Roskilde Festival: Thomas Helmig leverede den samlende popfest, man havde håbet på

Roskilde Festival: Thomas Helmig leverede den samlende popfest, man havde håbet på
Thomas Helmig på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Selv om Thomas Helmig snart runder 40 år i branchen og har gæstet Roskilde Festival flere gange, blev popveteranens koncert på Orange Scene ingenlunde en rendyrket tilbageskuende affære.

Vægten lå naturligvis på Helmigs hitspækkede bagkatalog, men tidens toneklang blev også budt velkommen til publikums begejstring.

Både Benjamin Hav og Lord Siva var velvalgte gæster, der gav perfekt mening.

Hav først i den nye duet ‘Hvidt flag’, hvorefter rapperen med sin idiosynkratiske excentricitet gled naturligt ind i den velsmurte popfunk med et forrygende mashup af sin egen ‘Den dejligste boy’ og Helmigs ‘Groovy Day’.

Lord Siva fik i dén grad også varmet publikum op med hittet ‘Solhverv’, der vakte lige så stor jubel som Helmig-klassikerne.

Thomas Helmig på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Både ‘Nu hvor du har brændt mig af’, ‘Stupid Man’ og ‘Malaga’ fik stemmerne til at gjalde over Dyrskuepladsen. Sidstnævnte i en intim solostund, som desuden var et glimrende vidnesbyrd om, at Helmig bag sin poppolerede charme også er en musiker og sangskriver med noget på hjerte.

Det var ligeledes en fryd, når Helmig og hans dygtige band bare gav sig hen til musikken. ‘Dagen efter dagen derpå’ blev et udvidet jam, og det lå til højrebenet, at tidligere Prince-bassist Ida Nielsen kom ind og funkede ‘Fed lykke’ endnu mere op.

At vejrguderne åbnede for sluserne betød intet. For som den veloplagte hovedperson proklamerede: »Jo vildere, de vander os, jo mere blomstrer vi«.

Thomas Helmig på Orange Scene blev lige præcis den folkelige og samlende popfest, man havde håbet på.

Thomas Helmig. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af