R’n’b-legenderne TLC skuffede fælt på Roskilde Festival – men ét øjeblik gav kollektiv ståpels
TLC har deres eget kapitel i moderne musikhistorie som den bedst sælgende amerikanske kvindegruppe nogensinde og et af 90’ernes mest skoledannende r’n’b-navne. Big up og grænseløs respekt og beundring for det. Men TLC anno 2022 er desværre et omrejsende musikcirkus, bygget op af neon, nostalgi, klichéer og billig staffage.
Til koncerten på Arena skulle vi først igennem fem minutters opvarmning med en overgearet dj. Et tyndslidt trick, og desværre var det kendetegnende for koncertens niveau. Især fordi han dukkede op med endnu et medley blot 15 minutter senere.
Der var liveband og dansere, men trommer og bas var så tæskehøje, at de ofte overdøvede Rozonda ’Chilli’ Thomas og Tionne ’T-Boz’ Watkins’ vokaler.
Måske sov lydmanden? I hvert fald havde de to sangere svært ved at trænge igennem. Og skud ud til danserne energiniveau, men koreografierne var ikke særligt opfindsomme og fik det hele til at lugte af discount-Las Vegas-show.
Hertil var der elefanten i rummet: Lisa ’Left Eye’ Lopes, der på tragisk vis omkom i en bilulykke i 2002. Måske var det af respekt, at hendes rapdele blev afspillet på backtrack, men det trak luften endnu mere ud af en i forvejen slatten koncertoplevelse.
Der var få åndehuller. Det neddæmpede akkompagnement på ’Unpretty’ fik nummeret til at ånde roligt og stateligt, og selv i en jævnt spillet udgave var ’Waterfalls’ et sandt Roskilde-moment med instant kollektiv ståpels.
Efter kun 45 minutter havde et af den moderne pops største navne tilsyneladende ikke flere sange, og selv om det lyder tyndt, var jeg taknemmelig for ikke at skulle tvangsfodres med flere tomme kalorier.