Jamie Lidell

I lang tid troede jeg, at der fandtes to musikere ved navn Jamie Lidell. Den ene lavede eksperimenterede techno, den anden lavede retro-soul, der var pæn nok til at ende på lydtapetet i ’Grey’s Anatomy’.

Så landede ’What a Shame’, den første single fra hans sjette soloalbum, et futuristisk track hvis synth hakker og hoster som en rusten Transformer, mens Lidell er gråden nær i sin indlevende vokal. Det var altså én og samme mand, der formåede at kombinere electronica og soul på så opsigtsvækkende vis. Accepterer man, at resten af albummet ikke er helt så fremadskuende, er der flere træffere i vente.

Læs anmeldelse: Jamie Lidell ‘Compass’

Det er især 80’erne og dekadens disco, funk og r’n’b, der bliver opdateret. Således starter ’Big Love’ med en komprimeret, smældende lilletromme, hvorefter den luskede harpe-synth sender en kærlig hilsen til æraens buddy cop-film. Et andet af årtiets ikoner, Prince, anes på ’You Know My Name’ og ’So Cold’ i deres funkrytmer og pibende synthesizer-soli.

Derimod er ’why_ya_why’ den åbenlyse outsider, en gumpetung stamper der vil sammensmelte messingblæsere og Dr. John-lignende vokal med Lidells digitale eksperimenter. Resultatet er ikke uden charme, men den elektroniske outro virker vedhæftet fremfor integreret. Som helhed udemærker albummet sig dog ved en næsten upåklagelig produktion, der formår at hylde forgængerne uden at ende som pastiche, og belønner lytteren med masser af detaljer.