Green Day aflyser Moskva-koncert

Green Day aflyser Moskva-koncert
Green Day. (Foto: Jeff Kravitz/Getty Images)

Strømmen af koncertaflysninger i Rusland fortsætter. I fredags kunne vi bringe nyheden om, at den Putin-kritiske russiske rapper Oxxxymirons havde taget beslutningen om at aflyse seks udsolgte koncerter i Moskva og Sankt Petersborg. Nu følger Green Day trop. Det skriver blandt andre Pitchfork og Variety.

»Vi er klar over, at dette øjeblik ikke handler om stadionrockkoncerter. Det er meget større end det«, meddeler Green Day i en story på Instagram. Bandet skulle den 29. maj have spillet på Spartak Stadium, som er en kæmpe arena med plads til mere end 45.000 publikummer.

Beslutningen om at aflyse er truffet med et »tungt hjerte«, skriver bandet. »Men vi ved også, at rock’n’roll varer evigt, og vi er overbevist om, at det rette tidspunkt for os at vende tilbage vil melde sig i fremtiden«.

Med Green Days aflysning må følgende spørgsmål melde sig hos en række artister: Hvordan kan koncertaktivitet i Rusland på nuværende tidspunkt forsvares? Hvis man tager et kig i koncertkalenderen – som Variety eksempelvis har gjort – er der en del store kunstnere, som lige nu må stå over for denne problematik.

Tiden vil vise, om navne som Disclosure, Tricky og Bring Me To the Horizon – med planlagte koncerter i Moskva allerede i marts og april – kommer til at følge Oxxximiron og Green Days eksempel.

Herhjemme har krigen i Ukraine også affødt koncertaflysninger om end i en noget anden skala.

Fredag aften skulle den verdenskendte russiske operasanger Anna Netrebko således have givet koncert i Musikhuset i Aarhus. Netrebko er ifølge TV2 Østjylland ven af Putin, og ifølge NPR har hun bakket ham op offentligt – blandt andet i forbindelse med det russiske præsidentvalg i 2012.

Det medførte hård kritik af afviklingen af koncerten i Aarhus, som imidlertid blev forsvaret af Musikhusets kunstneriske chef. Det hele endte i følge Århus Stiftidende med, at Netrebko selv aflyste den udsolgte koncert.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af