Ocean View – rutinen sneg sig ind

Lyden af kampen mod normerne og konformiteten. Sådan blev Ocean View præsenteret kort før koncertstart af den energiske konferencier. Og sådan virkede det også – i koncertens første halvdel. Det kan være, at det var det utaknemmelige tidspunkts skyld (over midnat). I hvert fald berørte bandet kortvarigt noget, som enhverv oprørsk instans kæmper imod. Rutinen.

Nattens kommen var ikke en forhindring for et i udgangspunktet næsten fyldt Atlas. Dundrende trommerabalder indledte forestillingen, mens bandet stod klædt i mørke. Kun overkroppene lyste op, da guitaristen krængede det første kompromisløse garageriff ud. For gruppen giver ikke ved dørene, når det kommer til at smøre publikums øregange – det er krævende, dystopiske toner, uden holdepunkt og i konstant udvikling.

Læs også: Se hele vores dækning af Spot Festival

Julius Ernsts desperate spøgelsesvokal var koncertens eneste faste element. Fra pigtrådsballader til dronede punkslagsange blev publikum ført rundt i bandets mørke univers – som må siges at strække sig vidt og bredt. Man forstår pludselig godt, hvorfor gruppen har svært ved at finde en referenceramme.

Måske krævede Ocean View for meget af publikum. I hvert fald mistede det store miskmask af gammel og ny punkrock halvvejs inde i koncerten retningssans. Gruppen farrede derudad med blandt andet det nye nummer ’Grow’, men publikum begyndte at falde fra. Det blev så svært at følge med i de mange skift, at det hele smeltede sammen til et oprørsk klatmaleri. Man savnede mere galskab i deres fremtræden, så man for alvor fik cementeret musikkens budskab. Eller i hvert fald en alsidighed for at bryde rutinen.