’Parallelle mødre’: Pedro Almodóvars film med storspillende Penélope Cruz er båret af både humor og tyngde
Pedro Almodóvar har som Spaniens største nulevende instruktør siden 80’erne formået at trække international opmærksomhed til den landets filmscene. Med sin særegne og farverige stil har han kastet sig over tunge temaer og portrætteret sprudlende, outrerede karakterer med en særlig kombination af ømhed og humor.
Der er ofte en nostalgisk undertone i Almodóvars film, særligt i hans seneste film, den selvbiografiske ’Smerte og ære’, hvor den depressive filminstruktør Salvador Mallo granskede sin barndom for at genfinde inspirationen.
I ’Parallelle mødre’ melder fortiden sig i den midaldrende Janis’ (Penelope Cruz) forsøg på at igangsætte en udgravning af en massegrav i udkanten af hendes hjemby. Her har en gruppe mænd fra landsbyen ligget begravet siden begyndelsen af den spanske borgerkrig. En af dem er Janis’ bedstefar, og hun og de øvrige efterladte vil nu slutte fred med fortiden og ære de dræbte med et værdigt gravsted.
Under et fotojob møder Janis retsantropologen Arturo (Israel Elejalde), som hun involverer i udgravningsprojektet og samtidig indleder en affære med. Janis bliver gravid og møder den unge Ana på fødestuen.
Ingen af de to kvinders graviditeter er planlagte, men hvor Janis ser frem til at blive mor, tynges Ana af fortrydelse og frygt. Janis beroliger hende og tilbyder den moderlige omsorg, som hendes egen mor ikke i samme grad formår.
Anas forældre er fraværende og har mest af alt har betragtet hende som en byrde. Både Janis og Ana har lidt tab i deres familier, og det er deres fælles skæbne som ’efterladte’ børn og mødre, der binder dem sammen.
Mødre er ikke et fremmed emne hos Almodóvar, der i prisbelønnede film som ’Alt om min mor’ fra 1999 og ’Volver’ fra 2006 har behandlet moderskab og søsterkærlighed – det er den samme bekræftende kvindelige styrke, der gennemstrømmer ’Parallelle mødre’.
Janis stilles over for et følelsesmæssigt og etisk dilemma, som bliver en prøve for den ellers omsorgsfulde mor. Men det er ikke den chokerende afsløring, der bliver det centrale i fortællingens gang. Man kan forholdsvist hurtigt fornemme, hvilken vej fortællingen bevæger sig.
Almodóvar dykker i stedet ned i karakterenes følelsesmæssige situationer og deres håndtering af dem.
Her vækket til live med intensitet og nerve af Penelope Cruz, som må siges at være en af Almodóvars yndlinge. ’Parallelle mødre’ er det ottende samarbejde mellem de to, og det viser sit værd i Cruz’ rørende portræt af Janis’ vanskelige følelser.
Over for hende står Milena Smit, som er et nærmest ubeskrevet blad. Smit er betagende og øm som den unge Ana, der lynmodnes ved sin datters ankomst. Hun indtager både rollen som den svigtede, forurettede datter og som den omsorgsfulde mor med stor overbevisning. Ana fremstår som en sært klarsynet karakter.
Takket være de to velinstruerede og overbevisende præstationer træder Janis og Ana frem som spillevende og mindeværdige karakterer. Med en vekslen mellem humor, tyngde og den karikatur, som Almodóvar ofte mestrer, bliver filmen en smuk behandling af et sørgmodigt traume i Spanien. At lade den spanske borgerkrigs nedarvede følelser fungere som rammen om fortællingen er rørende og effektfuldt.
Til trods for påmindelser om Spaniens blodige fortid, eller måske på grund af nøjagtigt det, føles filmen som en moderlig omfavnelse. Levende, sitrende og farverigt bindes Spaniens fortid, generationsfortællinger og moderskab sammen. Og begge fortællinger behandles med samme nærhed og respekt.
Kort sagt:
Mødrene hviler igen i Almodóvars hænder i ’Parallelle mødre’, hvor et kollektivt borgerkrigstraume forbindes med en nær fortælling om et ømt møde mellem to kvinder.