Intet gøgl, intet bullshit: The National var i topform på Syd For Solen
»Hvis du har set én The National-koncert, har du set dem alle«, vil jeg gerne have lov at parafrasere en kollega for at have sagt.
»Matt Berninger drikker en hel flaske rødvin, spankulerer ud i publikum, og så gentager han det hele om et år, når bandet uundgåeligt bliver inviteret til Danmark endnu en gang«, argumenterede han (omend ret skal være ret; Berninger har udskiftet sin foretrukne alkohol turné for turné).
På Syd For Solen undgik The National begge faldgruber. Vi fik en øjensynligt helt sober Matt Berninger, der kun havde et glas vand med sig på scenen (min sidemand spekulerede i, hvorvidt det mon var vodka, men jeg er på ‘team vand’). Og på intet tidspunkt vandrede han ud i den ellers talrige fanskare, der var mødt op for at se dagens hovednavn på den nye festival i Søndermarken.
Jeg har nydt begge indslag mange gange tidligere, men det var forfriskende, at det ret beset overflødige guf blev sorteret fra, så det amerikanske rockband i stedet kunne fokusere på det vigtigste: At sangene lød godt, og at der var emotionelt nærvær hele vejen igennem. På begge parametre brillerede de.
Ud over femkløveret selv havde de besøg af tre supplerende instrumentalister. Dels en pianist på et opretstående klaver, dels to multiinstrumentalister, der både håndterede keyboards, percussion og – nok vigtigst af alt – henholdsvis trompet og trækbasun.
Disse instrumentalister gjorde lyden så meget mere rig og levende. Hele koncerten igennem osede musikken af nuancer og følelser.
Da vi nåede til trompetsoloen på ‘Fake Empire’, føltes det som om, mit hjerte blev knust for øjnene af mig. Da det spinkle klaver førte an på ‘Pink Rabbits’, blev det ornamenteret med guitar, blæsere og bas, hvilket gjorde nummeret så meget desto mere stemningsfuldt. De ellers mange instrumenter forstod at holde igen, så stemningen forblev intim.
Matt Berninger var en ekspressiv vokalist som altid. Han kunne kommunikere helt nøgen sårbarhed på et nummer som ‘About Today’, og han var dejligt varm og omsorgsfuld på ‘Slow Show’.
Men han fik godt nok også åbnet for de helt store brøl, da han på omkvædet til ‘Mr. November’ lød som om, han var i et eksistentielt angstanfald. På ‘Graceless’ blev stemmen om muligt skubbet endnu mere ud til sine yderpunkter hvad angår ren voldsomhed.
Denne aften var bandets to største stjerner dog de guitarbetvingende Dessner-brødre.
Især Bryce Dessner fik guitaren til at synge og skråle noget så smukt, og gang på gang var han en uhyre gennemtrængende instrumentalist: Om det var den emotionelle brug af feedback på ‘I Need My Girl’, hvordan hans guitar nærmest sang duet med Matt Berninger på den hidtil uudgivne ‘Tropic Morning News (Haversham)’, eller hvordan han bare fik strengene til at ose af smadder og vrede på ‘England’.
Aaron Dessner fortjener dog også sine roser – blandt andet for en hylende guitarsolo til ‘Terrible Love’ og for en dejligt øm og forsigtig akustisk intro til ‘About Today’.
Det er femte gang, jeg ser The National, og jeg har aldrig set dem bedre end på Syd For Solen.
Intet gøgl, intet bullshit, bare vellyd og gennemtrængende følelser.
Kort sagt:
The National skar alt deres sædvanlige gøgl fra og fokuserede i stedet på musikken. Vellyd, gennemtrængende følelser og et band i topform.