Syd For Solen: Heller ikke denne gang var der nogen, der gav en fløjtende fis for Liam Gallaghers solonumre
»Is this what you came for?«, messede Liam Gallagher på den potente ‘More Power’ halvvejs inde i sættet – en skæring taget fra hans blot to uger gamle soloalbum ‘C’mon You Know’.
Det var en linje, der unægteligt fik et anstrøg af ironi, eftersom den lyriske forespørgsel tydeligvis netop ikke var tilfældet.
Der var ellers lagt op til den helt store fest, da rockikonet fra Manchester indtog scenen som hovednavn på førstedagen af den nye festival Syd For Solen i Søndermarkens smukke, frodige rammer.
Der, hvor jeg stod, begyndte folk umiddelbart inden koncertstart sågar at gjalde med på et fodboldkor til ære for Manchester City, der jo som bekendt er Gallaghers yndlingsklub. Og med ‘Hello’ og ‘Rock’n’Roll Star’ leveret med selvsikker overbevisning kom koncerten fra start som det nostalgitrip, publikum åbenlyst var indstillet på.
Når man har en baggrund i et af rockhistoriens mest ikoniske bands, vil det altid være en udfordring at dele sol og vind lige i den optimale sætliste, men det var alligevel påfaldende, hvilken indifference både Gallaghers solomateriale og koncertens mere stille stunder blev mødt med.
‘Better Days’ og ‘Slide Away’ druknede således i et uroligt farvand af vedvarende småsludren og en rastløshed blandt folk, som det var svært at distrahere fra. Hvilket skam heller ikke undslap hovedpersonens opmærksomhed, da han med et skvæt af den velkendte arrogance delte publikum op i et A-hold og et B-hold – gamle Oasis-fans vs. nye Oasis-fans – da deep cut’et ‘Roll It Over’ blev præsenteret.
Gallagher kæmpede en brav, men ulige kamp for sit solomateriale, og man kunne ikke undgå at fornemme, at seancen var at betragte som endnu en dag på kontoret for den britiske stjerne i takt med, at koncerten skred frem.
En skam, for selv om de nyere sange ganske vist ikke er gjort af det samme evergreen-stof, som forstrede de store melodier i Oasis-diskografien, så fremstod både ‘Diamond in the Dark’ og ‘Once’ fredag aften i Søndermarken som solide vidnesbyrd på, at Liam Gallagher bestemt kan være stolt af sin karriere i eget navn.
I sidste ende kan ingen dog se bort fra, at Gallagher er en kriger i kamp mod fortiden. En skæbne, han heldigvis omfavnede og overgav sig selv og publikum til. Hvorfor koncerten da også fik lov til at ringe ud på den helt store samlende og fællessyngende klinge med ‘Some Might Say’, ‘Supersonic’, ‘Wonderwall’ og ‘Champagne Supernova’.
Dér fik publikum, hvad de var kommet for.
Kort sagt:
Rockikonet fra Manchester kæmpede en brav kamp for at få sit solomateriale til at flyve. Men kampen mod fortiden er svær at vinde, og det var – ganske forventeligt – de store Oasis-sange, som samlede publikum.