Jamie Lidell

Jamie Lidell har så meget personlighed, at det er gået hen og blevet hans største problem. Umiddelbart er personlighed jo en god ting, der blandt andet gjorde, at den gamle techno-helt med den store croonerstemme med ét kunne genoplive soulgenren, da hans album ‘Multiply’ udkom i 2005. Det er formentlig også personligheden, der har gjort det muligt at overtale folk som Beck, Feist, Gonzales, Pat Sansone fra Wilco og Chris Taylor fra Grizzly Bear til at medvirke på hans nye album.

Det er her, det – hvor underligt det end må lyde – begynder at blive en anelse problematisk. Ikke fordi det ikke på mange måder er fint selskab, men snarere netop derfor. Der er ganske enkelt ikke plads til folk som dem på et Lidell-album. Hvor især det føromtalte ‘Multiply’ udmærkede sig ved sit friske, men stadig fokuserede ekvilibristiske take på soulgenren, er ‘Compass’ helt anderledes skizofrent.

Udgangspunktet er stadig soul, men på de fleste skæringer er der masser af gode og mindre gode ideer, der fjerner fokus fra de effektive basfigurer og Lidells fantastiske vokal – fra det Lidell gør allerbedst med andre ord. Selv om det er lige lovligt overlæsset, er det på den anden side stadig et fint album, og enorme højdepunkter som ‘Enough’s Enough’ finder man sjældent magen til.