’CODA’: Den ultimative crowdpleaser
»Hvorfor må jeg ikke høre musik, når Leo må være på Tinder?« spørger 17-årige Ruby (Emilia Jones) på tegnsprog irriteret sin mor (Marlee Matlin), der har bedt datteren pakke telefonen sammen ved middagsbordet. »Fordi Tinder er noget, vi kan være fælles om som familie«, svarer moren, mens hun råder Rubys storebror (Daniel Durant) til at swipe til venstre.
Ruby er en såkaldt CODA – Child of Deaf Adults – og den eneste hørende i sin familie. Selvom tonen er fri og sammenholdet stærkt, er der visse ting i livet, familien ikke kan dele. Blandt andet Rubys passion for musik, som instruktør Siân Heder lader være det symbolske omdrejningspunkt for teenagerens frigørelsesproces i coming of age-feelgood-dramaet ‘CODA’.
Filmen var den store crowdpleaser på årets Sundance Film Festival, hvor den vandt fire priser og efter en budkrig blev købt af Apple TV+ for svimlende 25 millioner dollars (herhjemme er den dog i biograferne først). Og den pleasede i den grad også mig med sin ganske vist forudsigelige, men drøncharmerende og rørende historie, der er et remake af den franske film ‘La Famille Bélier’ fra 2014.
Filmen følger Rubys splittelse mellem at hjælpe sin familie og forfølge sine egne drømme. Et klassisk dilemma, der får ekstra tyngde af familiens handicap: Rubys familie er hårdt økonomisk pressede fiskere i en lille by i New England og har brug for en hørende person på båden, der kan høre radiosignaler og oversætte. Derfor står hun hver morgen op og hjælper sin far (Troy Kotsur) og storebror på fiskekutteren og med at forhandle med de grådige mellemmænd, inden hun tager i gymnasiet.
Planen er, at hun skal gå ind i familieforretningen på fuld tid, når hun er færdig med skolen. Men da hun melder sig til skolekoret – mest for at være tæt på sit crush, Miles (Ferdia Walsh-Peelo) – hører hendes lærer (Eugenio Derbez) noget særligt i hendes stemme. Han sætter hende til at synge duet med Miles til skolekoncerten og tilbyder at træne hende til at søge ind på den prestigefyldte Berklee College of Music i Boston.
Sangen hjælper Ruby med at bryde ud af den skal, hun har omgivet sig selv med, fordi hun føler sig anderledes på grund af sin familie, hjulpet på vej af den på alle måder søde musik, der opstår, da hun og Miles øver Marvin Gaye og Tammi Terrells smittende kærlighedshymne ‘You’re All I Need to Get By’. Men kan Ruby svigte sin familie til fordel for en passion, som de tilmed ikke har nogen chance for at begribe? Som Rubys mor siger: »Ville du male, hvis jeg var blind?«
Konflikten er skåret ud i pap, ligesom der ikke er meget subtilitet over Rubys valg af Joni Mitchels ‘Both Sides Now’ som auditionsang. Men det er jo en vidunderlig sang, som på alle leder talentfulde Emilia Jones synger med kraft og sødme, og i det hele taget må man bare tage hatten af for filmens evne til at trykke på de rigtige knapper.
Den har humor, hjerte og ømhed over for alle sine karakterer, samtlige skuespillere spiller med charmerende overskud, og det er livsbekræftende og rørende at følge Ruby finde sin stemme og familiens forsøg på at forstå hende.
Mens coming-of-age-fortællingen er bekendt, giver døveperspektivet en friskhed. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har set en film, hvor familiemiddagen foregår på tegnsprog, eller tænkt over, hvordan det er at være hørende barn af døve forældre. På den måde udvider ‘CODA’ vores verdensbillede, hvilket netop er pointen med at skabe bredere repræsentation på film.
Filmen har fået en del opmærksomhed for rent faktisk at caste døve skuespillere til de døve roller, da Oscar-vinder Marlee Matlin insisterede på, at Rubys far og bror også skulle spilles af døve skuespillere. Når man ser de glimrende, nuancerede præstationer fra Matlin, Durant og Kotsur er det svært at argumentere for, hvorfor man ikke skulle hyre døve skuespillere.
Matlin har i årevis kæmpet for bedre repræsentation af døve, som endelig ser ud til at rykke sig i disse år med film som Todd Haynes’ ‘Wonderstruck’, Darius Marders Oscar-vinder ‘Sound of Metal’, John Krasinskis ‘A Quiet Place’-serie og Chloé Zhaos kommende Marvel-film ‘Eternals’, hvor Lauren Ridloff spiller franchisens første døve superhelt.
‘CODA’ føles i særlig grad som en landvinding, fordi den netop skaber et bredt appellerende drama, der er så medrivende og elskeligt, at man glemmer, hvor radikal den er i sin repræsentation.
Kort sagt:
Coming-of-age-familiedramaet ‘CODA’ om en hørende teenagepiges forhold til sin døve familie er den ultimative crowdpleaser, der er så charmerende og gribende, at man glemmer, hvor usædvanligt det er at se døve karakterer og skuespillere på film.