The hype is real: Muna er et godt bud på tidens bedste nye popnavn

Poptrioen Muna blev øjeblikkeligt hypet, da de i 2021 skrev kontrakt med Phoebe Bridgers’ pladeselskab Saddest Factory. Og det gjorde kun hypen større, at de på deres første Saddest Factory-single, ‘Silk Chiffon’, havde en gæsteoptræden fra Bridgers selv. Som kronen på værket var singlen en fuldkommen fremragende queer kærlighedssang, der nærmest allerede er blevet kanoniseret inden for LGBT+-miljøet.

‘Silk Chiffon’ pegede frem mod det her album, der egentlig ret beset er trioens tredje af slagsen – men idet rampelyset nu peger deres vej i en grad, det ikke gjorde tidligere, har de valgt at lade dette tredje album være selvbetitlet. Så det bliver ekstra tydeligt, at de med denne ‘Muna’-skive (gen)introducerer sig selv til verden.

Albummet starter med ‘Silk Chiffon’ – fair, så er det store hit ude af verden, og derfra er der plads til at fokusere på, om resten af Munas nye output er værd at lytte til. Hvis man har fulgt med i deres øvrige singler op til udgivelsen, eller sågar lyttet til deres tidligere plader, kommer det næppe som nogen overraskelse, at det er kanongodt.

Uanset om du er til den skarpt skårne Max Martin-skole eller de skævere indiepop-tilgange til popmusikkens skønheder, er ‘Muna’ et album, jeg vil anbefale på det højeste. Ikke fordi trioen placerer sig mellem de to stole – men rettere fordi de omfavner begge metoder til fulde og får dem til at harmonisere.

Denne dobbelthed kommer eksempelvis til udtryk på albummets anden sang, ‘What I Want’. Til at starte med lyder det som en hitlisteklar omgang dancepop med pumpende trommer og simple, iørefaldende synthlines. Men dykker man ned i lyrikken, møder vi en frihedserklæring, der nævenyttigt siger fra over for småborgerlige normer. Og i andet vers møder vi nogle skarpe, blæsende synthbrag, der accentuerer vokalen på en skæv måde, der minder mere om indie-heltene i Hot Chip, end det minder om din gængse top 40-basker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Nummeret ‘Runner’s High’ trækker den endnu længere ud. Her får vi så kaotiske, glitchede lydbilleder, at det lyder som et rave i helvede – men dette er sat over for helt sårbare, forsigtige vers, hvor vokalen lyder som om, den er ved at knække midt over af alle de overstimulerende følelser, fortælleren oplever.

Sådanne spændende soniske valg gør, at ‘Muna’ bliver ved med at levere nyt til gentagne gennemlytninger. For man skal virkelig ikke underkende, bare hvor mange spændende ideer, der gemmer sig på hvert nummer.

Men man må heller ikke se bort fra de mere umiddelbare aspekter, der får albummet til at virke lige fra første gennemlytning. For sangenes skeletter og fundamenter er nemlig yderst veldefinerede og velklingende.

Det gælder dels i sangskrivningen. Muna laver pop, hvor deres hooks popper ud og sætter sig fast i hjernen, og hvor hvert vers bygger så elegant op til omkvædet, at det føles som det mest indlysende i verden, når omkvædet begynder.

Trods de mange skæve og særprægede valg i produktionen har sangene altid en grundlyd, der danner en rød tråd om det hele.

Hvad end det er den Robyn-klingende dance-melankoli på ‘Home By Now’, gospel-poprocken på ‘Solid’ eller strygerballaden ‘Loose Garment’, har hver sang sin egen stærke soniske identitet. Og først når den er blevet ordentligt etableret, vover sangen sig ud i alskens frækkere produktionsvalg.

Munas singler har løbende sat et overordentligt højt niveau, som jeg var i tvivl om, hvorvidt resten af albummet kunne leve op til – et fænomen vi jo for nylig oplevede med Wet Leg, et andet af tidens mest hypede nye navne.

Men the hype is real: ‘Muna’ bør være fast pensum for alle pophoveder i år.

---

Kort sagt:
Muna er et godt bud på tidens bedste nye popnavn, uanset om man er til skæv indiepop eller skarpskåret pop efter hitlisteskabelonen. Deres nye album bør være fast pensum for alle pophoveder i år.