KOMMENTAR. »Standup-branchen fortjener så fucking mange tæsk«.
Det er overskriften på et Soundvenue-interview med Nina Rask fra sidste weekend. Et citat, som journalisten nok har klappet i hænderne over, for det skaber blikfang og har helt sikkert lokket flere til end blot mig.
Rask slår i interviewet ned på nogle af de emner, der skrives jokes om, og på »en mandsdomineret branche«. Det repræsenterer meget godt det herskende narrativ om standup-miljøet, som jeg vil mene, at det er tid til at gøre op med.
Jeg er selv en del af det helt nye kuld på den danske stand-up-scene, og nårh ja – så er jeg kvinde.
Det er vigtigt for mig at understrege, at det, jeg skriver her, tager afsæt i min egen oplevelse af nutidens standup-miljø. Det er ikke mit bord eller min ret at udtale mig om, hvordan det er at være LGBTQIA+-person, eller hvordan det var at være kvinde i branchen for fem, 10 eller 20 år siden.
Det er heller ikke et angreb på Rask, som jeg, for the record, er kæmpe fan af. Og at dømme ud fra nogle af hendes synspunkter i interviewet, tror jeg, at vi begge ønsker at bevæge os i samme retning.
Optimistisk på branchens vegne
Men jeg tilbringer en uforholdsmæssig stor del af min tid på de mange københavnske Open Mics, og det billede Rask maler, afspejler ikke min oplevelse.
Rask udtaler: »Jeg synes måske, den yngre generation af standuppere er lidt bedre end den ældre generation«. Jeg vil vove den påstand, at »måske« skulle være udeladt i denne sætning, og at »lidt« skulle være erstattet af »meget«.
For der er en ny generation af standuppere, som er helt med på, at vi befinder os i 2022, og at humor ikke er selvskrevet harmløst. Men dette indblik kræver, at man ser den nyeste generation, som står ude på de små scener rundt omkring i landet, og hvor en del af dem rent faktisk er kvinder.
Og jeg er ikke i gang med at lave en Puk Elgaard, hvor jeg roser mine mandlige kolleger for ikke at være nogle svin, for det skal ingen nogensinde have pluspoint for. Jeg siger bare: Det er de ikke. Og ja, der vil altid være en ’TikTok Tate’ og en reduktionistisk joke om kvinder skrevet af kvinder, men jeg er optimistisk på branchens vegne, for jeg ved, hvor divers den nye generation er.
Inkluderet og respekteret
Et af de hyppigste spørgsmål, jeg stilles, når jeg fortæller, at jeg laver stand-up er: »Gud, er det ikke hårdt at være en del af sådan et mandsdomineret miljø?« Mit svar er altid: »Nej, det er det faktisk ikke«. For jeg føler mig ikke set på som ’kvinde’, når jeg sidder i et testosteron-fyldt backstagelokale. Jeg føler mig inkluderet og respekteret og vil sågar vove den påstand – med fare for at få nogle hug – at det i dag, i 2022, ikke er en ulempe at være kvinde, når tiden i rampelyset fordeles blandt den nye generation.
Min personlige oplevelse af den nye generation står altså i kontrast til Rasks udtalelse om, at det måske er »en af de mest mandsdominerede brancher ever seen«.
Rask påpeger en oplevet stærk underrepræsentation af kvindelige komikere i mediebilledet. Men selv er Rask aktuel med serien ’Too Sune’, hvor rollerne som mandlige komikere spilles af rigtige, mandlige komikere, mens rollen (i ental) som kvindelig komiker derimod spilles af … en skuespiller (Kimmie Liv Sennova, red.).
Jeg skal ikke kunne sige, om det er en satirisk genistreg, begået af seriens skabere Christoffer Prisholm og Sofie Diemer for at understrege, at kvinder er underrepræsenteret i branchen? I så fald fangede jeg, og en del af mine kvindelige kolleger, ikke lige pointen.
Jeg mener, at samtalen om kvinders rolle og repræsentation i stand-up-branchen er vigtig og relevant, men at diskussionen bør kvalificeres med et udvidet perspektiv, der tager udgangspunkt i diskurser og strukturer i vores samfund.
Og ikke mindst synes jeg, at vi skal se den nye generation af talentfulde standuppere. Både dem med og uden tissemand.