’Fistful of Vengeance’: Med denne film skraber Netflix bunden
Kortene på bordet, svesken på disken.
Jeg har ikke set et sekund af Netflix’ billigt opsatte martial arts-serie ’Wu Assassins’. Heller ikke selvom den stoiske action-mand Iko Uwais uddelte øretæver som Kai Jin, og Soundvenues 1-stjerners (eller var det 4?) anmeldelse fristede med ringeagtede CGI-kampe til den helt store femøre.
Serien er dog heller ikke frygtelig vigtig at have set for at forstå, hvad der foregår i filmefterfølgeren. Netflix har ændret titlen til den generiske ’Fistful of Vengeance’, spilletiden er skåret fra ti timelange afsnit til spillefilmlængde, mens handlingen udskifter San Francisco med Bangkok.
De tre bros Kai, Lu (Lewis Tan) og Tommy går på rov efter morderen af Tommys søster Jenny. Hurtigt bliver de indlemmet i en større konspiration om en ældgammel gud, som vil destruere alt levende og skabe universet på ny.
Jenny var en af hovedspillerne i serien og overlevede strabadserne, hvis man da skal tro Wikipedia-synopsen. Hun myrdes med andre ord offscreen for at give vore gæve gruppe af kamphaner … et eller andet at lave.
Skulle du alligevel misse hendes navn i filmens udmattende åbningsscene, som gennemgår seriens handlingsforløb, så fat mod: Tog man et shot, hver gang hendes navn nævnes, ville man ligge savlende på gulvet efter et kvarter.
Halvvejs inde i filmen stopper gruppen sågar op og minder hinanden om, hvorfor de kæmper. For Jenny – naturligvis.
Trods den banale præmis knækker filmen halsen på sin egen overkomplicerede mytologi, som den har arvet fra serien. Også selvom filmen nærmest ikke gør brug af mytologien. Kai har således stadig sine Wu-kræfter, men han bruger dem ikke til en flyvende døjt. Og åbenbart er hans kumpaner præcis lige så effektive til at slås, som han er.
Hvert nyt scenarie byder samtidig på et sammensurium af nye karakterer, lokationer og konflikter. Nærmest som om denne 90 minutter lange spillefilm på et tidspunkt var tiltænkt som en hel sæson, og at dette blot er sidenoterne til den.
Ligesom resten af Iko Uwais’ filmografi – fra nyklassikeren ’The Raid’ til splatter-baskeren ’The Night Comes For Us’ – ser man ikke ’Fistful of Vengeance’ for det dybtfølte drama, men snarere for den knæskalleknusende action.
Men også på den front er der dårligt nyt. ’Fistful of Vengeance’ er instrueret af Roel Reiné, som har gjort sig en karriere i middelmådige efterfølgere til metervare-actionfilm som ’Deathrace’ og ’The Condemned’.
Han er med andre ord hjemmevant blandt store, dorske muskelmænd som Randy Orton. Til gengæld er han pinagtigt på udebane med de lynhurtige pencak silat-kampudøvere som Uwais. Hans blocking af action-scenerne er så ringe, at man aldrig ser et eneste slag eller spark ramme sit mål. Og da en machete flår igennem mavekødet på en håndlanger, kan man tydeligt se, at klingen blot svinges bagom ham.
At en instruktør kan få Uwais’ imponerende kampteknik til at se patetisk flagrende ud, er næsten imponerende i sig selv. Men også kun næsten. Da skurken falder død om, var jeg så desorienteret, at jeg ikke engang var sikker på, hvordan han døde.
En ringe film er intet nyt for Netflix, der skyder med spredehagl, når det kommer til kvaliteten af deres originalindhold. Alligevel er niveauet ved at nå et kritisk lavpunkt. Imellem bundskraberen ’Nigth Teeth’, som jeg ikke kunne komme mere end 20 minutter ind i, før jeg slukkede, og nu denne, skal streamingtjenesten passe på, at de ikke begynder at blive mere kendt for deres losseplads af afkastede, sørgelige filmrester end deres populære serieindhold.
Absolut ingen er tjent med at have et makværk som ’Fist of Vengeance’ på deres sendeflade.
Kort sagt:
Netflix’ lave bundniveau når nye dybder med denne pinagtigt ringe action-film, der hverken tjener sin stjerne Iko Uwais eller serien, den er baseret på.