Snail Mail kom på afvænningsklinik efter gennembrud som 18-årig – de intense erfaringer kan høres i musikken
For godt tre år siden fik Lindsay Jordan som blot 18-årig et gennembrud med de romantisk guitardrevne indierocksange om forelskelse, forvirring og den bittersøde kærlighed på debutalbummet ‘Lush’.
Men med en pludselig kometkarriere følger også opslidende turneer, opmærksomhed fra fans og medier, og opturen endte i en nedtur, der i sidste ende førte Jordan aka Snail Mail forbi et kortere ophold på en afvænningsklinik.
Et ophold, der kun nævnes flygtigt i forbifarten på hendes andet album ‘Valentine’, hvor sangskrivningen stadig kredser omkring de samme emner som på debuten, bare med tre intense års erfaringer i bagagen, der giver et mere nuanceret udtryk både lyrisk og musikalsk.
Her er både hints til privatlivsinvaderende kameraer, alkohol, stoffer og depressionens mørke kløer, men i centrum af det hele står kærligheden. Både når den føles allerbedst, men især også når den går skævt. For Lindsey Jordan er først og fremmest en romantiker, der ikke er bange for at komme med erklæringer så store, at mange andre ville skamme sig over dem.
Linjer som »Baby I was made for you« og »I wanna wake up early every day / just to be awake / in the same world as you« kunne let komme til at lyde af alt for meget, men når de kommer fra Lindsey Jordans mund, føler man dem med hende. Præcis som man føler det, når kærligheden – ofte allerede et par linjer senere – forvandles til tab og smerte.
»Mia, don’t cry / I love you forever / but I’ve gotta grow up now / no, I can’t keep holding on to you anymore / Mia, I’m still yours«, lyder det på albummets sidste sang ‘Mia’.
En konstant selvmodsigelse, der både afspejler Jordans indre kaos og føles fuldstændig genkendelig for enhver, der nogensinde har haft svært ved at give slip på kærligheden, selv om man godt ved, at det er for det bedste.
Musikalsk er der også kommet flere nuancer på brættet. Jordan formår nemlig både at holde fast i indieguitarlyden fra debutalbummet på sange som ‘Glory’ og ‘Headlock’, der sagtens kunne have haft en plads på ‘Lush’.
Men hun udvider også sit univers med en dynamisk vildskab på det fremragende titelnummer og akustiske folkballader som føromtalte ‘Mia’. For ikke at nævne den synthdrevne ‘Ben Franklin’, der med snerrende attitude og en forrygende tung basgang er blandt albummets absolutte højdepunkter.
Det giver et mere varieret album, der måske også gør det mere langtidsholdbart end debuten, der begejstrede undertegnede ved udgivelsen, men som også hurtigt mistede lidt af sin gennemslagskraft efter et par måneders slid.
Det føles som om, der er mere at komme efter på ‘Valentine’, der dog stadig står stærkest, når der er noget bid i både musik og Lindsey Jordans lyriske levering.
Albummet kommer virkelig stærkt ud af startblokken, men netop af den grund føles det også sommetider lidt ujævnt.
Det er et eller andet sted forbandelsen ved at skrive så gode sange som titelnummeret og ‘Ben Franklin. Så blegner andre sange lidt ved sammenligning.
Kort sagt:
Med ‘Valentine’ føjer Snail Mail nye lag til sine sange om kærlighed og tab. For selv om temaerne langt hen ad vejen er de samme som på debutalbummet, leveres de nye sange med tre års intensive erfaringer i bagagen, som kan høres både lyrisk og musikalsk.