’Playground’: Ny film om skolegårdens brutalitet er så rå, at det næsten gør ondt
Vi er nok mange, der indimellem tænker tilbage på barndommens uskyld. Men måske har nostalgiens briller sløret mindet om det bekymringsløse frikvarter.
I den biografaktuelle ’Playground’ er skolegården i hvert fald præget af anderledes brutalitet.
Den syvårige Nora kastes ud i den dybe ende af legepladsens indviklede magtstrukturer under sine første skoledage. Isoleret og alene søger hun tilflugt hos storebroren Abel, men han skubber hende væk i frygt for selv at blive mobbet.
Nora skal lære at klare sig selv og finder hurtigt en gruppe piger at knytte sig til, men da Abel kommer i problemer med de ældre drenge, splittes hun mellem at støtte sin bror eller lade ham være, som han har bedt om. Et valg, der også vil påvirke hendes egen sociale status på skolen.
’Playground’ er spillefilmdebuten fra den belgiske instruktør Laura Wandel og var udtaget til Cannes-festivalen sidste år, hvorfra den kom hjem med kritikerprisen i Un Certain Regard-konkurrencen. Siden har hun vundet syv Magrittepriser, Belgiens mest prominente filmpris.
Det er ikke mindst fortjent ud fra hendes evne til at få det bedste ud af børneskuespillerne. Under workshops før optagelserne lærte børnene hinanden at kende og arbejdede scenerne igennem uden at skulle indøve replikker. I stedet tegnede de scenerne, som senere kunne bruges som storyboards. Det resulterer i noget af det mest troværdige barneskuespil, jeg har set.
Især syvårige Maya Vanderbeque skiller sig ud i hovedrollen som Nora. Kameraet hviler nærmest konstant på hende for at understrege, at det er så stor, hendes verden er, og hun skal gennem gråd, vrede og frustration for at inkarnere Noras moralske dilemma.
Verdenen rundt om hende forbliver uskarp og fragmentarisk. De voksne er for det meste bare et par ben, ligesom i ’Radiserne’. Det illustrerer godt, hvordan de velmenende lærere og forældre overser de forfærdelige ting, børnene gør ved hinanden.
Den rå realisme forstærkes af manglen på musik, og skolegårdens kaotiske spektakel kontrasteres kun af svømmehallens dæmpede undervandslyde, der giver både seeren og Nora en tiltrængt tænkepause i den ellers larmende hverdag. Kun her er hun væk fra dømmende øjne og bagtalende stemmer.
Stilen kunne sagtens skabe en klaustrofobisk oplevelse, men godt hjulpet af den korte spilletid på 72 minutter bringer den os snarere helt ind i hovedet på Nora, mens hun udvikler sig fra genert til mere viljestærk pige.
De seneste år har flere film skildret barndommens mørke sider. Eskil Vogts ’De uskyldige’ fra sidste år indførte superkræfter for at skabe lige dele horror og socialrealisme i sin skildring af børnelivets kompleksiteter, mens Dag Johan Haugeruds ’Barn’ tilbød forældrenes perspektiv på det allertragiske, et uvilligt barnemord.
’Playground’ viser mobning uden den gængse dramatisering i klipning og musik, men med et næsten dokumentarisk kamera i børnenes øjenhøjde. Det er barnet som førstehåndskilde til konflikten. Og gennem Noras øjne oplever vi lærerne og forældrenes afmagt på en måde, man sjældent har set før.
Kort sagt:
’Playground’ minder os om, at barndommen ikke kun var bekymringsfri, ved at sætte kameraet i børnenes øjenhøjde med en så rå stil, at det næsten gør ondt.