’This Is Going to Hurt’: Måske den bedste hospitalsserie nogensinde
Man skal have god kondi på afdelingen for obstetrik og gynækologi.
»Brats and twats«, som lægerne kalder den, er nemlig lige så underbemandet, underfinansieret og overrendt som resten af det britiske sundhedsvæsen, og på fødegangen skal man både holde mor og barn i live.
Lægerne har knap flået det første babyhoved ud, før en ny alarm går af, fordi en teenager har proppet en flaske lidt for langt op i understellet, og når der endelig er et minuts ro, står den på stressede fornærmelser fra kollegerne.
BBC-serien ’This Is Going to Hurt’ er baseret på komedieforfatteren Adam Kays bestsellerbog om hans tid som læge på et hårdt presset hospital i 2006.
En fiktiv version af Adam, spillet af Ben Whishaw, tonser rundt på gangene med konstant søvnunderskud, og hver dag starter enten med en foruroligende briefing fra den pylrede overjordmoder »non-reassuring Trace« eller mødre, der tyvstarter fødslen på parkeringspladsen, så Adam må assistere og gennembløde sit civiltøj.
Men i det mindste er hjemmelivet godt.
Bortset fra, at det er det overhovedet ikke, for Adam har stort set ingen tid til at se sin søde kæreste Harry, som han i øvrigt holder hemmelig for sine ekstremt snobbede forældre, der bestemt heller ikke må vide, hvor traumatiseret han er efter en katastrofalt blodig fejldiagnose, som potentielt kan koste ham jobbet.
Og så er Adam også bare et misantropisk, sarkastisk røvhul, der lader presset gå ud over andre, syer en patients tatovering skævt sammen med vilje og generelt ikke lægger op til den store sympati.
Han nægter at tale med Harry (Rory Fleck Byrne) om sine intensiverende problemer og får kun afløb for stressen over for publikum, når han bryder den fjerde væg. De hyppige blik til kameraet var nemt blevet kiksede, hvis ikke de tjente det afgørende formål at forklare os, hvad søren præeklampsi er, og hvor lang tid en nyfødt kan klare sig med skuldrene siddende fast i sin mor. Svaret er i øvrigt fem minutter.
Serien sørger hele tiden for, at vi forstår, hvor meget der er på spil mellem strømmene af slang og latin, og det er ikke så lidt, for ud over patienters liv, er også personalets mentale sundhed ret så udsat.
Vi er et par skridt videre fra de pæne hospitalsportrætter i ’Skadestuen’ og ’Greys hvide verden’. Selv komedieserien ’Scrubs’, der var nyskabende med sit relativt mørke, realistiske lægeunivers, blegner i skyggen af BBC-serien, der ikke er bleg for at zoome helt ind på både krakelerende lægepsyker og styrtblødende vulvaer.
Ved Adams side står Schruti. En ung lægeelev med indisk immigrantbaggrund i ekstremt underspillet skikkelse af stjerneskuddet Ambika Mod.
Hun bliver en ekstra hovedperson, der efterhånden finder sine ben på gangen. Men modsat Adam har vi ikke adgang til hendes tanker, og det dæmrer alt for sent, hvor hårdt Schruti er presset af natlige terpesessions, blodige 14-timers vagter og ikke mindst Adams iskolde tilsvininger.
Hun bliver det ultimative billede på de mentale helbredsproblemer blandt hospitalslæger, der desværre ikke kan forventes at være blevet bedre efter pandemien. Der findes mange Schrutier derude.
Især seriens femte og sjette afsnit er horroragtigt mørke og stressende, og det er for det meste misvisende at kalde ’This Is Going to Hurt’ for en komedie. Dog findes der enkelte oaser af latter, og de har som regel overlægen Miss Houghton som fællesnævner.
Houghton (Ashley McGuire) er vidunderligt jovial, benhård, bragende kompetent og Schrutis eneste støttepude, der helt chokerende inviterer eleven på limoncello og rådgivning, da hun har allermest brug for det.
Seriens sjoveste scene er, da overlægen ganske uden opfordring eller usikkerhed bryder ud i Bobby McFerrins ’Don’t Worry Be Happy’ over for et forbløffet, nybagt forældrepar. Hun tager ingenting tungt og repræsenterer både befriende og uhyggeligt den kølighed, som Schruti og Adam må opbygge for at klare sig.
Samtidig er hun ikke bange for at rose, når det fortjenes, og det er en gigalettelse, hver gang et opmuntrende ord dukker op mellem de uendelige fjendtligheder.
Samtidig er Kay og hans hold sluppet af sted med en smuk og dybt relaterbar romance mellem Harry og Adam, der med perfekt kemi vil hinanden trods store personlighedsforskelle og arbejdet, der igen og igen flår dem fra hinanden. Det er skurkagtigt af serien at skabe så stærk en kærlighedshistorie blot for at smadre den, men det er uhyre effektivt.
De svage punkter er næsten ikke til at få øje på, for selvom der køres hårdt på, føles det som en troværdig skildring af det helt særlige pres, som hospitalslæger og sygeplejersker oplever.
’This Is Going to Hurt’ må være den bedste hospitalsserie, jeg nogensinde har set.
Kort sagt:
’This Is Going to Hurt’ er et blodigt, mørkt og unikt indblik i et presset sygehusvæsen, der både rummer en gribende kærlighedshistorie, troværdigt ubehagelig stressfornemmelse og en virkelig sjov overlæge.