Der er et øjeblik i ’Point Break’, hvor Patrick Swayze kaster sig ud af et fly i kilometerhøjde. Indstillingen varer omtrent 20 sekunder, så man virkelig kan se, at det rent faktisk er Swayze, som styrter mod jorden i frit fald fra de øvre luftlag, mens han sender Keanu Reeves’ purunge politibetjent et smørret smil.
Den hæsblæsende sekvens var på mange måder skelsættende for Hollywood, da Kathryn Bigelows actionhovedværk udkom for 30 år siden og banede vejen for Keanu Reeves’ fremtid som hårdtslående actionhelt i ’Speed’, ’The Matrix’ og ’John Wick’-filmene.
’Point Break’ er en film så dedikeret til sine halsbrækkende stunts og nyskabende actionscener, at selv Tom Cruise har måttet bruge de sidste tre årtier på at forsøge at overgå filmen med endnu vildere faldskærmsudspring og jagtsekvenser.
Swayze foretog selv mere end 50 udspring (!) for at forberede sig til scenen, inden filmselskabet til sidst forbød ham at risikere liv og lemmer af forsikringsmæssige årsager.
At filmen er en vigtig forløber for alt fra kup-mesterværket ’Heat’ til ’Fast and the Furious’-serien, der også skildrer ømme manderelationer i ekstremsportens verden, er uomgængeligt. Den er blevet direkte citeret utallige gange i årens løb – fra ’Hot Fuzz’ til ’Mission Impossible: Fallout’.
Men selvom filmen i dag har fået kultstatus, var der ikke udelt begejstring, da den fik premiere i 1991.
Flere anmeldere påpegede, at manuskriptet var absurd: Hvor meget politiarbejde bliver rent faktisk opklaret gennem papirstynde spor som et overvågningsbillede af en bankrøvers bare røv og afklippet hår fra tilfældige strandgæster?
Og så pointerede flere, at filmen var mere optaget af sine karakterers glinsende brystkasser og svulmende biceps end deres personligheder, og at den skamløst glorificerede klicheen om machomanden.
Intet kunne imidlertid være mere forkert.
Homoerotisk, våd western
På overfladen fortæller ’Point Break’ en klassisk politi-røverhistorie om den unge, ambitiøse FBI-agent Johnny Utah (Keanu Reeves) og hans erfarne, livskloge makker Pappas (Gary Busey), der sætter sig for at fælde den dygtigste bankrøvergruppe i Los Angeles med tilnavnet The Ex-Presidents.
Da duoen gennem noget tvivlsomme metoder deducerer sig frem til, at bankrøverne må være surfere, kommer Utah på sporet af den spirituelle guru Bodhi (Patrick Swayze) og hans slæng af langhårede hippietyper, som lever for det næste adrenalinsus:
Når de ikke forsøger at overmande bølgerne, springer de i faldskærm, ryger pot og filosoferer over, hvordan de kan løsrive sig fra det kvælende storkapitalistiske samfund.
Det lyder måske som en testosteronbombe af rang, men Bigelows projekt er i høj grad at dekonstruere de mandlige fællesskaber og præsentere et nyt blik på maskulinitet.
Homoerotikken mellem Utah og Bodhi, der tager den unge surfer-novice under sine vinger – uvidende om hans rigtige identitet – er til at skære i: Swayze har udtalt, at han gerne ville fortælle en kærlighedshistorie mellem to mænd, og det mærker man: Replikker som »I know it’s hard for you, Johnny. I know you want me so bad it’s like acid in your mouth. But not this time«, har en åbenlyst seksuel klang.
Tiltrækningskraften mellem de to hovedrolleindehavere er filmens tyngdepunkt. Johnny Utah kan ikke undgå at blive fascineret af den enigmatiske bankrøver, hvis livsstil han ender med at misunde, når han gradvist indser det meningsløse i at tjene loven i en fængslende samfundsorden.
At bankrøverne ifører sig masker af forhenværende præsidenter er den ultimative hån af det bundkorrupte, storpolitiske system, typer som Nixon og Reagan repræsenterede, og som politiet er en forlængelse af.
Bigelow har selv beskrevet filmen som en »våd western«. For modsat de klassiske film inden for genren handler ’Point Break’ ikke om civilisationens forsøg på at kontrollere og tæmme den barske frontier.
I stedet jagter vandcowboyerne den vildskab, som 1800-tallets tilflyttere undertvang og koloniserede. Surfergruppen er opsat på at lade sig overmande af naturen, som Bodhis jagt efter den mytiske 50-årsstorm i Australien tydeliggør:
Han vil opleve den ene begivenhed i sin levetid, der for alvor viser, hvor små vi mennesker egentlig er, som han siger.
Øjeblikket inden bølgen knækker
Selvfølgelig er ’Point Break’ også kitsch som bare fanden. Replikkerne balancerer hele tiden på grænsen til det grinagtige, og de mange forskellige skuespilstilarter får det nogle gange til at virke, som om spillerne medvirker i hver deres film.
Når Gary Buseys Pappas sender kulørte verbale lussinger efter sin unge, overilede makker, er det svært ikke at trække på smilebåndet. »Listen, you snot-nosed little shit! I was takin’ shrapnel in Khe Sanh when you were crappin’ in your hands and rubbin’ it on your face!« er en af mange herlige udskejelser.
Men det er en del af charmen, at filmen både formår at skubbe til actiongenrens grænser, samtidig med at den ikke tager sig selv for alvorligt.
Og Bigelow, der op gennem 80’erne og 90’erne kombinerede sin baggrund i 70’ernes avantgardebevægelse med mainstreamgenrefilm, formår alligevel at revolutionere politifilmen med nogle af de mest mindeværdige action-scener til dato.
Aldrig har en instruktør fået så meget neglebidende spænding ud af en tændt plæneklipper, som Bigelow gør det i en overlegen razziascene.
Den ikoniske jagtscene, hvor Utah spæner efter Bodhi i et villakvarter og undervejs får kastet en bjæffende pitbull i hovedet, er blandt de bedste katten-efter-musen-scener nogensinde. Bigelow opfandt en ny kamerateknik, så hun kunne følge sine karakterer helt tæt på, mens de var i bevægelse, så hver en glinsende muskel og kraftanstrengelse blev repræsenteret på lærredet.
Ikke for skamløst at objektificere sine smækre mandlige skuespillere, men for at ære den fysikalitet, som karaktererne repræsenterer.
Ligesom de adrenalinjunkier, hun skildrer, higer Bigelow efter at indfange øjeblikket, inden bølgen knækker, hvor karaktererne er fri af samfundet og reduceret til deres reneste form: Kroppe i bevægelse. Øjeblikket, hvor de enten rider ud på bølgen blå med en sæk fyldt med penge eller bliver absorberet af havet og fanget af politiet.
Filmen står dermed også helt centralt i Bigelows værk, der er forbundet af en rød tråd af mænd, som føler sig mest i live, når de sætter alt over styr. Deres menneskelighed opstår først, når de selv er på grænsen til at udviske den.
Derfor er filmens klimaksscene heller ikke en destruktiv skudduel mellem de gode og de onde, men en tillidsøvelse mellem to ligesindede vovehalse om, hvem der først vinker farvel til vægtløsheden, udløser faldskærmen og vender tilbage til den jordbundne virkelighed. Utah og Bodhi er dybt afhængige af hinanden for at opleve det ultimative sus.
30 år efter premieren står ’Point Break’ stadig som et ikonisk, filmhistorisk øjeblik.