The Minds of 99 skruede rockbraget op på 11 i Royal Arena – men ét sted ramte de forbi målet
Under slutningen af ‘Drømmer om livet’, den niende sang på The Minds of 99’s setliste i Royal Arena torsdag aften, rykkede de fra den store scene for enden af salen til en mindre scene midt blandt publikum. Og pludselig så vi noget så sjældent som et egentligt live-fejltrin fra bandet.
Bevares, det er ikke fordi, der var noget, der ikke gik som planlagt. Fra start til slut kørte maskineriet som smurt i olie, og den Underworld-klingende technopuls fra ‘Drømmer om livet’ var afgjort så intens, at sangen udgjorde et hidtidigt klimaks. Så hvis der var noget tidspunkt, hvor man skulle skalere ned og rykke ud til en mindre scene, var det her.
Men det, der skete ude på den lille scene, fungerede bare ikke helt.
Vi fik tre sange. Først den stilfærdige, soulede ‘Nothing But Love’, hvis mest positive kvalitet er dens afslappede stemning – hvorfor det gik ud over sangen, da trommerne til sidst bragede afsted, og vi fik en dosis nærgående, skrigende guitar.
Derefter kom den episke ‘Solkongen’, der er så storladen, at når først den sang har nået sin ende, føles det som om, der ikke er nogen vej tilbage til en verden præget af hygge og ro. Og bevares, den stemning blev etableret effektivt, men det undrer mig så, at de fulgte nummeret op med deres mest lystige, uroforladte track, nemlig singer/songwriter-balladen ‘Emil’ – som altså i denne kontekst endte med at føles decideret banal.
Så snart vi var tilbage til hovedscenen – efter et noget prætentiøst interludium i form af ‘Krystalkuglen’ ledsaget på storskærm af en montage af alskens patosbefængte, kontekstforladte videostumper – var der dog ikke nogen ridser i lakken længere.
Så fik vi igen det rockbrag, The Minds of 99 er bedst til. Hvor der altid kan skubbes lidt mere til loftet. Hvor et dybt basriff kan føles som en mavepuster. Hvor man inspireres til at danse og holde om hinanden, imens man råber ihærdigt med på omkvædet, som var det nøglen til at slippe for verdens ulykke.
Ikke at skiftet til den lille scene var bandets eneste gimmick. Men de andre gimmicks fungerede som måder til at skrue det i forvejen bundsolide rockshow helt op til en 11’er – hvor besøget til den lille scene derimod var en pauseknap, hvor setlistens numre ikke gik i nær så gnidningsfri forlængelse af hinanden, som koncerten ellers var præget af.
Eksempelvis var hovedscenen bygget op omkring tre platforme – én til keyboardist Jacob Bech, én til trommeslager Louis Clausen, og én hvor forsanger Niels Brandt tilbragte længere perioder (omend han brugte det meste af sin tid på scenegulvet).
Disse platforme var i stand til at blive løftet endnu højere op, og under særligt intense øjeblikke i sange som ‘K før ærlighed’ og ‘Det vi venter på’ blev platformene hævet for lige at gøre oplevelsen endnu mere højtragende, bogstavelig talt.
De ‘Matrix’-kanaliserende visuals og laserlys på både den techno-inspirerede ‘Drømmer om livet’ og den trance/bigbeat-agtige ‘En stemme’ gjorde også, at sangene gik rent ind – især da Bech under sidstnævnte trådte ind på midten af scenen til en dj-sektion, mens laserne fyrede i alle retninger.
Konfettikanonen under ‘Det vi venter på’, pyroteknikken til ‘Det er Knud som er død’ og ballonerne til den kærlige afslutter ‘Sikke en sang’ var også alle sammen effektive virkemidler, der gjorde, at allerede gode rockoptrædener bare ramte en kende hårdere.
For det hele kom i forlængelse af, at musikken lød godt, at stemningen i publikum var let at blive grebet af, og at alle musikere – især Niels Brandt – havde så meget overskud til at lave godt med spil for galleriet.
Medlemmerne i The Minds of 99 virkede til at nyde at være på en scene, underholde og lade følelserne komme uden på tøjet. De emmede så meget af fællesskab og spilleglæde, at det uundgåeligt smittede af på publikum – og i fællesskab sang vi med på mangt en strofe.
Kort sagt:
The Minds of 99 viste endnu engang, at de mestrer at få fællessang og fællesskabsfølelse til at være to sider af samme sag. De formåede – for det meste – at få gimmicks til at gøre i forvejen stærke rockoptrædener til endnu mere eksplosive oplevelser.