Vondelpark

Hvis du har lyttet til Vondelparks ‘nyc stuff and nyc bags’-ep fra 2011, vil du formentlig have svært ved at forestille dig, hvordan trioens musik kunne blive mere indadvendt. Men debutalbummet er beviset på, at det sagtens kan lade sig gøre. Ep’en havde sine mere spraglede øjeblikke, og selv om albummet ofte varierer tempoet, er det altid med blikket rettet indad.

Denne gang udforsker Lewis Rainsbury, Alex Bailey og Matt Law et lydbillede, der blidt og behageligt bølger af sted. Vokalerne går nærmest i opløsning midt mellem de mange lag, og som helhed føles albummet imponerende helstøbt. Samtidig er der tilpas meget variation til, at den ellers ensartede tilgang ikke bliver forudsigelig. Vondelparks signaturlyd er stadig den milde electronica med et drys akustiske instrumenter, hvor specielt den akustiske guitar giver albummet en sjæl, der ellers hurtigt kunne gå tabt i elektronikken.

Læs anmeldelse: Vondelpark ‘nyc stuff and nyc bags’

Skal man kritisere et ellers enormt sympatisk projekt for noget, må det være, at Vondelparks musik er behagelig, men at trioen til tider bliver for bange for at sætte sig igennem. Det er utvivlsomt meningen, at man som lytter kan tage sig selv i at falde i staver, men når man først til det punkt, er der ikke meget, som trækker fokus tilbage på Vondelparks musik.

Der findes talrige eksempler på, at man sagtens kan være indadvendt og stadig have bid, så hvis Vondelpark lurer nogle tricks af inden næste gang, vil resultatet utvivlsomt være svært at stå for.