6. ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ (2018)
To ord er nok til at beskrive, hvorfor denne film er absolut sidst i rækken: laserstyrede dinosaurer.
Noget så tåkrummende dumt slår fast, at vi næsten ikke kan komme længere væk fra det fantastiske univers, der blev etableret tilbage i 1993.
Tre år efter Jurassic World-katastrofen (se herunder) har myndighederne besluttet at lade naturen gå sin gang og de overlevende dinosaurer dø ved et forestående vulkanudbrud. Claire, der nu har viet sit liv til at beskytte de truede dyr, lokkes sammen med Owen til at flytte udvalgte arter fra Isla Nublar til en nærtliggende ø, hvor dinosaurerne kan leve i fred. Det viser sig dog hurtigt, at folkene, der har hyret dem, ikke har intentioner om at flytte dyrene, men derimod transportere dem til fastlandet. Lyder det som noget, vi har oplevet tidligere i franchisen?
Denne gang er de onde intentioner dog at sælge dinosaurerne til alverdens statsledere og rigmænd. I forbindelse med en auktion introduceres vi for indoraptoren, den laserstyrede krigsdinosaur. Efter den mildest talt mislykkede auktion slipper samtlige dinosaurer fri og begynder deres nye tilværelse blandt mennesker.
Trods de godt to timers spilletid sker der overraskende lidt i ’Fallen Kingdom’, der ikke bidrager med meget andet end en helvedes masse CGI og en forklaring på, hvordan dinosaurerne kommer fra Isla Nublar til fastlandet.
Det er trist at overvære teknologiens lynhurtige udvikling og samtidig se, hvordan dinosaurernes fremtræden fra 1993 til 2015 gradvist er blevet mindre troværdig. Den samlede oplevelse minder mere om et computerspil end en film.
5. ’Jurassic World’ (2015)
Det var med beskedne forventninger, jeg gik i biografen for at se ’Jurassic World’ i 2015. Alligevel glædede jeg mig til se, hvad Colin Trevorrow havde fået ud af franchisens resterende dna.
I åbningssekvensen ser vi et par dinosauræg udklække, og efterfølgende klippes der til en helt almindelig fugl. Jeg husker, hvordan alle mine forventninger filmen faldt til jorden på et splitsekund. For hvis man ikke kan lave en helt almindelig fugl, der letter fra en indkørsel, uden at det ser kunstigt ud, er det op ad bakke at lave en film fuld af dinosaurer.
I ’Jurassic World’ er vil tilbage på Isla Nublar, hvor forlystelsesparken Jurassic World har været en attraktion i flere år, og hvor turister blandt andet kan kramme baby-brachiosauruser, ride på små triceratopser og meget andet.
Men som Claire, der arbejder i parken siger, så er folk ikke længere interesseret i dinosaurer. Derfor har man via gensplejsning skabt en ny attraktion i form af Indominus Rex – et 15 meter langt monster, der er en blanding af løvfrø, raptor, blæksprutte og tyrannosaurus. Inden lanceringen af det nye monster skal Owen, der er parkens raptor-opdrætter, ’godkende’ væsenet.
’Jurassic World’ er i sin grundform en gentagelse af ’Jurassic Park’. Bare større, vildere og hamrende uinteressant set i franchisens helhed.
Det lader til, at man har tænkt, at et spring på 14 år kan retfærdiggøre hvad som helst, når det kommer til udviklingen af franchisen.
Flere gange sidder man med en fornemmelse af, at vi har at gøre med en ’Jurassic Park’-efterfølger. Der bliver ikke sparet på referencer til originalen, primært via genkendelige logoer, John Williams fantastiske theme og gentagende hyldester til John Hammond. Dr. Henry Wo stiftede vi også allerede bekendtskab med i den første film.
Less i more er tydeligvis ikke et begreb, der interesserer Trevorrow, og filmen drukner i uimponerende CGI, som vi konstant mindes om, når vi bevæger os rundt i Jurassic World og blandt andet ser en mosasaurus blive fodret med en hvidhaj, og når Owen kører på motorcykel omringet af raptors, der skal bruges som våben mod den løsslupne Indominus Rex, der viser sig at kunne blive usynlig efter forgodtbefindende.
Jeg er ikke modstander af CGI, men misbruges det i en film som denne, brydes illusionen om franchisens grundlæggende præmis: At dinosaurerne er genoplivet. Og uden den illusion er ’Jurassic World’ en tam og overfladisk oplevelse.
Derudover er samspillet mellem Chris Pratt og Bryce Dallas Howard møgirriterende og virkelig stereotypt: Owen tæmmer raptors, mens Claire går i høje hæle og lårkort kjole. Replikkerne mellem de to består primært af påmindelser om, at de engang har været sammen og stadig er seksuelt tiltrukket af hinanden.
Kombineret med et tamt heltekys, efter hun har reddet ham fra en øgle, ligegyldige eksplosioner og store dinosaur-kampe virker filmen som én lang gentagelse af ‘Jurassic Park’.
4. ’Jurassic World Dominion’ (2022)
Den episke afslutning, der er i biograferne fra torsdag, er ganske vist bedre end de to ’World’-forgængere. Dermed ikke sagt, at det er en god film.
Den placerer sig kun lige foran ’Jurassic World’ på grund af det glædelige gensyn og samspil mellem Sam Niel, Laura Dern og Jeff Goldblum. Men de rammer ikke tilnærmelsesvis fortidens charme og levnes ingen chance for at redde resterne af den udmagrede franchise.
Til gengæld har filmen noget så tiltrængt som en ny historie, der tager sit udgangspunkt, da Claire og Owens adoptivbarn Maisie kidnappes af selskabet Biosyn, der ledes af Lewis Dodgson. Så filmens grundlæggende præmis roterer om at få Maisie tilbage – en mission, der hurtigt udvikler sig til et actionpacked kapløb mod tiden og de laserstyrede dinosaurer, der blev etableret i den forrige film. Desværre bliver jagten aldrig hverken nervepirrende eller spændende – den føles som Hollywood-samlebåndsarbejde.
Med en spilletid på knap to en halv time er ’Dominion’ franchisens længste film. Det ville unægtelig have været på sin plads, hvis den kunne bidrage med andet nyt end en banal kidnapning.
Derudover er der mere af det samme: CGI-dinosaurer i massevis og eksplosioner, der igen dækker over en tam historie.
Har man fulgt franchisens udvikling de sidste 30 år, mister man ikke noget ved at se afslutningen. Man vinder heller ikke noget. Hatten af for forsøget på at afslutte med lidt værdighed. Det lykkedes bare ikke.
3. ’Jurassic Park III’ (2001)
’Jurassic Park III’ er ikke en god film, og mange vil nok mene, at den er franchisens svageste. Men her er tale om en naturlig efterfølger, der følger de spilleregler, der blev grundlagt i de to foregående film. Selvom den kun har en brøkdel af de tidligere films kvaliteter, har den stadig en vis respekt for franchisen.
Da drengen Eric pludselig befinder sig alene på øen Isla Sorna omringet af dinosaurer, lokkes Alan Grant mod sin vilje til at være guide for drengens forældre i håbet om at finde ham i live.
Instruktør Joe Johnston, der blandt andet har instrueret ’Jumanji’ (1995) og ’Captain America: The First Avenger’, har tidligere vundet en Oscar i samarbejde med Spielberg, da han stod bag de visuelle effekter til ’Raiders of the Lost Ark’. Hans sans for det visuelle kommer da også glimtvis til udtryk i ’Jurassic Park III’.
Desværre halter historien, og Johnston besidder ikke tilnærmelsesvis Spielbergs visionære niveau som instruktør. I modsætning til ’Jurassic Park’ og ’The Lost World’ holdes der ikke igen, når det kommer til at vise mange dinosaurer i fuld størrelse. Desværre ofte uden egentlig relevans for historien og uden at have overvejet, om det kan udføres på et niveau, hvor det ser naturtro ud.
Franchisens troværdighed lider her et enormt knæk. De tidligere film har haft stor fokus på, hvor intelligente velociraptorerne er. I et forsøg på at tage skridtet videre ser vi blandt andet dr. Grand puste i et 3D-printet sonorrum fra et raptor-kranie, da de bliver omringet af de blodtørstige rovdyr. Han forsøger først at kommunikere med dyrene uden effekt. Hvorefter Erics far siger »call for help«, hvilket Grant så gør, som om han taler flydende raptorsk.
Forsøget på at fremstille raptorerne som intelligente væsner resulterer i en fjollet scene, som desværre ikke er enestående i filmen.
Der er ikke så meget andet at sige om filmen, end at den trods sine mange fejl er et hæderligt forsøg på at holde liv i franchisen.
2. ’The Lost World’ (1997)
’The Lost World’ er en naturlig efterfølger til ’Jurassic Park’. Den har de samme imponerende visuelle effekter og er til tider drønspændende.
Spielberg er igen bag roret og samler torvene i en film, der til tider halter, men først rigtigt mister sin pondus, når der går Godzilla i den, og T-Rex løber løbsk og spreder rædsel i San Diegos gader. Heldigvis fylder dette kun cirka tyve minutter af filmen.
På Islar Sorna 180 kilometer fra Isla Nublar lever dinosaurerne frit uden menneskets indblanden, hvor de i løbet af fire år har udviklet deres eget økosystem. John Hammond sender en ekspedition afsted, der skal dokumentere deres færden. Heriblandt Sarah Harding (Julianne Moore), der er taget på øen i forvejen. Da Malcolm hører, at hans kæreste befinder sig alene på øen, fremskynder han ekspeditionen for at redde Sarah.
Det viser sig hurtigt, at Hammond ikke er den eneste, der er interesseret i dyrene på øen. Hammons nevø har overtaget InGen og har planer om at fange de store dyr og transportere dem til storbyen San Diego.
’The Lost World’ har lidt for mange flyvende og brændende biler, overdrevne eksplosioner og dumme replikker om, at man gerne vil have en cheeseburger, mens man er ved at styrte i døden. Filmens værste øjeblik er dog den tåkrummende scene, hvor Malcolms datter laver trapez-gymnastik i en kamp mod en raptor.
Det er tydeligt, at Spielberg har haft til hensigt at lave en anden type film, der er noget mere actionpacked end sin forgænger. Med ’The Lost World’ er det naturligt, at der kommer flere dinosaurer, end vi så i den første film. Både fordi historien tillader det, og fordi publikum nu ved, at man kan skabe dyrene og nu gerne vil se, hvad man kan med dem.
Er der noget, Spielberg mestrer, er det at skelne mellem, hvad man kan, og hvad man bør. En ting er de mange muligheder med visuelle effekter i form af animatronic og CGI, noget andet er, hvad historien har behov for. Den balance finder Spielberg i ’The Lost World’.
Michael Crichton udgav ’The Lost World’ i 1995. Og meget tyder på, at Crichton både har skrevet videre på sin egen roman, men også har hentet stærk inspiration i Spielbergs film. I hvert fald er flere små sekvenser fra ’Jurassic Park’ med i Crichtons anden roman. Omvendt er der også elementer fra Crichtons ’Jurassic Park’ med i Spielbergs ’The Lost World’.
Dette samarbejde mellem Crichton og Spielberg under tilblivelsen af ’The Lost World’ gør det svært ikke at se de to film som afhængige af hinanden. Derfor må den nødvendigvis indtage andenpladsen.
1. ’Jurassic Park’ (1993)
Der er næppe nogen, der kan være uenige i, hvilken af de fem film der skal indtage førstepladsen på denne liste.
Steven Spielbergs skelsættende film handler om rigmanden John Hammond, der i al hemmelighed skaber en park med levende dinosaur, der inden sin åbning skal godkendes af eksperter, forskere, advokater med mere. Herfra kender de fleste udviklingen på fortællingen, der blev startskuddet på den episke franchise.
’Jurassic Park’ er en af de film, jeg har set flest gange i mit liv og stadig genser med stor fornøjelse. Det skyldes først og fremmest dinosaurernes fremtræden. Det var første gang i filmhistorien, vi kunne se de prægtige fortidsdyr så livagtige. Og ikke engang i dag formår mange monsterfilm at levere så naturtro og levende skabninger som ’Jurassic Park’.
Filmen har et utal af ikoniske og mindeværdige øjeblikke, der kredser om de store dyr, men viser utroligt lidt af dem. Som for eksempel vibrationer i vandglas, der indikerer, at den enorme tyrannosaurus nærmer sig. En ged, der brægende står lænket, mens seerne kender dens grumme skæbne fra første øjekast. Et af de første glimt, vi får af T-rex, er, når den lægger sit korte forben på det hegn, der skulle være forsynet med 10000 Volt og dermed holde det store dyr ude.
Samme oplevelse giver scenen, hvor Dennis Nedry kører galt i sin jeep og efterfølgende overraskes af den giftige Dilophosaurus, som vi først ser komme spænende forbi uden mulighed for at opfange, hvad det er.
Og hvem husker ikke scenen, hvor Mr. Muldoon tror, at han jagter raptors, blot for at opdage, at de jager ham. For sent går det op for ham, at en raptor har sneget sig ind på ham, og »clever girl« bliver hans sidste ord, inden han flås i stykker.
Scener som disse gør ’Jurassic Park’ fuld af suspense, der fungerer i kraft af princippet om, at less is more. For introduktionen af disse blodtørstdige dyr vækker en ekstrem nysgerrighed hos publikum. Og når nysgerrigheden indfries, og vi ser den frygtindgydende T-rex bryde gennem hegnet og leverer sit ikoniske, øredøvende og hårrejsende brøl, er det så overbevisende, at jeg stadig lægger telefonen fra mig, hvis jeg skulle komme til at second screene under et gensyn.
Det samme gør sig gældende, første gang en raptor komme springende ud fra buskene, eller når dilophosaurussen folder sin halskrave ud, mens den skriger skingert og efterfølgende sender sit giftige spyt efter Nedry, der lider filmens måske mest ubehagelige død.
Spielberg har ganske vist den største del af æren for, at filmen stadig har den effekt på publikum. Men man kan ikke tale om ’Jurassic Park’ uden at nævne de imponerende visuelle effekter, der både byder på animatronic og CGI, der på daværende tidspunkt var langt forud for sin tid.
Det er ikke kun i de spændingsfyldte scener, filmen imponerer. Første gang vi ser den enorme brachiosaurus i fuld størrelse, og Alan Grant næsten ikke kan være i sig selv af ren fascination over det store dyr, er stadig en sand fornøjelse at overvære. Det samme er scenen, hvor de finder den syge triceratops, og Grant læner sig henover den for at mærke dens vejrtrækning. Denne fysiske kontakt mellem skuespiller og dyr er altafgørende for den troværdige oplevelse og gør det unægteligt lettere at leve sig ind i præmissen om, at de forhistoriske dyr er blevet genoplivet.
Formidable visuelle effekter kombineret med en lige så imponerende lydside gør ’Jurassic Park’ til en filmhistorisk milepæl og en teknisk magtdemonstration. Oveni det har den en evig aktuel morale om konsekvenserne ved menneskets behov for at lege gud.
Det gør den på én gang både underholdende og tankevækkende.
’Jurassic World: Dominion’ har biografpremiere 9. juni.