‘Moonage Daydream’: Ny David Bowie-dokumentar deler generøst ud – trods visse mangler
»Jeg er en samler af personligheder og idéer«, udtalte David Bowie i et tv-interview fra 70’erne, og selvom den britiske legende skabte en række navnkundige alter egoer gennem sin karriere, var det altid med sig selv og sine visioner i centrum.
Det var netop i sammensætningen af forskellige indtryk, at han fandt ind til kernen i sit virke som kunstner.
I Brett Morgens nye dokumentarfilm ‘Moonage Daydream’ kommer han yderligere til orde og fortæller gavmildt om de forskellige faser i sin karriere, mens et velvalgt potpourri af koncertklip og interviewbidder danner det primære visuelle akkompagnement.
Morgen har tidligere prisværdigt forvaltet både Rolling Stones’ karriere (‘Crossfire Hurricane’) og Kurt Cobains liv og levned (‘Montage of Heck’), og nu giver den amerikanske dokumentarist sig således i kast med endnu en af rockhistoriens store skikkelser.
Og det er tydeligt, at instruktøren har læst på lektien. Som i de ovennævnte film har han haft adgang til ikke tidligere offentliggjort arkivmateriale.
Det fremgår også klart, at Morgen har valgt at fokusere på kunstneren Bowie, hvorfor vi foruden diversiteten i hans musikalske oeuvre ligeledes trakteres med optagelser af hans indlevende hovedrolle i Broadway-teaterstykket ‘Elefantmanden’ og hans virke som kunstmaler.
I ‘Moonage Daydream’ tildeles Bowie som sagt masser af taletid, og hovedpersonen er yderst generøs, når han beretter om, hvordan han udforskede verden og udfordrede sig selv.
Det belyses i samtidige tv-interviews, men også med nøje udvalgte klip fra filmen ‘Cracked Actor’ (1975), hvor vi er med Bowie på farten, og han står ved en skillevej både som menneske og som kunstner.
»At skifte land er en måde at være i bevægelse på«, lyder det og danner således glidende overgang til årene i Berlin, hvor Bowie laver pladerne ‘Low’, ‘Heroes’ og ‘Lodger’ og på imponerende vis atter skifter musikalsk kurs.
Morgen har fint blik for at bygge bro mellem vigtige faser i Bowies karriere, hvorfor det er ærgerligt, at han vælger at skøjte henover andre og udelade centrale punktnedslag.
Hittet ‘Hello Spaceboy’ indgår flere gange i filmen og kunne således være blevet anvendt til at belyse Bowies kunstneriske genfødsel i midt-90’erne, der deler flere fællestræk med årene i Berlin.
I klipningen har Morgen tydeligvis efterstræbt sin hovedpersons egen sans for cut-up teknik og implementerer således et væld af Bowies fascinerende og vidtrækkende inspirationskilder.
Men de frenetisk klippede montager af blandt andet Friedrich Nietzsche, ‘Metropolis’, Aleister Crowley og ‘A Clockwork Orange’ er både stressende og forvirrende for uindviede. Det er et bedaget metodevalg fra MTV-æraen at ty til denne form for namedropping med et visuelt sansebombardement, der føles som maskingeværsalver.
I disse sekvenser obstruerer fremstillingen formidlingen, og havde jeg selv været Bowie-novice uden kendskab til referencerne, var jeg snarere blevet intimideret end ansporet til at gå på opdagelse i mesterens univers.
Ligeledes virker det som et sært inkonsekvent valg at bringe de familiære forhold i spil.
Det er relevant at fortælle betydningen af halvbroren Terry, som introducerede unge Bowie for blandt andet John Coltrane og Jack Kerouac. Men en interviewbid om det komplekse forhold til moren og den »åndelige lemlæstelse i min familie« bliver ikke yderligere belyst.
Og selvom det skam varmer hjertet at høre, hvordan mødet med hustruen Iman ændrede hans prioriteter, er det ikke information, som på nogen måde spiller sammen med filmens fortællespor.
Anderledes vedkommende er de mange voxpops med begejstrede fans, der både spejler sig i ham og ’bare’ er draget af hans tiltrækningskraft. I den forbindelse er det et glimrende træk at inkludere arkivoptagelser fra ‘Ziggy Stardust’-tiden i 1972-73, og da Bowie blev kommerciel superstjerne med albummet ‘Let’s Dance’ i 1983.
To perioder fra hver sin ende af karrierespektret, hvor Bowie giver udtryk for balancen mellem integritet og popularitet.
Publikums identitetsmarkører suppleres således med hans egne betragtninger om at føle et tomrum og ønsket om at »give folk, hvad jeg kan lide og ikke omvendt«David Bowie er en af de mest indflydelsesrige og interessante skikkelser i det 20. århundrede.
Og selvom arkivmaterialet iscenesættes gavmildt, og Brett Morgen tydeligvis portrætterer ikonet med samme strange fascination, som Bowie sang om, bliver ‘Moonage Daydream’ lige knap den store filmoplevelse, som hans talent fortjener.
Kort sagt:
Akkompagneret af fornemt arkivmateriale giver David Bowie et reflekterende og generøst indblik i den alsidige karriere, som gjorde ham til en af det 20. århundredes mest interessante skikkelser. Men instruktør Brett Morgen har truffet nogle besynderlige valg i fremstillingen.