Blue Hawaii

Blue Hawaii er mystiske på den gode måde. Som en drøm man ikke vil vågne af. Raphaelle Standell-Preston har siden 2010 arbejdet sammen med Alexander Cowan, og sammen skaber hendes manipulerede stemme og hans sonisk gyngende beats en ambient, melankolsk electronicapop, som på én gang er stram og udflydende.

Albummets titel refererer til processen omkring pladens tilblivelse, hvor duoen har skrevet hver for sig og kun har været sammen, når de skulle optage. Men albummet fortæller om meget mere end det. Pladen er som et metapuslespil, et smukt harmonisk billede, hvor man stadig kan se de enkelte brikker. Her tematiseres urmenneskelighedens flygtighed i en verden, hvor kunst og teknologi på én gang mimer den menneskelige skrøbelighed i en livagtig illusion om intimitet, samtidig med at afspejlingen distancerer og fragmenterer den uhåndgribelige nærhed.

På især ‘Follow’ og ‘Califurnya’ er denne følelse af sammen-ikke-sammen eksemplificeret ved, at både beat og vokal er klippet fra hinanden for så at blive lappet sammen i hypnotiske repetitive lyduniverser.

Cowans udhulede og underpillede dubtechno-inspirerede beats vækker en melankolsk, men euforisk nysgerrighed efter den tilbageholdte klubstemning, der kunne minde om både Andy Stott og The Knife på numre som ‘Daisy’ og ‘Nightskies’, men Raphaelles vokal sætter klubstemningen i perspektiv.

Blue Hawaii udgiver på pladeselskabet Arbutus, der sidste år havde stor succes med Grimes’ ‘Visions’, hvis energiske popstil også er at finde her, men i en mere subtil elegance på det charmerende chill-album, som ’Untogether’ er.