Det er den 27. maj 2022. Præcis et år og to dage siden.
De tre bandmedlemmer i Liss, guitarist Vilhelm Strange, bassist Villads Tyrrestrup og trommeslager Tobias Hansen, sidder om et bord på en café på Værnedamsvej en eftermiddag.
Vi har mødt hinanden før tilbage i sommeren 2019. Lokkerne er blevet lidt længere i nakken hos alle tre siden da. Ellers er der med det blotte øje ingen store forandringer at spore hos de unge musikere på nu henholdsvis 27, 26 og 25 år.
Indadtil er alt derimod for evigt forandret. Der mangler en om bordet.
Den 25. maj 2021 mistede bandets forsanger og tekstforfatter, Søren Holm, livet til selvmord. Kun to dage efter de tre efterladte bandmedlemmer og nære venner havde set ham for sidste gang.
»Søren fik en depression i slutningen af 2016. Han kom tilbage til København fra Jylland to måneder senere, og så kunne vi godt mærke, at der var nogle ting, som var forandret. Man skulle være ekstra opmærksom på Søren. Jeg tror bare, han var mere sårbar, og han havde det ikke så godt i lang tid. Jeg syntes, han fik det bedre, men han har jo været meget syg, ellers gør man jo ikke det her«, begynder Vilhelm med en hånd om kaffen:
»Jeg kan huske alt, hvad der skete den 25. maj. Det var meget chokerende og meget uvirkeligt. Jeg troede ikke rigtig på, at det var sket. Og så regnede det rigtig meget«.
Villads: »Inden man fik det at vide, var det bare en helt normal dag i maj. Det kom virkelig meget ud af det blå«.
Tobias: »Jeg fik et opkald af en fælles ven og var sammen med Villads. Jeg kunne ikke rigtig forstå det og gik fuldstændig i chok. Så ringede jeg til Vilhelm, og så mødtes vi alle oppe på et krisecenter. Det var meget en følelse af, at alt gik i slowmotion, og at alt var anderledes. Som om der hang en stor tung sky over alting«.
Vilhelm: »Ja, en følelse af at intet bliver godt igen. Vi gik ikke og var bange for det, for det var slet ikke i vores bevidsthed, at det kunne ske. Jeg tænkte, at det værste, der kunne ske, var, at han fik det dårligt igen. Det er jo bare mega tragisk, at han følte, at selvmord var svaret i det øjeblik, for det kunne måske være undgået, hvis han havde været i stand til at råbe om hjælp«.
Vilhelm, Villads og Tobias er samlet denne eftermiddag for at fortælle om Liss’ længe ventede og netop udkomne debutalbum ‘I Guess Nothing Will Be the Same’, som de lige akkurat nåede at indspille og færdiggøre sammen med Søren i London, Lissabon og på Sørens barndomsgård i Vestjylland.
Men måske endnu vigtigere er det også en anledning for de tre til at bryde tabuet om psykisk sygdom og selvmord og åbne op for den samtale, som de selv til tider har haft svært ved at dykke ned i.
»Det er det med at lægge kortene på bordet og sige: Det her er noget, der er sket, og nu snakker vi om det«, siger Tobias:
»Vi har oplevet, at det der sprog ikke rigtig findes. Det er svært for mange at snakke om og spørge ind til det, og det var det nok også for os, før vi oplevede det, så der er også en befrielse i at åbne op om det«.
Vilhelm: »Det ville da være rart, hvis mentale lidelser var noget, man måske lærte mere om gennem sin opvækst, og hvad det ligesom kan medføre. Jeg tror, Søren har haft utrolig svært ved at sige det og snakke om det, og det har vi også selv, så jeg ville ønske, at det var mere aftabuiseret, for så kunne det være, Søren stadig var her i dag«.
Intet vil være det samme
Liss har haft en karriere som få andre danske bands. Efter debutsinglen ’Try’ fra 2015 gik det nemlig rigtig stærkt. Store internationale musikmedier skrev om bandet, selveste Pharrell spillede dem i sit radioprogram, og de scorede en kontrakt med det yderst velrenommerede og ekstremt hippe engelske pladeselskab XL Recordings, der udgav deres debut-ep ’First’ i 2016.
Det hele blev dog for overvældende for de dengang unge musikere, og da jeg mødte dem i 2019, stod de over for en ny start med udgivelsen af deres anden ep ‘Second’ efter at have trukket stikket og været fraværende fra musikscenen siden 2016. Efterfølgende supportede de selveste Vampire Weekend og udgav i 2020 ’Third’ som det sidste led i deres ep-trilogi.
Titlen på debutalbummet ‘I Guess Nothing Will Be the Same’ er næsten profetisk rammende for det år, der er gået siden 25. maj 2021, og den fremtid, som det tilbageværende trekløver kigger ind i uden Søren.
Titlen er en linje fra ‘Text Me Back’, en kærlighedssang om et brud med én, man elsker. Men selv om den på mange måder har fået en ny betydning efter Sørens død, er det ikke ensbetydende med, at hele pladen skal associeres med lige netop det, påpeger Vilhelm:
»Man kan jo ikke lade være med at se den i det lys, at Søren ikke er her mere, men jeg tror, det er vigtigt at huske, at teksterne ikke er skrevet med den bagtanke, at han skulle miste livet til selvmord. Det er okay, hvis man vil læse det ind i det, men de handler om alle livets facetter, og der er også mange af sangene, som er meget håbefulde og positive«.
Tobias: »Men det har været underligt for os at høre teksterne efterfølgende og være i en choktilstand og skulle bearbejde en sorg, fordi teksterne også rejser nogle eksistentielle spørgsmål. Jeg tror, vi har været i en eksistentiel krise på mange punkter, fordi vi både har mistet en ven, men også hele vores identitet og liv. På en eller anden måde har Søren også hjulpet os igennem det at miste ham i den proces med at gøre albummet færdigt, fordi han har været så meget tilstede i teksterne og musikken«.
Villads: »Det er specielt, det med teksterne. At man ikke længere kan spørge, hvad de betyder, og få et svar. Det er også det, der er med hele denne her situation. Der er så mange spørgsmål, vi ikke kan få svar på«.
Vilhelm: »Det er det, der er så forfærdeligt, når man sidder tilbage som efterladt og tænker: Hvorfor sagde du ikke noget til mig? Hvorfor forklarede du mig ikke, hvordan du egentlig havde det? Så sidder man bare tilbage med en tom følelse og dårlig samvittighed over, at man ikke gjorde mere, og det er jo ikke sådan, man skal have det, for selvfølgelig har vi gjort alt, hvad vi kunne for at være der for ham. Men man kommer nok altid lidt til at have den følelse«.
Hvilket slags album er det for jer at udgive?
Villads: »Jeg synes i hvert fald, det er et album, der nu har fået en virkelig stor betydning. Det havde sikkert været nogle helt andre følelser, der var forbundet med det, hvis Søren ikke var død, for så havde man også allerede tænkt over det næste album. Når man udgiver musik, når man som regel at blive træt af musikken, inden den kommer ud, fordi man har brugt så lang tid på den. Sådan føler jeg ikke, det er i denne her situation, fordi det også er en afslutning«.
Tobias: »Vi har kigget lidt tilbage på alle de uudgivede ting og taget fat i nogle gamle idéer og støbt dem lidt sammen og lavet nye versioner af dem. Sangene kommer fra forskellige tidspunkter, så det føles meget som en indkapsling af alt det, vi er og har været. Jeg kan i hvert fald godt lide at se det på den måde«.
En osteklokke på landet
I seks måneder hen over sommerhalvåret i 2020, on and off, spiste de fire venner i Liss alskens hjemmelavede retter med kartofler, hyggede ved pejsen og arbejdede på debutalbummet på gården i Vestjylland. Det blev deres eget lille lockdown-projekt.
De husker tilbage på turen som en fin tid. Stille og rolig og uden nogen deadlines, presse- og pladefolk eller koncertbookere, der åndede dem i nakken. Det skulle også vise sig at blive den sidste intense tid, de alle fire fik sammen.
»Vi var taget derhen fra København, fordi vi syntes, det var kedeligt at være i byen under lockdown«, fortæller Villads.
»Vi havde været i Sørens fars gamle hus for fem år siden, men der havde ikke boet nogen, siden vi var der, så da vi kom derhen, var det selvfølgelig blevet rimelig forfaldent«.
Vilhelm: »Der var fucking meget spindelvæv, kattelort og rigtig mange mus. Alt lugtede ligesom af våd hund«.
Villads: »Det var lidt ligesom i den der ‘Mifunes sidste sang’, så vi brugte ret meget tid på at sætte huset i stand«.
Tobias: »Tiden stod stille, så vi begyndte at lege med tanken om at flytte derud alle sammen og fik alle mulige drømme om det der sted. Det var fedt at have det der byggeprojekt for os, fordi vi oplevede, at vi også kunne lave noget andet sammen, som ikke handlede om musik, og fandt ud af, at vi også bare var mega gode venner«.
Vilhelm: »Det var en ret nice lille osteklokke. Men da sommeren var ovre, blev det lidt kedeligt, og så begyndte byen at åbne igen, og så ville vi gerne tilbage. Vi lavede også en festival, som ligesom var den afsluttende fest, som vi brugte noget tid på at forberede. Søren var virkelig god til at lave festival. Det var ham, der bookede alle navnene. Han var en virkelig god musikkender«.
Villads: »Det er virkelig også noget, jeg vil huske ham for. Nu skal man ligesom selv i gang med at finde musik«.
Tobias: »Ja, det var fedt, da man fik et par sms’er om ugen med et eller andet, man lige skulle tjekke ud«.
De klukker stille sammen.
Tobias: »Jeg tror også, det var virkelig rart for Søren at være tæt på sin familie. Det var hans barndomshjem, så jeg tror også, det gav noget ro til ham at være derude«.
»Han ville ikke have, det skulle gå ud over os«
Kunne I mærke noget på ham i den sidste tid i foråret 2021?
Vilhelm: »Jeg synes faktisk tværtimod, det virkede, som om han havde det ret godt. Der har været perioder, hvor han havde det meget dårligere, så det var meget chokerende. Det var som om, der var lidt fornyet energi, fordi vi havde færdiggjort albummet, og det skulle til at være sommer, og der var mange nye idéer i luften«.
Tobias: »Han havde også ekstremt meget energi omkring at lave albummet. Jeg tror, vi andre var gået lidt døde i det til sidst, fordi vi havde arbejdet så hårdt på det, men han var virkelig primus motor og holdt sammen på det. Når man har nogen tæt på sig, som har en depression, lærer man nogle signaler at kende, og det føler jeg, vi var meget opmærksomme på ved Søren. Nogle gange var han ikke så god til at sige, at han havde det dårligt, men så var der måske nogle signaler, som indikerede det«.
Kan livet som popstjerne have haft en form for indvirkning på hans mentale tilstand?
Villads: »Sådan tror jeg egentlig aldrig rigtig, jeg har tænkt det, for jeg har altid oplevet Søren som værende mest glad, når vi var ude at spille koncerter eller har lavet musik. Jeg oplevede det, som om det var det, der gav mening til hans liv«.
Tobias: »Det var på mange måder det, han levede for, føler jeg«.
Vilhelm: »Når vi havde de der tørlagte perioder, havde han det ikke så godt. Det var jo det, der var hans liv også, så når der ikke skete noget, keder man sig jo, og så er der plads til de dårlige tanker«.
Villads: »Hvis en person er psykisk sårbar, kan det måske også være svært at have et liv, hvor der ikke er så meget struktur. Men det var på en måde noget, han kun selv kunne have sørget for. Eller måske kunne vi have hjulpet ham med det, hvis vi havde vidst, hvordan han havde det«.
Hvordan har det været for jer både som band og venner at være pårørende til en, som har været psykisk syg?
Vilhelm: »Det har da været super hårdt i perioder, fordi man skulle være så opmærksom, og man giver jo også længere snor. På et tidspunkt tænkte jeg: Nu skal jeg ikke være så meget på ham, for i længden er det jo heller ikke godt. Man forstår måske ikke helt virkeligheden, som den er. Du undlader at sige ting, fordi du tænker, at det er for det bedste og for at beskytte personen«.
Tobias: »Ja, det er jo også lidt en bjørnetjeneste, og det tror jeg, det måske var nogle gange, fordi vi måske beskyttede ham lidt for meget«.
Vilhelm: »Han gik helt vildt meget op i, hvordan man havde det. Altså, alt for meget i forhold til ham selv. Han var virkelig kærlig«.
Tobias: »Nogle gange kunne han se ting på en helt vild måde, som man aldrig selv ville tænke over. Hvis jeg for eksempel havde en konflikt med Villads, kunne han sige et eller andet, og så var man sådan: ‘Nå ja, det er jo bare sådan, det er’, og så var der ikke nogen konflikt mere. Han var virkelig god til at forstå ting og se ting udefra, men han var måske ikke så god til at tænke på sig selv og være opmærksom på sine egne behov«.
Villads: »Jeg vidste godt, at han havde det svært i perioder, men det har ikke fyldt alting overhovedet. Han var på mange måder meget velfungerende det meste af tiden. Men vi ved jo ikke, hvordan han havde det, når han var alene«.
Tobias: »Jeg tror, det sværeste ved det var at forstå, hvad det var, og hvad man kunne gøre for at hjælpe ham, når han så havde en periode, hvor han ikke havde det så godt. Det var svært at lære det sprog at kende, fordi han måske heller ikke selv var så åben for at tale om det«.
Vilhelm: »Jeg synes, jeg har prøvet at spørge ind til, hvordan han havde det, når han for eksempel havde angst, men det havde han ikke rigtig lyst til at snakke om. Jeg tror, han skammede sig over sin tilstand. Han ville ikke have, det skulle gå ud over os«.
Villads: »Jeg tror måske heller ikke, han havde lyst til at male et billede af sig selv som værende syg. Jeg tror bare gerne, han ville være velfungerende«.
Han ville ikke ses på som et offer?
Villads: »Nej nej, og så lader man jo også være med at prøve at give det stempel til nogen, selv om man har oplevet dem have det dårligt. Man vil bare gerne opfatte folk sådan, som de gerne vil opfattes. Jeg tror også, det er derfor, jeg mest har lyst til at huske den sidste tid, vi havde, som en tid, hvor han havde det godt, selv om der jo helt sikkert har været noget, der ikke var godt. Det der med at tage sit eget liv er jo bare mega fjernt, selv om man ved, ens ven har det dårligt«.
Vilhelm: »Det sætter pårørende i en helt vildt forfærdelig situation. Man sidder jo tilbage og føler et kæmpe svigt, og samtidig får man alle mulige dårlige tanker om, om man har været en dårlig ven. Man er også mega vred over, at han kunne gøre det, men samtidig føler man jo også bare en kæmpe sorg«.
Tobias: »Søren havde rigtig mange venner, så vi var en stor gruppe mennesker, som var rigtig meget sammen i tiden efter, hvilket jeg tror var virkelig vigtigt for mange af os. Også at finde ud af, at det er okay at have forskellige sorgprocesser. For os tre tror jeg, det at skulle gøre albummet færdigt har været en del af vores sorgproces, og vi har taget os god tid til det. De første par måneder kunne jeg ikke lytte til musikken overhovedet, men der var også en stor konfrontation i at høre hans stemme«.
Hvad fremtiden bringer
Hvordan har I det i dag?
Vilhelm: »Jeg vågnede op i går (den 26. maj, red.) og var lettet. Vi var sammen om aftenen den 25. Jeg havde gået hele dagen og bygget noget op, uden at jeg havde lagt mærke til det, så sidst på aftenen var jeg bare sur på alt, så det var ret rart at vågne op den 26. og tænke: Ah, nu er der et helt år til denne her dag igen, for det kommer jo til at være en dag, vi husker hvert år. Jeg føler, jeg er kommet mig over chokket, men det tog lang tid. Efteråret var meget præget af dødsangst. Ens hoved er i beredskab, så man går jo bare og har angst hele tiden og tænker: Hvornår sker der noget dårligt igen?«.
Tobias: »Nu er det et år siden, og da man var i den der choktilstand, tænkte man: Hvor lang tid bliver det her ved? Jeg tror, jeg tænkte, at det sikkert ville være bedre om et år, og det synes jeg også, det er, men det er også bare gået op for mig, at det aldrig forsvinder. Fra den dag, det skete, har alt ændret sig, og sådan vil det altid være, så jeg tror mere, det handler om at finde plads til det«.
Hvornår kan I især mærke, at han mangler?
Tobias: »Det er selvfølgelig på mærkedage, men jeg tror også, det er, når man oplever noget for første gang uden ham. For eksempel plejer det at være sådan en glædens dag, når man udgiver musik«.
Vilhelm: »Ja, det føles helt tomt«.
Tobias: »Præcis. Så bliver det pludselig meget tydeligt, at han ikke er der. Også bare de første gange vi var af sted os tre sammen og var ude at spise, hvor der altid plejede at være fire stole. Der kan man virkelig mærke det«.
Vilhelm: »Jeg synes også, det dukker meget op, når der sker sjove ting i verden. Når der er et eller andet nyt om Kanye West eller et eller andet, tænker jeg altid på ham, fordi han elskede det der«.
Villads: »Også når der kommer et nyt Kendrick Lamar-album, som alle hører, så er det underligt, Søren ikke har sendt det til mig endnu. Eller når der kommer en eller anden ny superheltefilm eller Harry Potter-film«.
Hvordan føles det at sende debutalbummet på gaden?
Villads: »Jeg synes, det er en meget helende proces. Det er dejligt at dele det med andre mennesker og opleve, at det også er noget, andre mennesker kan tage del i. Det gør det også mere virkeligt, hvad der er sket, og det tror jeg er ret vigtigt for selv at kunne forstå det hele. Jeg synes, det har været virkelig dejligt at opleve, at folk lytter til det og godt kan lide det. Det er rart at mærke, at det også stadig er god musik. Så bliver jeg lidt stolt af os selv. Og stolt af Søren«.
Vilhelm: »Det er på en måde noget med at tage noget, der er så meningsløst, og gøre det meningsfuldt ved også at lave interviews og sidde her og snakke om det«.
Hvad skal der ske med Liss nu?
Tobias: »Jeg ved slet ikke, om vi er kommet så langt. Vi har snakket meget om det der med at lave musik efterfølgende, og om det er noget, vi har lyst til, og det har vi alle sammen mega meget. Men jeg tror også, vi synes, det er vigtigt ikke at putte for meget forventning ind i det. Det vigtigste er bare, at vi har det fedt sammen og er gode venner«.
Vilhelm: »Men jeg tror, vi er ret sikre på, at vi ikke kommer til at fortsætte som Liss. Det er jo stadig noget, der findes på nettet, men det kommer ikke til at være noget, vi kommer til at videreføre på nogen måde. Så skulle man have en ny sanger ind, og det ville ikke give nogen mening«.
Villads: »For et år siden havde jeg ikke troet, at vi skulle udgive denne her plade og sidde her og snakke om det, men nu sidder vi her og snakker om det på en rimelig stille og rolig, fin måde, og vi kan gå herfra med opløftet pande på en eller anden måde«.
Tobias: »Det er også derfor, det er svært at forudsige, hvad der skal ske. Der kan ske alt muligt«.
Har Søren givet jer noget særligt, som I tager med videre?
Tobias: »Jeg synes bare, han var en sindssygt god ven både over for mig og andre, og det vil jeg tage med. Han var også sindssygt sjov, og egentlig var han også tit en meget let person midt i al mørket. Så vil jeg også huske ham for hans musikalitet. Han kunne virkelig noget helt særligt«.
Villads: »Det, vi alle sammen er blevet gode til nu, er noget, vi har skabt sammen med ham, så på den måde vil vi altid være en del af hinanden. Vi er formet af hinanden, fordi vi lidt er startet fra scratch sammen«.
Vilhelm: »Hvis jeg selv skriver sange, tænker jeg altid: Hvad ville Søren have gjort? På den måde er han meget tilstede stadigvæk. Da jeg mødte Søren første gang, havde jeg ikke mødt nogen, der kunne det, han kunne, selv om jeg havde spillet med rigtig mange forskellige. Jeg tror meget hurtigt, jeg fandt ud af: Shit mand, det her kan virkelig blive stort, fordi han havde en helt intuitiv musikalitet. Helt paradoksalt har han måske også lært mig at åbne mere op for mine følelser, selv om han ikke selv var særlig god til det«.
Hvordan tror I, han havde haft det med, at jeres debutalbum endelig kommer ud nu?
Vilhelm: »Jeg tror, han ville have været stolt af det«.
Villads: »Han ville have været stolt over den måde, vi snakker om det på, og den opmærksomhed, vi giver det«.
Vilhelm: »Han ville have syntes, vi skulle holde en rigtig stor fest, så det gør vi nok også. Det kan godt være, det føles lidt mærkeligt at skulle planlægge en fejring uden ham, men hvis han var her, tror jeg, han havde holdt noget endnu større, end vi holder nu. Jeg tror bare, han havde glædet sig«.
Hvis du har selvmordstanker, så sig det til nogen. Det kan være en ven, din læge, et familiemedlem eller Livslinien på 70 201 201.