Branco har ikke travlt med at udgive albummet ’Baba Business 3’, fortæller han, da jeg møder ham på en restaurant i Albertslund en solskinsrig dag i starten af marts. Men han har til gengæld travlt med en hel del andre ting.
Sangen ’Trend’ er landet i fredags, inklusive en flot video filmet i de schweiziske alper, og det er meningen, at der skal udkomme flere singler allerede denne måned.
Albummet skal så lande lige inden sommer, hvorefter der er 10-12 koncerter i bogen, og senere på året følger en stor solokoncert i Forum. Oven i alt det er der nu også den nye dokumentarserie om Branco, der har premiere tirsdag på TV 2 Play og TV 2 Zulu.
Det er den, vi skal tale om i dag. For hvorfor medvirker den engang så mediesky rapper pludselig i en tv-dokumentar? Hvad er det egentlig lige præcis, vi skal lære om ham? Det kan man måske bedst beskrive ved at tale lidt om nogle af de fordomme, der stadig hersker om Branco. Altså om måden, mange stadig ser ham på.
Den præmis forsøger jeg at introducere for rapperen, da vi sætter os til rette i en bås på den hyggelige restaurant. Tjeneren kommer med kaffe og lover at lave latte art med Brancos ansigt næste gang – så længe han deler det på Instagram. Branco griner. Han er som altid sammen med manageren Miklo og lader til at være i godt humør.
Branco er til gengæld langt fra overbevist af planen om at tale om fordomme. Han er ligeglad med fordomme, forklarer han. Folk kan tænke, hvad end de vil. »En ting, vi ikke gør, er at sætte os selv i offerrollen«, som han formulerer det.
Men når det er sagt, er han heller ikke blind for de forestillinger, mange nok har, og at denne dokumentarserie måske kan portrættere ham i et nyt lys.
»Når du er fra, hvor vi er fra, og ser ud, som vi gør, og har lavet det, vi lavede, så skal du nok give den et hårdere tryk i pedalerne end så mange andre«, forklarer Branco med den der autoritetsfulde stemme, man næsten kun kan beskrive som boomende.
»Du er født med modvind. Siden vi kom ud af hospitalet, har der været modvind. Men vi tænker ikke over fordommene, vi trykker bare hårdere i pedalerne, fordi vores bakke er lidt stejlere«.
Hvis man skal blive i metaforen, så har Brancos cykeltur ført ham helt til toppen af bjerget. Nu skal TV 2-dokumentarserien altså gerne vise os, hvem denne formidable bjergrytter egentlig er.
Så derfor er det vel kun på sin plads at tale om nogle af forhindringer, der har været på vej op.
Fordom #1: Ingen vil booke Branco til koncerter, for der kommer bare ballade
Branco: »Selvfølgelig er der ting, hvor folk ikke vil booke os – måske fordi vi selv har haft en fortid, hvor vi har lavet ged i den. Det er os selv, der er skyld i det meste. Men vi udvikler os som mennesker, og jeg udvikler mig som liveartist. Lige nu er det hele perfekt. Til sommer kører vi landet tyndt med 10-12 festivaloptrædener«.
Fordom #2: Brancos musik kan ikke spilles i radioen
Branco: »Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nok er den artist i Danmark med flest nummer 1-placeringer på Spotify, der aldrig er blevet spillet i radioen. Jeg har haft to håndfulde nummer 1-sange, der ikke har fået et eneste radioplay. Det viser bare, at folket taler på en anden måde. Men nu har vi lagt så meget hårdt arbejde, at vi er nået til et punkt, hvor de ikke kan se bort fra os. Vi er kommet for at blive, så de kan lige så godt spille bold med os«.
Fordom #3: Branco er ikke en live-artist
Branco: »Det er først nu, de rigtige tilbud er begyndt at komme. Jeg kunne se, at det næsten var en årsløn for en halv times arbejde, og så er du jo ikke ved dine fulde fem, hvis du siger nej. Så det giver lidt motivation til at dukke op. Det er lidt sjovt at lave en årsløn på 45 minutter. Men det handler også om at give fansene en oplevelse«.
Fordom #4: Koncerterne handler kun om pengene
Branco: »Det koster 300.000 bare at booke Forum. Så smider du 400.000 oveni for showet. Bare lys alene koster 150.000. Hvis det bare handlede om penge, havde jeg ikke gjort det. Så var jeg bare dukket op med en mikrofon i hånden og havde sunget playback«.
»Jeg skulle også være klar til at blive liveartist som menneske. Hvis jeg ikke engang har lyst til at vågne om morgenen, og alt er negativt, så er det svært at stå foran 5.000 mennesker og sælge den gode energi. Det er en opskrift til failure. Så når vi nu dukker op til shows, er det fordi, vi mener det. Det er ikke fordi, pengene driver værket«.
Fordom #5: Brancos tekster handler kun om materielle ting
Branco: »Vi er gået fra intet til alt. Men det er ikke nok, at du fylder din pengepung og dit køleskab. Du skal også fylde din sjæl med energi og glæde. Det er sådan, du udvikler dig. Jeg tror, man har en pligt til at veje sine ord, før man smider dem ud. Tungen er det stærkeste våben, du har som menneske. Så snart du har smidt noget ud, kan du ikke tage det tilbage igen«.
»Hele ’Baba Business 3’ er meget velovervejet. Jeg har aldrig lavet en så velovervejet og stor skive før. Jeg har aldrig brugt så meget tid på at dykke ned i, hvem vi er som mennesker. Da jeg lavede de andre ’Baba Business’-universer, levede jeg et andet liv. I skrev, at ’Baba Business’ var som et narkoimperium, og sådan var det muligvis også dengang. På ’Baba Business 2’ var jeg lidt mere reflekteret. Og på det sidste kapitel af ’Baba Business’ er det en helt anderledes Branco, der står foran jer«.
Fordom #6: Branco er et dårligt forbillede
Branco: »Jeg var på et tidspunkt nødt til at tænke: Okay, om vi vil det eller ej, er vi forbilleder nu, så jeg er nødt til at bruge mine ord rigtigt. Dine ord kan enten være et spyd, eller de kan være et skjold. Og jeg vil helst ikke misbruge mine«.
Fordom #7: Brancos musik er farlig for ungdommen
Branco: »Jeg kan ikke gemme musikken væk fra mine børn, for hvordan kan jeg sige, at andre børn skal lytte til det, men ikke mine egne? Hvem er jeg så? En plat entertainer, der gerne vil korrumpere alle andres børn, men ikke mine egne? Så nej, jeg holder det ikke væk fra dem. Tværtimod: De synger med på sangene og lytter til dem«.
»Min store datter hører teksterne grundigt og kan godt lide sådan noget som ’Risiko’. Den handler om hende, og det ved hun også godt. Hun har været med mig, siden jeg var 18, og har mærket fraværet af sin far. Hun har mærket, at hun ikke har en normal far, mens de to andre er kommet til, mens vi har haft det godt«.
»Den lille fyrer den af til speedsne på sangene. Hvis du spørger ham, hvilken sang der er hans yndlingssang, tænder han for ’Hundo’ med det samme. Min store datter elsker også selv at synge. Jeg har købt mikrofoner til dem, så de hygger sig med det«.
Fordom #8: Branco laver kun en dokumentarserie for at vise sig selv i det bedst mulige lys
Branco: »Vi forsøger ikke at vise os fra vores bedste side. Vi forsøger at vise os selv. Når du snakker om fordomme, så findes der jo også overdrevne fordomme. Folk tror, at Branco ejer tre slotte og har en garage med 20 biler. Det er ikke sådan, det er. Vi er ikke Kong Frederik, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men vi har det godt. Vi har nok til at klare os. Vi står med begge ben på jorden og har råd til livet og lidt mere endnu«.