’The Many Saints of New Ark’: ’The Sopranos’-prequel svigter alt det, serien stod for
Vi er aldrig kommet så langt ind under huden på en gangster som i David Chases HBO-mesterværk ‘The Sopranos’, der afromantiserede mafialivet og tog os helt ind i det tumultariske sind på en ellers urmaskulin forbryderboss.
Det store spørgsmål omkring ’Sopranos’-prequelen ’The Many Saints of Newark’, der nu kan ses på HBO Max, er derfor: Hvad er der tilbage at afdække? Hvilke nuancer kan en filmopfølger få med, som vi ikke allerede kender fra syv sæsoner og 86 afsnit med Tony og hans excentriske kumpaner?
David Chase og instruktør Alan Taylor, der også var fast mand på den originale serie, mener i bedste Freud-stil, at vi skal tilbage til barndommen for at finde svaret: At vi skal opleve, hvordan flokken lærte hinanden at kende, og hvordan de blev til dem, vi kender så godt fra serien.
’The Many Saints of Newark’ tager os tilbage til begyndelsen af fortællingen om Tony Soprano. Vi følger hans familie, der ud over hans søster Janice består af faren Johnny og moren Patricia, spillet af henholdsvis Jon Bernthal og Vera Famiga.
Derudover er Tonys onkel, Richard Moltisani (Alessandro Nivoli), samt to af de mest elskede og karismatiske figurer fra serien, Silvio og Paulie, med til at danne et fundament, der kunne resultere i en appellerende forhistorie til den ikoniske serie.
Desværre skal man ikke langt ind i filmen, før det står klart, at det ikke lykkes.
Det starter lovende med en direkte reference til serien, da stemmen fra Tonys nevø Christopher Moltisanti (Michael Imperioli) i voiceover fortæller, at han er død. Kameraet bevæger sig langsomt hen over kirkegården og forbi hans gravsted med den indgraverede tekst: »MOLTISANTI, Christopher 1967-2007« (året, hvor han nådesløst blev dræbt af Tony).
Christophers stemme er gennemgående i fortællingen, der tager os tilbage til 1967, hvor han præsenterer sin far, Richard, der på det tidspunkt er barnløs og arbejder for Johnny Soprano. Ved hans side går en otteårig Tony Soprano. De skubber legesygt til hinanden, mens de er på vej til havnen for at samle Tonys bedstefar (Ray Liotta) op, der netop har hentet en ny ung kone fra Italien.
Næste gang, familien er samlet, er ved Janices konfirmation, der fejres på ægte mafiamanér med italiensk musik, god mad, højt humør, penge i papirsposer og snak om rivaliserende bander. Der bliver ikke holdt igen med klichéerne. Og det gør der heller ikke i resten af filmen. Det er faktisk svært at se, hvad den bidrager med til en godt gennemtærsket genre.
Samtidig falder den umiddelbare tilfredsstillelse, der kunne ligge i genoplivningen af de velkendte karakterer, helt til jorden.
Silvio blev i serien udødeliggjort af den evigt cool Steven Van Zandt, og John Magaros forsøg på at genskabe Van Zandts anspændte kropsholdning og ekspressive diktion resulterer i en overspillet og karikeret udgave af den i forvejen (bevidst) karikerede Silvio. Samme problem har Billy Magnusson, der som den unge Paulie ligeledes ender som en bleg afglans helt uden bund.
Silvio og Paulie er de værste, men også andre af filmens ellers dygtige skuespillere tillægger sig pinlig italiensk mafiaaccent og temperament.
Og når vi halvvejs introduceres for filmens trumfkort, tragisk afdøde James Gandolfinis søn Michael i rollen som den unge Tony, står det smerteligt klart, at Gandolfini jr. ikke tilnærmelsesvist besidder sin fars talent. Resultatet er en bøvet Tony, der aldrig bliver rigtigt interessant.
En af de helt store genistreger i ’The Sopranos’ var, hvordan karaktererne dyrkede gangstergenrens klassikere i et suverænt metalag, men at serien selv vendte genren på hovedet i et ærligt og uromantiseret billede af, hvordan livet som en made man ser ud.
Det er højst mærkværdigt, at ’The Many Saints of Newark’ står for alt det, som serien vendte ryggen. Tilbage står overfladisk omgang fanservice uden selvstændige kvaliteter.
Kort sagt:
Alle de lag, der gjorde ’The Sopranos’ unik, er skraldet af i prequelen ’The Many Saints of Newark’. Det efterlader os med den fladeste mafiafilm i årevis.