Hun gør meget lidt væsen af sig. Faktisk så lidt at jeg i første omgang overser, at hun allerede er ankommet.
Hun venter ved et lille bord i det allerbageste hjørne på Enghave Kaffe med blikket dybt inde i en computerskærm, afdæmpet klædt i sort rullekrave, brune fløjlsbukser og med en enkelt guldkæde om halsen.
Hun ser op, sender mig et stort smil og hilser så med spinkel stemme:
»Hej! Flora«.
Hun snøfter lidt forkølet. Hun har lige været syg, forklarer hun.
Som hun sidder der bag sin bærbare og nipper til sin chai-latte, ligner Flora Ofelia Hofmann Lindahl denne formiddag i november en helt almindelig gymnasieelev med lektierne foran sig og lidt rester fra en efterårssnue i hornet. Ingen omkring os bemærker tilsyneladende den nye danske filmstjerne in spe, som for bare få måneder siden skridtede op af diverse røde løbere i fuldt festskrud.
»Jeg er et helt normalt ungt menneske, der går på gym og har teenageproblemer med min mor, men så har jeg bare en lidt anden fritidsinteresse«, siger hun og fniser.
»En sjov, men meget krævende fritidsinteresse«.
På rekordtid har Flora Ofelia Hofmann Lindahl som bare 16-årig markeret sig som en af sin generations stortalenter og høstet priser og anmelderroser i både ind- og udland.
Med sit forpinte og forknytte udtryk og et melankolsk, længselsfuldt blik i de store sjælfulde øjne kravlede hun forrige år ind under huden på både seere og anmeldere i rollen som den stille og ensomme Holly, der anklager sin stedfar for vold i DR-dramaserien ‘Ulven kommer’.
Nu er hun aktuel i periodedramaet ‘Du som er i himlen’ i hovedrollen som pigen Lise, for hvilken hun allerede har modtaget stor international opmærksomhed og hæder, hvilket kun har gjort hypen omkring hende endnu større herhjemme.
‘Du som er i himlen’ er en filmatisering af Marie Bregendahls selvbiografiske romanklassiker ‘En dødsnat’ fra 1912, som beskriver livet på en gård i 1800-tallet fortalt gennem tre generationer af kvinder.
På en enkelt, tiltagende traumatiserende nat i slutningen af 1800-tallet bliver den 14-årige pige Lise tvunget til at give slip på barndommens sorgløshed og konfrontere sin samtids kvinderoller, da hendes mor går i fødsel med voldsomme komplikationer til følge. Lises mor har drømt, at tilkaldelsen af en læge vil være farligt for barnet, og den slags syn fra Vor Herre må man acceptere uanset hvad, mener venner og naboer.
Ilden brænder
Filmen er instrueret af Tea Lindeburg, som tidligere har stået bag den populære fiktionspodcast ‘Equinox 1985’, som hun også var med til at realisere som serie for Netflix forrige år.
Da ‘Du som er i himlen’ havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto sidste år, blev især Flora Ofelia Hofmann Lindahl fremhævet. Senere modtog hun skuespillerprisen ved den prestigiøse San Sebastián Film Festival som den yngste nogensinde for sin rolle som Lise. En pris hun delte med Hollywood-stjernen Jessica Chastain, som blev belønnet for sin rolle i ‘The Eyes of Tammy Faye‘.
»Jeg gik ud af biografsalen med helt forgrædte øjne, fordi det var så overvældende«, begynder Flora Ofelia Hofmann Lindahl, da diktafonen er tændt.
»Det der med at se sit eget ansigt på en kæmpe skærm, som er større end nogen af dem, vi har i de danske biografer, var virkelig vildt. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer til at vænne mig til at se mig selv, for det er jo mig, men det er ikke mig«.
Kun tre dage efter San Sebastián blev Flora Ofelia Hofmann Lindahl signet af et af Englands største agentbureauer, United Agents. Herhjemme havde hun forinden allerede vundet en Robert for sin rolle som Holly i ‘Ulven kommer’ – også som den yngste nogensinde.
»Det er overvældende at skulle lægge navn til så store titler, og jeg bliver virkelig glad for det, fordi man på en eller anden måde bliver bekræftet i, at man har gjort et eller andet rigtigt. Men det er virkelig ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det for processen og for at få lov til at sætte mig ind i andre. Og så er det jo bare super fedt, at man kan få nogle skulderklap for det«, siger hun.
»Det gik virkelig amok i 9. klasse, og efter min Robert fik jeg et hav af henvendelser. Jeg skulle have været på en ny dansk spillefilm i seks uger, som skulle have været indspillet nu her i Ungarn, og jeg har sagt nej til en masse andre ting i denne her periode på grund af det, men filmen er blevet rykket til sommer, så jeg skal først noget rigtigt om et halvt år. Men der er gang i den, og der er rigtig mange henvendelser for tiden«.
I pauserne fra filmoptagelser, premierer og prisuddelinger er det vigtigt for Flora Ofelia Hofmann Lindahl, at der også er plads til et helt almindeligt ungdomsliv, så hun ikke bliver »sådan en lille minivoksen«. Hun går stadig til fester, drikker kaffe med vennerne og shopper i genbrugsbutikker, men lige nu savner hun også jobbet som skuespiller, selvom hun venter på svar fra 10-12 forskellige castings plus det løse i udlandet, så det står aldrig helt stille.
For tiden prøver hun at fokusere på sin ungdomsuddannelse på Sankt Annæ Gymnasium, selvom det er anden prioritet. Da vi mødes, har hun omkring 55 procent fravær, og kommer hun op på meget mere, bliver hun med stor sandsynlighed smidt ud.
»Jeg kommer ikke til at holde helt til 3.g«, konstaterer hun.
»Det tror jeg ikke. Jeg ville ikke kunne sige nej til ting i tre år, for det er ligesom lidt nu, ilden brænder. Det er ret umotiverende at sidde og lære om ligninger, når man ved, man nok ikke kommer til at gennemføre gym, men jeg tror, det der tomrum ville være for deprimerende, hvis jeg ikke havde noget at lave – ligesom nu hvor der er et halvt år, til jeg skal lave noget film igen«.
Et tre timer langt farvel
Hvordan føles det at være det nye store filmhåb den ene dag og den næste en helt almindelig gymnasieelev?
»Da ‘Du som er i himlen’ var indspillet, var det først der, jeg virkelig havde tid til at tænke over alle de oplevelser, jeg havde haft det seneste år, så der var jeg faktisk meget ked af det. Det føles meget tomt, at man har været i noget så vildt og krævende, hvor man har givet sig selv 100 procent, og fra den ene til den anden dag stopper det, og man skal tilbage til skolen«.
»Det skift er ubeskriveligt vanvittigt. Man når lige at tænke i to sekunder: Mit liv er ødelagt. Jeg kan huske, at Palma (Lindeburg Leth, som spiller kusine Elsbeth i ‘Du som er i himlen’, red.) og jeg var tre timer om at sige farvel til hinanden. Vi stod bare og græd i hinandens arme til efterfesten. Man får et bånd, og fra den ene dag til den anden bliver det bånd bare brudt. Det er forfærdeligt«.
Man er vel også inde i en helt anden verden, fordi man ikke går i skole, så det må være skizofrent så pludselig at skulle tilbage?
»Ja, det er det også, for når jeg optager, tænker jeg ikke én eneste gang på skolen. Jeg bliver nødt til at lægge alle lektier fuldstændigt fra mig. Rollen i ‘Du som er i himlen’ var meget krævende, så der var meget forberedelse hver dag, så jeg havde overhovedet ikke tænkt på skolen i fem uger, og så skulle jeg tilbage. Når jeg går hjem i seng efter en lang optagedag, kører tankerne jo videre. Man er aldrig helt færdig før den sidste optagedag«.
At Flora Ofelia Hofmann Lindahl en dag skulle blive den yngste modtager nogensinde af både skuespillerprisen på San Sebastián og en Robert, stod ikke skrevet i stjernerne, da hun voksede op som et lille usikkert og genert barn med overbid i en klassisk kernefamilie med mor, far og en tre år ældre søster.
Barndommen blev kickstartet i en lejlighed på Skydebanegade på Vesterbro, inden familien rykkede i hus med have i Bisserup tæt på skov og strand – i øvrigt med popkometen Jada som nabo og lejlighedsvis babysitter.
Hjemmet var meget kreativt. Faren er komponist, producer og musiker i pop/rockbandet Innocent Blood, Jesper Hofmann. Moren er økologisk frisør med sin egen frisørsalon, ‘Madame Grøn’. Flora var »et lille friskt naturbarn«, som elskede at lege ude i skoven sammen med storesøsteren, når hun ikke sad indenfor og skrev historier om alle mulige fantasidyr.
Skolegangen foregik på traditionsbundne Herlufsholm i Næstved, som har ry for at tiltrække overklassens børn, men for Flora, som kom fra en ret almindelig familie, var det lettere tilfældigt, at det lige blev den, fordi hendes far havde afholdt musikkurser og undervist på skolen.
MGP-vinder ved et tilfælde
Som barn blev hun udsat for mild mobning, hvilket måske var en del af årsagen til den hæmmende usikkerhed i hende, fortæller Flora.
»Jeg skulle virkelig være tryg ved mennesker for at kunne slappe af og vise dem, hvem jeg virkelig var. Når folk kom rigtigt ind til mig, var jeg slet ikke genert, men skrupskør. Men udefra var jeg meget lille og sky«.
Da storesøsteren Freja-Bella begyndte at interessere sig for skuespil og gå til castings hos den garvede børnecaster Jette Termann, tog syvårige Flora med en dag og sad og ventede i venteværelset på søsteren. Jette Termann spottede den lille sky pige med de gyldne bløde krøller og store brune øjne og forelskede sig straks i Floras overbid. Hun udpegede hende til at komme med ind til en hurtig casting, men Flora takkede pænt nej.
Som niårig deltog søsteren i MGP. Lille usikre Flora fulgte bare i søsterens fodspor og meldte sig derfor også til MGP, da hun selv fyldte ni og bad faren om at hjælpe hende med at skrive en sang. Det næste halve år gik med castings, workshop og senere optræden på Gigantium i Aalborg i det endelige show i 2015, som hun endte med at vinde med sangen ‘Du, du, du’.
»MGP gjorde noget sindssygt ved mig«, konstaterer hun.
»Det åbnede mig op, og jeg blev pludselig virkelig udadvendt og selvsikker. Havde det været i dag, havde jeg været ved at skide i bukserne, for der var jo 5.-6.000 mennesker inde i den sal. Jeg tror, jeg fik noget selvtillid, fordi jeg følte, at jeg havde gjort et eller andet rigtigt. Der var mange journalister og mennesker, man skulle snakke med, så jeg blev også lidt tvunget til at åbne op, og det, tror jeg, var virkelig sundt for mig«.
I tiden efter sejren kunne Flora Ofelia Hofmann Lindahl ikke gå i fred, når hun var i Tivoli eller andre steder med mange børn. Også på skolen var den lille sky pige – som nu var knap så sky længere – pludselig en barnestjerne, som tiltrak sig stor opmærksomhed. Hun husker tiden som meget overvældende, men ikke decideret irriterende, for:
»Det blev bare en del af mit liv«.
Endnu engang forsøgte Jette Termann at lokke Flora ind til en casting på en rolle i animationsfilmen ‘Den magiske juleæske’. Denne gang takkede den mere scenevante og udadvendte Flora ja og fik rollen. Siden har hun været at finde i Jette Termanns castingkatalog og deltaget i et utal af castings.
»Jeg havde ikke siddet her i dag, hvis hun ikke havde ringet til mig, for jeg skulle ikke være skuespiller dengang og tænkte: Det kan jeg slet ikke finde ud af«, siger hun.
»Det var først, da jeg var i det, at jeg blev forelsket i hele den der mediebranche og selv begyndte at opsøge castings, fordi jeg syntes, det var en spændende verden«.
Agurker på øjnene
Efter animationsfilmen fulgte flere interesserede henvendelser fra blandt andre instruktørerne og manuskriptforfatterne Jeppe Vig Find og Marie Dalsgaard Rønn, som castede Flora i rollen som Neia i ‘Landet af glas’. Derfra spredtes hendes navn hurtigt i filmbranchen, og netværket voksede sig større og større.
Som 13-årig landede Flora Ofelia Hofmann Lindahl rollen som Holly i ‘Ulven kommer’. Under optagelserne i København, som stod på i et år, boede hun en stor del af tiden hos sine gudforældre på Vesterbro, fordi hun sjældent havde tid til at tage hjem til familien i Bisserup. Forældrene har senere fortalt hende, at det var en helt anden moden ung kvinde – nu uden overbid – som vendte endeligt hjem, da optagelserne var i kassen.
Mens rollen som Neia i ‘Landet af glas’ »mest bare var sjov og ballade«, var det vildt for Flora Ofelia Hofmann Lindahl at prøve at spille en bærende hovedkarakter som Holly.
»Det var et ret crazy år, hvor jeg udviklede mig helt sindssygt«, husker hun.
»Pernille (Fischer Christensen, instruktør på ‘Ulven kommer’, red.) har lært mig, hvad det egentlig vil sige at være skuespiller. Hun lærte mig sådan noget helt basalt som at lave research og gå ind i en rolle og få nogle fysiske træk på og forme karakteren, så man ikke bare spiller sig selv. Hun satte mig ind i det der skift fra Flora til Holly, og hun er rigtigt god til at gøre skuespillerne trygge, for man deler også nogle følelser ud af sig selv«.
Kommer det bare helt ubevidst til dig?
»Det tror jeg, for jeg kan ikke huske, at jeg har fået så mange konkrete opskrifter på, hvordan man går ind i det. Jeg har altid været meget følsom. Jeg føler virkelig meget med mennesker, og jeg tror også, det er noget af det, der gør mit skuespil lidt mere troværdigt. Da jeg for eksempel læste om Holly i manuskriptet, som er en pige, der har det forfærdeligt, fik jeg helt lyst til at hjælpe hende. Jeg blev nærmest ked af at skulle tænke på, at ‘Ulven kommer’ er virkelighed for nogle familier. Det var ikke, fordi det var et hårdt år, hvor jeg gik grædende hjem fra set, men det er tankevækkende, at der er nogen, der går igennem de ting«.
Hvordan var det ellers at spille en så barsk rolle som Holly?
»Jeg husker ‘Ulven kommer’, som at jeg var meget træt, når jeg kom hjem, fordi det selvfølgelig var nogle hårde og lange dage. Kontrasten var underlig, fordi man lige havde spillet nogle virkelig vilde scener, og så kom man hjem: ‘Hvordan har din dag været?’. Men jeg nåede ikke at tænke så meget over det, for jeg spiste lidt, læste manus til næste morgen og sov. Det var også underligt at være en del af en familie på set, hvor alle er adskilt, og så at komme hjem til sådan en tryg boble, hvor alt er godt«.
Kunne du lægge rollen fra dig?
»Ja, det kunne jeg godt. Men en dag skulle jeg lave en scene, hvor jeg skulle ringe til min mor og sidde og græde, som tog ret hårdt på mig, fordi det gik op for mig, hvor vildt det egentlig er, at der er nogen, der oplever det her. Pernille (Fischer Christensen, red.) var meget sådan: ‘Nu har du været her, og så kommer du hjem, og så skal du lægge alle de der tanker fra dig’. En dag sagde hun: ‘Når du kommer hjem, skal du vaske dit ansigt og vaske rollen af dig, og så skal du putte nogle agurker på dine øjne i ti minutter’. Det prøvede jeg nogle gange. Jeg ved ikke, hvor meget det hjalp, men jeg tror, hun var meget bevidst om, at jeg har en tendens til, at de der følelser godt kan klistre sig fast på mig«.
Der kommer en pause
Flora Ofelia Hofmann Lindahl nåede knap nok at afslutte ‘Ulven kommer’, før optagelserne på ‘Du som er i himlen’ begyndte to måneder senere på Fyn. Her boede hun i sammenlagt syv uger på Boltinggaard Gods sammen med blandt andre Tea Lindeburg og filmens andre medvirkende.
På trods af den dystre historie så Flora, hvordan hendes voksne professionelle kollegaer formåede at lægge optagelserne fra sig, når arbejdsdagen var ovre, og derfor blev det også automatisk nemmere for hende selv at ryste rollen som Lise af sig, mens hun var der.
»Lise er jo egentlig en helt anden karakter end Holly, for hun er faktisk glad og åben og høj på livet, så det var rart at få lov til at arbejde med noget helt andet også«, siger hun.
»Men igen skulle jeg videre til en historie, hvor jeg også skulle forholde mig til, at det har været virkelighed. I 1800-tallet vidste man, at når moren gik i fødsel, var der altid en eller anden risiko for, at enten hun eller barnet døde, og det er vildt, at det har været sådan. Selvom det var noget helt andet end ‘Ulven kommer’, var det stadig den samme følelse af, at der er nogle mennesker, som har haft det sådan, og at en så ung pige på 14 år fra den ene dag til den anden bare skal overtage gården og får et så stort ansvar på sine skuldre«.
Du har en nøgenscene i ‘Du som er i himlen’, som selv for garvede skuespillere måske ville være grænseoverskridende at optage: Hvordan var den at indspille for dig?
»Der er scenen foran spejlet, som var dag ét på optagelserne, hvor jeg stillede mig op fuldstændig nøgen foran hele holdet. Det var på en måde lidt fedt at prøve, for det er jo en del af det, og der kommer bare sådan nogle scener. Tea (Lindeburg, red.) gjorde mig utrolig tryg, så det var overhovedet ikke ubehageligt eller grænseoverskridende. Jeg synes nærmest, det er værre at lave en scene, hvor man skal græde helt igennem, for når jeg græder ude i det virkelige liv, trækker jeg mig fuldstændig. Det er nogle følelser, jeg plejer at være meget alene med«.
Der er jo en scene på loftet, hvor Lise bryder sammen…
»Ja, jeg tror, det var en af de sværeste scener at lave, fordi man kom meget tæt på, men til sidst fandt vi den rigtige måde at gøre det på, og så synes jeg faktisk, den blev rigtigt fin. Jeg tænkte på hele Lises historie og forestillede mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg stod i en situation, hvor det kunne være, at min mor ikke var her om ti minutter. Så ville jeg da også bryde fuldstændigt sammen. I det her tilfælde græd jeg faktisk rigtigt, fordi jeg til sidst kom så dybt ind i det, og det var sidste optagedag, så jeg tror nærmest også, jeg græd af lettelse«.
Du har bærende roller i både ‘Ulven kommer’ og ‘Du som er i himlen’- Hvordan føles det at få så stort et ansvar i din alder?
»Jeg tænkte ikke så meget over det på ‘Ulven kommer’, men jeg tænkte ret meget over det, da jeg læste manuskriptet til ‘Du som er i himlen’ og så, at jeg stort set var med i hver eneste scene. Det var vildt at gå med tanken om, at hvis jeg gjorde det super dårligt, ville det blive en dårlig film. Men da jeg stod på set, var det helt trygt. For mig handler det rigtigt meget om at være tryg ved en instruktør og vide, at vedkommende kan hjælpe mig, hvis jeg ikke helt har forstået scenen, eller hvordan jeg skal gøre det«.
Du har allerede opnået mere, end mange skuespillere når i en hel karriere: Kan du blive bange for at peake for tidligt?
»Ja, det er overvældende, at det er gået så stærkt på så kort tid. Nu har jeg ligesom de her titler på mig, så nu forventer folk vel nok også, at jeg gør det helt perfekt og vildt godt, men jeg har jo ikke en uddannelse. Jeg har kun mig selv og en instruktør og nogle teknikker, og derfor er der måske også lidt et pres. Men det er også derfor, man ikke skal tænke så meget over de der priser. Det skal bare være en lille fin anerkendelse, og så skal man glemme dem igen«.
Flora Ofelia Hofmann Lindahl håber på at få lov til at leve af skuespillet, fordi det gør hende til et lykkeligt menneske. Lige nu er planen i første omgang at forsøge at gennemføre gymnasiet, men i fremtiden kunne hun godt tænke sig at tage en skuespilleruddannelse, så hun kan få nogle konkrete teknikker. Hidtil har hun primært medvirket i seriøse projekter, så det kunne være sjovt at udforske komediegenren også.
Og så ville hun da heller ikke takke nej til et samarbejde med en instruktør som Thomas Vinterberg.
Hun har godt tænkt på, at der kan komme en dag, hvor jobtilbuddene pludselig ikke drysser ned over hende længere. Det er noget af det, som gør branchen hård og usikker at være i, synes hun, og hvis det sker, bliver det nok »ekstra deprimerende« for hende, fordi karrieren har kørt derudaf i næsten syv år nu, men så må hun bare selv opsøge det og finde andre veje.
»Men det bliver nok også sundt«, siger hun.
»Og der kommer en pause på et eller andet tidspunkt, for jeg tror ikke på, man kan blive ved med at køre på denne her måde. Jeg skal virkelig nyde det og sætte pris på det, jeg har fået lov til at opleve indtil videre, for man ved ikke, om det slutter en eller anden dag«.
Morgendagens stjerne snøfter lidt igen og smiler med ægte beskedenhed i de brune øjne.
»Lige nu er det en drøm. Det er sådan: ‘Niv mig, så jeg kan vågne’. Jeg tror ikke, det er gået op for mig, hvor vildt det egentlig er«.
’Du som er i himlen’ får biografpremiere 10. februar.