Mange har spurgt sig selv, hvordan årets Oscar-uddeling ville have set ud, hvis Ricky Gervais havde været vært – en tjans, han faktisk tilbød at tage på sig ganske gratis.
I en live Q&A på Twitter giver Gervais selv en form for svar. Det skriver blandt andre Deadline.
Først og fremmest forsvarer komikeren sin kollega Chris Rock: »Man slår ikke folk på grund af en joke, ligegyldigt hvor dårlig den er. Og den var ikke dårlig! Men det var nok den tammeste joke, jeg nogensinde selv ville have fortalt«, siger Gervais om Rocks joke om Jada Pinkett Smiths karsehår, som Rock sammenlignede med 90′-er-filmen ‘G.I. Jane’.
Flere fans spurgte, hvad der ville være sket med Gervais, hvis han havde været i samme situation, hvortil komikeren svarede: »Ingenting« og fortalte, hvilken joke han ville have fortalt om Jada Pinkett Smith i stedet.
»Der ville ikke være sket noget med mig, for jeg ville ikke have fortalt en joke om hans kones hår. Jeg ville have fortalt en joke om hendes kæreste«, siger Gervais med reference til Pinkett Smiths forhold til rapperen August Alsina i 2020.
Gervais problematiserede desuden, at joken skulle gøre nar ad handicap, fordi Pinkett Smith lider af alopecia, også kendt som pletskaldethed.
»Nogen sagde, at joken gjorde nar ad hendes handicap. Tjaa, jeg er også ved at blive lidt tyndhåret, så jeg er handicappet. Det betyder, at jeg kan parkere helt oppe ved siden af Tesco (britisk supermarked, red.) nu. Og jeg er tyk. Det er en sygdom, er det ikke? Jeg er fed og tyndhåret. Jeg burde få velfærd«.
Efter Oscar-uddelingen har Will Smith trukket sig fra Oscar-akademiet. Akademiets ledelse skal senere i dag beslutte, hvilke konsekvenser, Smiths lussing mod Chris Rock skal have.