemien.
I animationsfilmen ’Tangled’ bor Rapunzel for eksempel i slottet Corona helt alene. Og Steven Soderberghs ’Contagion’ om en dødelig virus, der opstår i Kina, fandt fornyet popularitet.
Men det er ikke kun i forbindelse med covid-19, at film og serier synes at have haft direkte adgang til krystalkuglens fremtidsvisioner.
Her tager vi et blik på nogle af de spøjse og påfaldende spådomme, der endte med at gå i opfyldelse.
’Venner’ på Facebook
I episoden ’The One With The Memorial Service’ fra sæson 9 af ’Venner’ fra 2003 introducerer Ross sin ven Chandler til en hjemmeside, hvor man kan komme i kontakt med folk, man har gået på universitet med.
Ross: »Har du set det her? Det er vores nye alumni-hjemmeside fra universitetet. Det er sejt! Du kan skrive beskeder til folk og fortælle alle, hvad du er i gang med at lave«.
Chandler responderer sarkastisk: »Fedt! En endnu hurtigere måde, hvorpå jeg kan fortælle folk, at jeg er arbejds- og barneløs«.
Mark Zuckerberg opfandt først Facebook til de amerikanske college-studerende året efter, i 2004. Men Ross var altså først med idéen – og Chandler firstmover i analysen af faldgruberne.
The Simpsons’ hestekød
I et afsnit fra 1997 får Springfield-skolen i ’The Simpsons’ hestekød på menuen. I en scene ser man kantinedamen Doris stå med hænderne nede i en stor beholder, hvor der står »Sorterede hestedele – flere testikler«.
Det billede viste sig at være beklageligt tæt på sandheden, da en undersøgelse i 2013 påviste, at flere supermarkedsbøffer i Europa overvejende bestod af hestekød. Sidenhen er der heldigvis kommet flere reguleringer på de europæiske kødproduktioner.
Olivia Popes whistleblower
I den politiske dramaserie ’Scandal’s anden sæson hjælper hotshot-kommunikationsrådgiveren Olivia Pope en NSA-agent med at afsløre, at den amerikanske regering er i gang med at overvåge deres befolkning.
Sæsonen havde premiere i 2012, og kun et år senere var navnet Edward Snowden alle steder. Snowden leakede tophemmelige statsdata, der afslørede nogenlunde det samme, som Olivia Popes havde gjort året forinden.
Arnold Schwarzeneggers selvkørende biler
I Paul Verhoevens sci-fi-film ’Total Recall’ befinder vi os i året 2084. Filmen handler om, hvad der er den materielle virkelighed, og hvad der er den kunstige.
Hvis man for eksempel ikke har råd til at tage på ferie, kan man få implanteret et minde om en ferie, som man i virkeligheden ikke rigtigt har været på. Og taxachauffører er skiftet ud med en lettere skræmmende dukke med navnet ’Johnny’, hvorfor bilerne hedder Johnny Cabs.
Intet tyder på, at vi i fremtiden har behov for en menneskelignende dukke for at aktivere en selvkørende bil. Samtlige bilfirmaer videreudvikler allerede den selvkørende teknologi, blandt andet med Teslaen, der er semi-autonom. Der er gode chancer for, at spådommen om de selvkørende biler går i opfyldelse længe inden 2084.
Cancel-kultur som likvideringsmiddel
I Charlie Brookers teknologikritiske tv-serie ’Black Mirror’ udfoldes mange forfærdelige fremtidsscenarier. Man kan for eksempel se eller gense afsnittet ’Hated in the Nation’ fra sæson 3.
Episoden handler om en række kendte menneskers mystiske dødsfald. Ofrene er nemlig blevet kåret til nationens mest hadede person på Twitter forinden deres død. Hvem der skal dø, afgøres af afstemningen med hashtagget #DeathTo.
Hvilket jo i dag udmærket kan læses i sammenhæng med det, nogle kalder cancel-kultur, hvor folkestemningen i Twitter-sfæren kan være med til at bremse karrierer, på godt og ondt.
Marty McFlys briller
I de ikoniske ’Tilbage til fremtiden’-film benytter Marty McFly sig af nogle ret så avancerede briller. Og om der bare blev spået rigtigt i 1989, eller om Google har ladet sig inspirere af de funktionelle briller, kan diskuteres.
I hvert fald deler brillerne fra 1989 nemlig samtlige egenskaber som Google Glasses. De kan tage billeder, forstørre ting, slå ting op på en database, hvor man kan få mere information, og så kan de knyttes til noget, der minder om Bluetooth, som man kan høre musik fra.
Der er også de selvbindende Nikes, som kom på markedet for første gang i 2011 og så igen i 2016, og som blev skabt som en hyldest til filmene. Den selvbindende funktion på Nikes sko er kun blevet mere funktionel siden, hvorfor Nike er begyndt at benytte sig af teknologien på flere af deres modeller.
De flyvende hoverboards er endnu ikke en realitet, men et firma ved navnet Hendo er i gang med at udvikle på teknologien i samarbejde med skateboardlegenden Tony Hawk.
’Star Trek’s pletskud
Man kan spekulere over, hvorvidt det var ’Star Trek’, der gav Apple og de andre tech-giganter idéerne til, hvordan AI,- stemme- og ansigtsgenkendelsesfunktioner, virtual reality og køderstatningsprodukter skulle udvikles.
I 1960’erne, da ’Star Trek: The Original Series’ blev lanceret, kunne man følge løjtnant Uhura vandre rundt på rumfærgen, mens hun talte i telefon uden at bruge håndholdt teknologi. Hun benyttede sig af teknologi, der i dag allermest minder om in-ear høretelefoner og Bluetooth-teknologi.
I den originale serie og i efterfølgeren ’Star Trek: The Next Generation’ ser man Enterprise-besætningen nyde kunstigt kød, som de skyller ned med lidt synthetol (alkohol uden alle de trælse bivirkninger).
Nu har ’Star Trek’ ganske vist også haft mange afsnit til at forsøge sig med, men de har alligevel imponerende tit ramt plet med deres opfindelser.