’Ennio Morricone – The Maestro’: Dokumentar om filmmusikkens mester er tydeligt forelsket i sin hovedperson
»Klik, klik«, lyder det nærmest messende, mens den lille gamle mand bevæger sig adræt igennem den veldekorerede stue. Morgengymnastikken skal jo laves, og med den arbejdsomhed som Ennio Morricone altid har lagt for dagen, er det ikke så underligt, at den aldrende mester har brug for at holde korpusset fit for fight.
Det er på sin vis meget passende, at det er lyden af en metronom, vi hører, mens den verdensberømte filmkomponist bevæger sig.
For Morricone er – sammen med John Williams og Hans Zimmer – en af de mest toneangivende figurer inden for filmmusik de seneste 60 år.
Sergio Leones ’Dollars’-trilogi med Clint Eastwood som den ordknappe cowboy med den hurtigste seksløber i vesten, de melodiske mesterværker i henholdsvis Terrence Malicks ’Days of Heaven’ og Roland Joffés ’The Mission’ samt min personlige favorit, det herligt dunkle tema til John Carpenters sci-fi-horror-klassiker ’The Thing’.
Det er bare en minimal brøkdel af de over 500 krediteringer, man finder på hans IMDb-side og det er derfor, at instruktør Guiseppe Tornatore (’Cinema Paradiso’) har lavet denne hyldest til det italienske unikum.
’Ennio Morricone – The Maestro’ er nemlig først og fremmest en lovprisning af den lille mand med den store musikalske begavelse.
Ved hjælp af arkivklip fra film, tv og koncertoptrædener ser vi troldmanden Ennio udfolde talentet helt fra barnsben og til øjeblikket, hvor han som 87-årig bliver den ældste modtager af en Oscar nogensinde. At det blev for musikken til Tarantinos blodige western ’The Hateful Eight’ har et fint poetisk skær, da det var netop var i den genre, at han fik sit gennembrud.
Forskellige kendte inden for musik og film fortæller levende om, hvordan Morricone har inspireret dem, og hvordan hans arbejde udviklede sig gennem årene.
Der laves en kobling mellem hans udforskning af avantgarde og eksperimenterende musik til hans brug af karakteristiske lyde eller stemmer på en uvant måde. Som ’skriget’ i ’The Good, the Bad and the Ugly’, der skal simulere en prærieulvs hyl, eller de 60 sekunders dødsvise fra ’For a Few Dollars More’.
Det viser samtidig hans fornemme touch som popsnedker, der kan strikke en catchy sang sammen, og hans tid som huskomponist for den italienske filial af pladeselskabet RCA, fungerer også som en virkelig spændende optakt til filmkomponist-delen.
Før da har vi set, hvordan Ennio udmærkede sig på musikkonservatoriet, hvor han konstant – og igennem hele karrieren, viser det sig – søgte anerkendelse fra lærermesteren Goffredo Petrassi. Med en lille klump i halsen fortæller Morricone da også stolt om de gange, hvor Petrassi gav sin gamle elev anerkendelse.
Morricone-kærligheden hæmmer dog også filmen fra at være den ultimative dokumentar om den nu afdøde legende.
Sidste halvdel er spækket med unødigt mange koncertoptagelser, der ikke rigtigt tjener noget formål, og så er vægtningen af hans arbejde tungt fordelt, så det primært er 1960’erne og 70’erne, der fylder.
Fremstillingen bliver indimellem lige lovlig rosenrød. Når man kender historien omkring tilblivelsen af ’The Thing’-musikken, aner man, at Tornatore – som i øvrigt optræder flittigt i filmen på grund af deres mangeårige samarbejde – udelukkende har valgt at fokusere på de positive aspekter.
Det største problem er dog den hovedrystende beslutning om at vise et klip fra 9/11-angrebene, hvor en skikkelse hopper frivilligt ud fra et af tvillingetårnene for at undgå at blive fortæret af flammerne.
Klippet skal blot bruges til at vise, at Ennio blev så påvirket, at han komponerede et stykke musik, men det virker fuldstændigt uvedkommende for filmens fortælling om Morricones liv. Her ænses ingen andre liv end Il Maestros.
Til gengæld er der en stor oplevelse for ørerne i vente: Lydmæssigt er ’Ennio Morricone – The Maestro’ i topklasse takket være mesterens utrolige musik.
Kort sagt:
’Ennio Morricone – The Maestro’ forsøger at gøre mesteren ære, men er så forelsket i sin hovedperson, at det hæmmer filmen.