R’n’b-stortalentet Amber Mark besynger alle de største følelser på sit (længe!) ventede debutalbum

R’n’b-stortalentet Amber Mark besynger alle de største følelser på sit (længe!) ventede debutalbum
Amber Mark. (Foto: Nelson Huang)

Det er over fire år siden, at vi her på Soundvenue sagde, at r’n’b-kometen Amber Mark fortjente at blive din nye yndlingssangerinde.

Men først nu udgiver den 28-årige amerikaner endelig sit debutalbum efter i årevis at have smidt om sig med lovende singler og ep’er. Og det var som om, musikken kun blev bedre og bedre for hvert år, der gik.

Jeg blev næsten nervøs for, at Amber Mark bare ville holde sig til ep’er og singler. Ikke fordi albumformatet absolut skal være the be-all and end-all, men rettere fordi jeg var meget kraftigt overbevist om, at hun ville være i stand til at lave årets bedste r’n’b-album – og det var jeg nødt til at høre.

Vi er selvfølgelig kun en måned inde i året, men når sammenligningsgrundlaget hedder pragtværker fra The Weeknd og FKA Twigs, er det alligevel imponerende, at Amber Marks debutalbum nemt blander sig i toppen over r’n’b anno 2022 indtil videre.

Men ‘Three Dimensions Deep’ tilbyder trods en fælles paraplygenre et meget andet univers end de futuristiske science fiction-eskapader ‘Dawn FM’ og ‘Caprisongs’. En af Marks største forcer er nemlig at være ekstremt jordnær. Som sangskriver forstår hun virkelig at gøre enhver situation, hun beskriver, levende og mangefacetteret (tredimensionel, fristes man til at sige jævnfør albumtitlen); alt imens hun også mestrer at gøre narrativerne virkelig lette at forstå og forholde sig til.

Et pragteksempel på denne evne ses på det let housede nummer ‘FOMO’, hvor hun besynger den titulære fear of missing out. Sangen er i omkvædet en erklæring af, at FOMO ikke er noget, der er tid til – men i versene hører vi alligevel FOMO’en snige sig ind. Lyriske detaljer som at se venner leve deres liv gennem Instagram-historier er øjeblikkeligt til at forstå – især grundet Marks emotive måde at levere tekstbidden.

Hendes jordnærhed er tydeligst i det ene nummer, der rent faktisk er science fiction-tematiseret. ‘Cosmic’ handler om at opleve en kærlighed så euforisk, at det føles som om, den kommer fra en anden galakse.

Det er ikke en storladen futuristisk synthbasker, men en helt blid soulsjæler med et gospelkor i baggrunden. Og Amber Mark positionerer sig i sangskrivningen som om, denne kosmiske kærlighed eksisterer på et totalt andet plan end hendes hverdagslige følelsesliv – hvilket kun gør kærligheden og længslen på nummeret mere gennemtrængende.

Amber Marks relaterbarhed er en af grundstenene for, at hendes musik påvirker mig så meget følelsesmæssigt. Det er r’n’b for DIY-soveværelsespoppens æra.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Som vokalist har hun absolut også kvaliteter, der gør det let at sætte sig ind i hendes følelsesliv. Der er små indåndinger på versene til ‘Bliss’, der skaber en fornemmelse af at være overvældet. Der er mumlen over fraseringerne på versene i ‘Foreign Things’, der skaber lidt afslappethed – inden hun på broen bygger op til i omkvædet at bryde ud i glædelig ekstase over festlivet.

Ligesom mangt en soveværelsesmusiker har Amber Mark selv ageret producer eller co-producer på mange af sangene. Men det er på ingen måde en kradset DIY-skive.

‘Softly’ starter svøbt ind i et rigt, silkeblødt arrangement for senere helt gnidningsfrit at kaste sig ud i en dansabel, sensuel rytme, der formår at rekontekstualisere alle elementer af produktionen – for så at være bygget over en rungende, bankende isoleret basgang i andet vers.

‘Darkside’ er en bragende soulrockbrager, svøbt ind i godt med rumklang og semi-industrial trommer. Den hamrende lyd tvinger hende ud i en ekspressiv, Michael Jackson-kanaliserende vokal, der ender med at stå perfekt over for en dejligt fuzzy guitarsolo. Der sker ikke engang kompositorisk det store i soloen, men det er produceret til at lyde intenst.

De store følelser er altid så umiddelbare og lette at forstå, når de bliver formidlet gennem Amber Mark. På rekordtid er ‘Three Dimensions Deep’ blevet mit mest gennemlyttede album fra den forgangne måned. Og de mange emotionelle nuancer gør, at det tåler mange flere gennemlytninger.


Kort sagt:
Amber Marks relaterbare r’n’b er mesterligt skrevet, fremragende formidlet og lækkert produceret. Der er så mange emotionelle nuancer, der gør albummet værd at vende tilbage til gang på gang, hvad end det gælder sangskrivningen, vokalpræstationerne eller produktionen.

Amber Mark. 'Three Dimensions Deep'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af