‘Ida tager ansvar’: Overbekymret ung kvinde møder incel i stilforvirret norsk serie
Der er dem, der – når de hører en brandalarm – antager, at overboen sikkert har brændt en pizza på. Som langsomt samler det, de var i gang med, sammen og trasker ud af bygningen eller måske bare bliver siddende.
Og så er der dem, der ligesom Ida i den norske serie ’Ida tager ansvar’ antager det allerværste. I metroen, på gaden og til undervisning på universitetet har hun altid worst case scenario i baghovedet. For en sikkerheds skyld forbereder hun sig ved for eksempel at se instruktionsvideoer til, hvordan man skal opføre sig under ét af den slags masseskyderier, som hun er meget bevidst om udspiller sig jævnligt i USA.
Ida er lige flyttet til Oslo fra den fredelige landsby, hvor hun er vokset op, for at studere psykologi. Til undervisning lærer hun om Maslows behovspyramide, og vi hører hendes undervisers stemme fortælle om, hvordan vi har et behov for at blive set af andre mennesker, blive anerkendt og holdt af, mens Ida sidder alene og spiser sin frokost.
For det er svært at få venner, når man er bange hele tiden. Når hun i seriens første afsnit tager til rusfest hos sine tutorer, sidder hun anspændt og opmærksom blandt glade og fulde studerende, ude af stand til at give sig hen. Det, hun i stedet hæfter sig mest ved, er det, værtstutorerne fortæller om deres weirdo roomie. En dag havde de fundet hans brugernavn på Reddit og alt det »dark stuff«, han poster derinde.
Ida bliver besat med det samme.
Det er en genkendelig angst, Ida oplever. At være vokset op i et af verdens tryggeste lande, men med en bevidsthed om, at trygheden ikke er nogen selvfølge. At vi aldrig kan afskærme os fuldstændigt for fare. Når alle hendes basale behov er mødt, men hun stadig er bange, hvem har så egentlig vundet – hende eller den tricktyv, som hun stolede blindt på i metroen, og som derfor løb med både hendes penge og mobil?
Det er den samme ydmygelse af den mellemmenneskelige tillid, vi i Skandinavien er så kendte for, som svenske Ruben Östlund har portrætteret så præcist i ’The Square’ og ’Force Majeure’.
Alt ved Aksel, som weirdo-roomien hedder, er, som hvis et hadsk Facebook-kommentarspor fik ben og kunne sidde i skolekantinen og slubre sin mors spaghetti i sig og til en fest udtrykke sine holdninger om, hvordan »festvoldtægter bare er fulde piger, der har gjort noget dumt, som de fortryder dagen efter«.
Han viser sig at være en incel, altså én af de unge mænd, hvis nederlag over afvisninger og manglende seksuel erfaring bliver til et had mod kvinder. Ida læser om det på nettet og hører en podcast, hvor nogle woke unge kvinder foreslår en »incel-dag«. For hvis bare nogle ville gå i seng med dem, ville der jo ikke være noget problem.
Jo mere Idas angsthjerne får overtaget og bilder hende ind, at hun alene kan demontere den tikkende bombe, hun er sikker på, Aksel er, jo mere fjerner hun sig fra virkeligheden, og det samme gør ’Ida tager ansvar’. Serien viser sig at være noget i retning af en psykologisk thriller, hvor det ikke er til at afgøre, hvem de egentlige psykopater er.
Det er en meget drastisk forandring fra de første afsnit, der handler lige så meget om, at Ida bliver Wolt-bud og venner med sin nabo Mattis, der forsøger at starte sit eget madleveringsfirma, som bruger parkour frem for cykler.
Som en fortælling om både en ung kvinde, der flytter hjemmefra med sin angst, og om internet- og incelkultur er der meget, der ikke hænger sammen, både hvad angår stemningen og troværdigheden. Men et sted inde i ’Ida tager ansvar’ er der en medrivende serie om at være så bange, at man hellere vil gøre ondt end at blive gjort ondt.
Når dén del skinner igennem, har ’Ida tager ansvar’ noget interessant at sige om at være radikaliseret. Og det handler ikke kun om Aksel.
Kort sagt:
Ida er angst og møder sin frygt i menneskeform i asociale Aksel, og dét møde bliver til den stilforvirrede og i glimt interessante ’Ida tager ansvar’.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.