SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Som ‘Succession’-fans vil vide, har Kieran Culkin et udsøgt talent for at spille et infantilt, rigt dumt svin, der gemmer sin sårbarhed bag sarkastiske bemærkninger.
Men de færreste husker nok, at Culkin allerede perfektionerede typen og lagde kimen til Roman Roy tilbage i 2002 med Burr Steers mørke coming of age-komedie ‘Igby Goes Down’. For den vanvittigt velcastede, moderne udgave af J.D. Salingers ‘Forbandede ungdom’ har ikke fået den plads i coming of age-kanonen, som den fortjener.
Se den for Susan Sarandon, Jeff Goldblum, Claire Danes, Bill Pullman, Amanda Peet, Ryan Philippe og Jared Harris. Se den for dens ironiske oneliners og tragikomiske portræt af en autoritetssky, forsømt 17-årig dreng.
Og se den ikke mindst for 18-årige Kieran Culkin, der spiller fuldt op til stjernecastet og er så meget i sit es, at det er svært at forstå, hvorfor der skulle gå 16 år, før han med ‘Succession’ igen landede en betydningsfuld og saftig rolle, der forløste hans potentiale.
Ægte smerte under sarkasmen
Culkin spiller Igby, der er vokset op i et privilegeret, men dysfunktionelt hjem. Hans iskolde, dominerende og snobbede mor, Mimi (Sarandon), styrer huset med hård hånd og nedladende arrogance, mens hun spiser piller, som var de vingummibamser. Hans rare far (Pullman) er indlagt på psykiatrisk hospital efter at have fået et sammenbrud som følge af skizofreni, som vi ser i en række effektivt hårde og triste flashbacks, hvor lillebror Rory Culkin spiller den yngre Igby.
Mimi (som Igby kalder hende, fordi Medea var optaget) beklager sig konstant over, at Igby ikke er som sin storebror, Ollie (Philippe), der selvbevidst har omfavnet den kapitalistiske old money-livsstil og læser økonomi (eller med Igbys ord fascisme) på Columbia.
Igby har derimod valgt oprørets vej og er efterhånden blevet smidt ud af samtlige privatskoler på østkysten – inklusive det militærakademi, hans mor sender ham på i et desperat forsøg på at få knægten afrettet. Her får han tæsk med kosteskafter, så det er ikke så sært, at han stikker af, da han får chancen efter et sommerferiejob som bygningsarbejder for sin stenrige gudfar, D.H. (Goldblum).
Igby gemmer sig hos D.H.’s sexede bohême-elskerinde, Rachel (Peet), der lejer et dansestudie af D.H. i SoHo, hvor hun hænger ud med sin flamboyante kunstnerven, Russel (Harris).
Selv forelsker Igby sig i den lidt ældre Sookie (Danes), der holder pause fra universitetsstudiet og livet og morer sig med og over Igby, indtil hun i et af filmens få ikke-ironisk hjerteskærende øjeblikke lader sig charmere af Ollie.
Filmens humor fremstår i dag lovlig 00’er-ironisk, men Kieran Culkin spiller Igby med en ægte smerte under hans sarkastiske panser. Samtidig er han så øretæveindbydende flabet, at man godt forstår hans omgivelsers – inklusive hans psykolog – trang til at stikke ham en flad.
Omgivet af røvhuller
Igby er nok et produkt af en fucked up barndom, men filmen fremstiller ham aldrig som et offer. Han træffer sine valg med åbne øjne og fuld viden om, at han vil blive reddet økonomisk, ligegyldigt hvad han finder på. Han er en super intelligent, forkælet møgunge, der er overbevist om, at han er bedre end alle andre.
»Jeg er omgivet af røvhuller«, sukker han. Og han har ret i, at hans familie og dens omgangskreds er moralsk korrupte hyklere, som han ikke kan andet end at forholde sig til med kynisk distance – som da han over for Rachel jubler over D.H.’s skruppelløshed ved at invitere både kone og elskerinde med til samme fest i Hamptons.
Det er netop Igbys funktion som sandsiger, der simpelthen ikke orker folks bullshit, som får os til at holde af Igby. Også selvom han selv er lige så privilegieblind.
Som Sookie er inde på, da hun sætter spørgsmålstegn ved Igbys uigennemtænkte plan om at melde sig ud af samfundet og bare vente på at dø eller bryde sammen ligesom sin far, ville et mere konstruktivt og ægte oprør være at vælge sin egen vej i livet og få succes på et område med andre idealer end kapitalisme og falsk høflighed.
Men nu er Igby kun 17 år og har takket være sin følelseskolde opdragelse og årevis på kostskole en følelsesmæssig modenhed tilsvarende en otteårig. Og i enhver god coming-of-age-historie skal der være udviklingspotentiale.
Således tror vi på den unge charmerende anarkist, da vi til tonerne af Travis’ cover af The Bands’ melankolsk-håbefulde ‘The Weight’ forlader ham i filmens slutning, der heldigvis ikke binder en pæn sløjfe på miseren.
Men man ved aldrig med Igby – han kunne også gå hen og blive en Roman.
‘Igby Goes Down’ kan lejes på iTunes og Google Play.