Det er tidlig formiddag i midten af december, da jeg træder ud af regnen og ind på Hotel Otillia i Carlsberg Byen. Her skal jeg mødes med Danmarks største band for at tale om deres nye (og endnu meget hemmelige) album, der udkommer i begyndelsen af det nye år.
For man kan efterhånden ikke komme uden om at kalde The Minds of 99 for Danmarks største band. Streamingtal, festivalkoncerter, rækkevidde og ikke mindst den der koncert i Parken taler i hvert fald et tydeligt sprog om et band, der er på toppen af Danmark.
Men stjernenykker er der ikke mange af, da først bandet byder mig indenfor i hotellets nærmest andægtige Dipylon-sal, hvor der er mere end 20 meter til loftet, og hvor en klokke ringer med jævne mellemrum og får hele rummet til at runge, så enhver samtale bliver sat på en naturlig pause.
Jeg bliver lynhurtigt tilbudt en plads i en behageligt tilbagelænet stol, så jeg inkluderes i den rundkreds, forsanger Niels Brandt, bassist Asger Wissing, trommeslager Louis Clausen og keyboardist Jacob Bech har formet rundt om et lavt bord (guitarist Anders Folke Larsen blev syg på dagen).
På bordet ligger LP-udgaver af både deres tre foregående og deres nye album spredt ud som en slags manifestation af, hvordan bandet er kommet hertil – og hvor de er på vej hen.
Og det nye album ’Infinity Action’ skuer både bagud og peger fremad.
Et antiværk
‘Infinity Action’ stikker nemlig i mange retninger og har ikke et overordnet tema, men skal i stedet ses som et dokument over The Minds of 99’s liv som mennesker og band over de seneste tre-fire år.
Niels: »Det er vores mest eksperimenterende plade til dato. Jeg synes også, det er den sjoveste plade, vi har lavet«.
Louis: »Det er antiværket. Meningen er, at der ikke er nogen dybere mening med det hele. Man må forstå, at pladen kommer ud af en tid. Det var det musik, vi spillede på det her tidspunkt, og så kom der en plade«.
Asger: »Det var sådan, vi lød den dag. Sådan vi lød i de her år«.
Jacob: »Sangene vil gerne være deres egne på denne her plade. De har hver deres liv og tematik, som de dykker ned i«.
Asger: »Man kan næsten kalde det for en slags antologi«.
The Minds of 99’s fjerde album er i hvert fald et album, der vil og kan mange ting. Det ene øjeblik synger Niels Brandt på engelsk gennem hele ‘1, 2, 3, 4’ og ‘Nothing But Love’. Det næste øjeblik nynner man med på børnesangen ‘Emil’ og albumlukkeren ‘Sikke en sang’, der næsten lyder Sebastian’ske i al deres smukke naivitet og eventyrlyst.
Der er både syntetisk elektronik og organisk oprigtighed. Et kludetæppe af lyde og stemninger, som det er svært at sætte i bås. Altså udover, at det stadig lyder umiskendeligt som The Minds of 99.
Er det bevidst, at albummet stikker i så mange forskellige retninger?
Niels: »Vi har i hvert fald haft et ønske om at lægge de tunge temaer lidt til side. På ’Solkongen’ og ’Liber’ var det nogle ret tunge og eksistentielle temaer, der dominerede. Den slags kan man selvfølgelig stadig finde på det nye album, men vi havde også behov og lyst til at dykke ind i noget, der var mere nu og her«.
Louis: »Det er også et produkt af den måde, vi har grebet det her album an. Fordi sangene er skrevet på vidt forskellige steder og tidspunkter, så tager de også fra alle hylder«.
Fra kulde og klipper til neonlys og kravleplanter
Frøene til det, der skulle ende med at blive til albummet ‘Infinity Action’, tog sin begyndelse allerede for tre år siden.
Ved årsskiftet fra 2018 til 2019 havde The Minds of 99 redet på en bølge af succes og spillet et hav af koncerter med udgangspunkt i deres tredje og uhyre succesfulde album ‘Solkongen’, der var blevet udgivet i starten af samme år. Så efter at have spillet for et udsolgt Store Vega flere aftener i træk i november måned, satte hele bandet sig på et fly til Thailand sammen med familie og venner for at tage på en velfortjent ferie.
Louis: »Vi havde haft snuden i sporet længe på det tidspunkt. Det var rent ’Solkongen’, og vi brugte et år på bare at være ude og levere den, levere den, levere den. Så vi tog til Thailand for at kick back og opleve noget andet sammen end at stå på en scene og spille musik«.
Alligevel blev Thailand-turen startskuddet til det fjerde album, som bandet på det tidspunkt slet ikke havde skænket en tanke endnu.
Louis: »I Thailand trådte vi ind i en helt ny verden. Det med at være på ferie. At være ude i junglen. På stranden. Det var nogle helt nye indtryk. Alt var meget anderledes end de bornholmske klipper og det iskolde ler, som ’Solkongen’ var udsprunget af«.
Jacob: »Det, vi oplevede i Thailand, var, at alt bare går hurtigt, samtidig med at du har denne her frodige natur omkring dig. Du har neonlys, Red Bull og Monster Energy, og så har du kravleplanter, der bliver vasket væk hvert andet år for så at pible frem igen. Der er sådan en bevægelse i det, som vi var ret inspireret af«.
Louis: »Vores musik udspringer i allerhøjeste grad af de oplevelser, vi har sammen. Turen til Thailand er et godt eksempel. Tag bare titlen på det nye album, som vi har stjålet fra Niels’ søn Arthur, der fandt på den som navn til en computercafé, han gerne ville åbne. Det skete under en middag på en restaurant på Koh Samui, og da han sagde det, kiggede vi alle sammen bare på hinanden og tænkte: Der er noget der. Noget med neonlys og en verden, der ligesom begyndte at åbne sig«.
Kort fra tanke til handling i englenes by
Kun to måneder efter turen til Thailand var The Minds of 99 på endnu en fælles rejse. Denne gang til Los Angeles for at feste uden at have familier eller crew på slæb. En slags kvalitetstid bare for bandet selv. Uden nogen planer om at lave musik eller være produktive.
Men de fælles inspirationer fra Thailand-turen og den musikalske virkelyst ville det anderledes, og pludselig stod de i producer Frederik Thaaes studie i den amerikanske storby med en række nye sange, der nærmest kom ud af det blå.
Niels: »Vi var derovre uden trommesæt, uden forstærkere og alt hvad et band nu ellers bruger. Så vi blev nødt til at programmere det hele, og Louis spillede sine trommer på sådan en elektronisk pad. Det hele blev bare mere elektronisk, men samtidig var det stadig et band, der spillede musikken sammen. Det havde vi totalt optur over«.
Asger: »Der var enormt kort fra tanke til handling lige pludselig. Fordi der ikke var alle mulige mikrofoner og teknik, der skulle kalibreres rigtigt, før vi gik i gang. Det var bare direkte ind i computeren og så kom der musik ud«.
Niels: »Det var mega friskt. Det var rart at gå nogle nye veje, hvor det hele ikke skulle være så rockband-autentisk«.
Asger: »Det var bare enormt produktivt og inspirerende. Der var en altan i studiet, hvor der fløj kolibrier rundt og sugede nektar ud af blomsterne på træerne, mens vi bare fyrede den af og arbejdede som sindssyge«.
Til sidst kom bandet hjem med en række færdigindspillede sange, som de ikke vidste, hvad de skulle stille op med. For selv om turen havde vækket noget i dem, var de ikke klar til at kaste sig ud i skabelsen af endnu et album. Det var alt for tidligt til den slags.
Niels: »Det var vanvittigt inspirerende at komme hjem med de her numre. Det kom et år før, vi egentlig havde regnet med det. Jeg tror også, det var det, der gjorde, at vi kunne tage beslutningen og sige: Lad os bare udgive det! Vi gad alligevel ikke lave en plade. Det var der ingen af os, der havde lyst til. Så hvorfor ikke bare smide det ud i verden og se, hvad der sker?«
Så det gjorde de. I efteråret 2019 så først den engelsksprogede ‘1,2,3,4’ og siden den storladne ‘Som fluer’ dagens lys, inden ‘Big City, Bright Lights’ fulgte trop i foråret 2020. The Minds of 99 havde genopfundet sig selv som det, de selv kalder for et singleband, og de nye sange klarede sig målt på streams bedre end noget andet, de nogensinde havde udgivet.
Hvor går man hen, når hele Danmark er erobret?
Det kan synes meget naturligt, at The Minds of 99 gik en anden vej end den sædvanlige, da de begyndte at udgive deres sange spontant som singler i stedet for at arbejde målrettet mod et nyt album.
For hvor går man hen, når hele Danmark er erobret? Når alle kender ens musik, når man har spillet på alle de største scener? Når der ikke er mere at erobre, men man stadig skal holde det hele kørende? Når alle forventer noget af dig?
Niels: »Vi tænker ikke på den måde. Vi tænker ikke på den måde, at der er et territorie og fem-og-en-halv millioner mennesker, vi så skal forsøge at få med på vognen. Det vi er ude i, det som tænder os, er hvor vi kan komme hen kunstnerisk. Det har ikke nogen begrænsninger. De sange, der ligger rundt om hjørnet. De er en uendelig ting, som du kan blive ved med at jagte. Jeg synes, det er ekstremt sårbart at jagte salgstal. Hvis vores succeskriterie var, hvor meget vi kunne erobre. Hvor mange streams vi kunne få. Eller hvor mange penge vi kunne tjene«.
Men det er vel en fælde, mange bands, der når jeres status, let kan falde i?
Louis: »Jeg tror ikke kun, det er en fælde, bands går i. Jeg tror, det er noget, alle mennesker kæmper med, når de bliver gode til noget. Det er ikke let at bryde med noget, der går godt. Det kræver mod at turde stille sig selv spørgsmålet, hvad har jeg egentligt mest lyst til? Og det kræver endnu mere mod at forfølge svaret ud i det uvisse«.
Jacob: »Jo mere, man har at miste, jo færre chancer tør man tage. Medmindre man tager fat i sig selv og tvinger sig selv derud, hvor det føles rigtigt«.
Niels: »Fjerde plade er altid sådan en rigtig overtænkt en, er den ikke? I traditionel forstand. Og vi forstår så godt nu, hvordan det kan ske. Det var også det, der var ved at ske for os. Vi kunne godt mærke, hvor det var på vej hen«.
Så var jeres genopfindelse af The Minds of 99 som singleband en måde at tvinge jer selv ud af jeres vante rammer?
Niels: »Ja. Vi kunne nærmest se vores fremtid. Vi skulle lave vores fjerde album, og så skulle vi ud og turnere på de danske festivaler, så skulle vi lave en femte plade, og så skulle vi ud og turnere på de samme festivaler, og det var ligesom det, der lå i kortene. Vi tænkte, at der må kunne findes en måde, hvor vi kan blive ved med at have det sjovt med det. Komme nogle nye steder hen, som vi ikke havde regnet med. Så man stadig har hjertet med i det, man laver, i stedet for bare at drifte bandet, så man kan komme hjem og køre i en Bentley. På den her måde fandt vi en ny måde at gøre tingene på, så det stadig var spændende. Det er også det, albumtitlen symboliserer. ‘Infinity Action’. Det handler om at kunne blive ved«.
Et album, der fulgte samfundets bevægelse
Selv om Minds nød deres nye liv som singleband, så begyndte det med tiden igen at klø i dem for at lave noget større. At lave endnu et værk, som de selv kalder det. For måske kunne de her sange samles til noget større. Så i starten af 2020 tog de tilbage til Los Angeles for at genfinde magien fra besøget i selvsamme by året forinden. Men det virkede bare ikke.
Niels: »Vi prøvede virkelig, men der var ikke rigtig noget, der lykkedes. Så vi kom hjem fra den der tur og syntes, det var den værste tur nogensinde … og så lukkede hele verden bare ned«.
Jacob: »For os var der en krise på vej. I arbejdet på et album er der altid den der bakkedal, hvor krisen rammer, og den var ligesom på vej. Men med corona var der pludselig en ydre krise, der kunne tage fokus«.
Louis: »Og så kunne vi stille og roligt disintegrere«.
Jacob: »Så det gjorde vi!«
Asger: »Vi havde spillet så mange koncerter i 2019, at vi var fuldstændig savet over«.
Så den tvungne pause gav jer et pusterum?
Niels: »For The Minds of 99 var det egentlig måske … ret okay…«
Jacob: »Til at starte med!«
Louis: »Vi havde valgt at lave en plade, hvor vi fjernede spillereglerne og alt det, vi kender. Når man vasker tavlen ren på den måde, har man ikke noget at læne sig op ad. Så på et tidspunkt begyndte det at blive svært, at det hele var så åbent. Vi stod med en række sange, der lød helt forskelligt, og kom i tvivl om, hvad fanden planen var?«
Så mens hele verden var sat på pause, og alt var uvist, kæmpede The Minds of 99 med deres egen uvished. Deres reaktion blev at vende opmærksomheden bagud for en stund. De tog et drej væk fra det elektroniske og uendelige presets på computeren og tilbage til øvelokalet, hvor de kunne larme«.
Niels: »Vi måtte tilbage til kødgryderne. Tilbage til hvor vi kom fra. Tilbage til bunkeren og larme helt vildt på Louis’ trommesæt«.
Louis: »Og på forstærkere! Vel at mærke de samme forstærkere som vi brugte på vores første album«.
Niels: »Tilbage til rødderne«.
Og efter en periode på næsten et år, hvor usikkerheden hang i luften for både bandet og omverdenen, skete der pludselig noget.
Niels: »Så kom sangen ‘Under din sne’, og pludselig var der en ny retning. Tingene begyndte at vende. Der var en kæmpe drivkraft i at kunne tage i studiet, og alt det, der lød skidt i 2020, lød pludselig godt i 2021. Der kom nye numre, vi kunne rejse igen og få sangene mixet i udlandet«.
Så albummets forløb kørte næsten parallelt med omverdenen?
Louis: »Ja. Det har faktisk fulgt bevægelsen i samfundet. På en eller anden måde er det ret smukt. Vi kunne ikke se det på det pågældende tidspunkt, men det har det«.
Og hvis man nu virkelig skal være fræk, så kulminerede den bevægelse vel med jeres koncert i Parken, der jo nærmest også blev et symbol på, at verden åbnede sig op igen?
Louis: »Det gav en fornemmelse af, at der er en udgang på det her. Vi så et styrket fællesskab. Vi mærkede, hvad det betyder at være sammen om noget. Jeg synes, det var en meget utrolig oplevelse«.
Niels: »Vi oplevede 52.000 mennesker, der alle sammen ville det samme. Det har vi ikke prøvet før. Aldrig nogensinde. Der var en sult efter en magisk koncert. Alle ville have en magisk koncert. Vi kunne ikke gøre noget som helst forkert. Men jeg synes også, at det var noget, der stod på skuldrene af noget, der havde foregået hele den sommer. Særligt i forbindelse med EM i fodbold og det, der skete inde i Parken med Christian Eriksen, og den folkestemning, der udsprang af lige præcis den hændelse. Lige pludselig var det bare virkelig fedt at være i Danmark og virkelig fedt at være i det fællesskab. Så det blødte ind i vores koncert. Det var sådan en symbiose, der foregik på en eller anden måde. Jeg kommer aldrig til at glemme den sommer, tror jeg«.
Man kan næsten sige, at I var med til at sætte punktum for den sommer?
Niels: »Ja. Og at vores fucking band var med til at lave et højdepunkt den sommer. Det er bare det vildeste at have været med til at opleve. At have været med til at give folk sådan en sommer«.
At slå krystalkuglen i stykker
»Livet er kedeligt uden kaos / intet nyt og alt ved det gamle er en sikker brækmedicin«.
Sådan lyder de første ord på ‘Infinity Action’s andet nummer. Det er ikke en sang, men et digt af Michael Strunge, der bliver læst højt af Niels Brandt. Et digt, der er med på albummet, fordi det ifølge bandet sætter ord på og forklarer deres egne følelser omkring albummet.
Niels: »Det digt satte ligesom bare ord på det hele. Det her med at have en krystalkugle, hvor du kan se ind i fremtiden. Det var nærmest som om, at vi følte, at vi havde sådan en. At vi kunne se vores fremtid lagt ud foran os. Plade, turné, festivaler. Plade, turné, festivaler. Der er ikke noget dårligt ved det. Men det var en følelse af, at hvis vi skulle lave noget musik, der gav mening for os, så kunne vi ikke sidde med den der krystalkugle«.
»Det var derfor, jeg knuste min krystalkugle og åd stumperne / det var derfor jeg kastede den op i sollyset, et søpindsvin i flammer«, som Strunges ord lyder på Minds-tracket ’Krystalkuglen’, der deler navn med det oprindelige digt.
Niels: »Vi blev nødt til at smadre den og begive os ud på en rejse, hvor vi ikke kendte resultatet på forhånd. Hvor vi satte noget på spil. Som at udgive en elektronisk sang på engelsk eller spille en koncert i Parken. Tage nogle chancer, hvor vi sagtens kunne tabe det hele på gulvet. Det er det, det digt sætter nogle ord på, på en måde som ingen andre end Strunge kunne det«.
Louis: »Det er ret vildt, at der var en for 30-40 år siden, som har tænkt nogle tanker, der helt præcist beskriver, hvad vi havde været igennem. Jeg kan huske første gang, Niels læste det op for os, og hvor sindssygt, jeg synes, det var«.
Niels: »Det var ligesom med til at samle og forklare albummet. Men jeg tror også, det er et digt, alle kan relatere til. Alle kan relatere til denne her følelse, man kan have nogle gange af, at nu bliver det hele sgu for kedeligt. At nu bliver det for forudsigeligt, og det vil man gerne gøre op med«.
Med det nye album håber The Minds of 99, at de har slået krystalkuglen i stykker. At den bliver hængende i sollyset, som et søpindsvin i flammer. Præcis som den gør på albummets cover. At albummet bliver et nyt nulpunkt, der åbner fremtiden op for bandet. Så ingen helt ved, hvad de skal forvente. Hverken dem selv eller deres publikum.
Louis: »Et springbræt til fremtiden? Det kan jeg godt lide!«
Niels: »Jeg kan godt se, hvordan ‘Infinity Action’ er et nyt nulpunkt, fordi den er så bred i sin måde at være på. Fordi den stikker i så mange retninger og ikke har et overordnet tekstuelt tema. Med den nye plade tror jeg ikke rigtig, der er nogen, der ved, hvad de skal forvente af os. Jeg synes faktisk, at vi har fået åbnet os selv rigtig meget op. Jeg tror faktisk, at det her album har fået åbnet alt op«.
Louis: »Jeg synes, det er en del af at være menneske at opsøge nye horisonter. Hvis du vil opsøge kaosset, er du også nødt til at træde lidt væk fra dine gamle stier. Hvis ikke du gør det, så er alt nyt du laver jo bare en ny forklædning. Så er pladen måske grøn udenpå denne gang, men hvad er forskellen ellers?«