‘Lykkelige omstændigheder’: Anders W. Berthelsens instruktørdebut strander i karikaturerne
Mød Katrine og Markus.
Et ægtepar, der bor i en luksuriøs villa med havudsigt, badebro og au pair et sted i Jylland. Sammen med Markus’ bror Steen (Martin Høgsted) ejer de byggemarkedet Brødrene Byg, en forretning, der brager så meget derudaf, at det har gjort hele familien nyrige.
Katrine bruger dog det meste af sin tid på at råbe af au pairen, holde styr på sit eget og hjemmets udseende med pertentlig umage og besøge sin demente far (Kristian Halken), der ikke kan tale om andet end bingo og »rynker ved kussen« og stikker fingre op i numsen på de sygeplejersker, der passer ham.
Mød nu Katrines søster Karoline og hendes kæreste Ronnie.
Et kærestepar, der mødte hinanden på højskole, og som aldrig helt er kommet videre fra ungdommens forpuppede tilværelse. De bor i en lejlighed oven på et brunt værtshus sammen med deres hund Sting, spiser nuggets, ryger joints og er arbejdsløse. Deres hjem er tilplastret med plakater og hylder med plader, for Ronnie er DJ og tror ikke på digital lyd.
Karoline bliver uønsket gravid og opsøger sin søster for endnu engang at låne penge til at afbetale deres kviklån. Katrine, der ikke kan blive gravid, bliver først rasende over uretfærdigheden, og at Karoline kommer der og vifter med sin graviditet, der alligevel »skal skrabes ud«. Men så ser hun en mulighed for at indgå en byttehandel: En baby for en afbetalt gæld.
Og der har vi omstændighederne i soloinstruktørdebutanten Anders W. Berthelsens ensemblefilm ’Lykkelige omstændigheder’. En film, der tegner sine figurer så tydeligt op, at de ikke er andet end deres karikaturer. De taler, handler og opfører sig, præcis som man tænker, de vil gøre. Som har de rejst sig fra papirskitsen af en gammel dansk folkekomedie, efterfulgt af genrens klassiske pruttehumor, hyggexenofobi og halløj på plejehjemmet.
Fortællingen går slag i slag: Da babykontrakten er underskrevet (arrangeret af Søren Malling, der, på trods af hvad filmplakaten indikerer, kun er med i denne ene scene), vælter problemerne ind, som ugerne går. Steens kone forlader ham, og han flytter ind i et værelse hos Katrine og Markus. Det samme gør Karoline, da der opstår knas mellem hende og Ronnie. Nu kan det ikke bliver værre, bemærker Steen, lige inden det bliver værre.
På trods af de dramatiske hændelser er det svært for alvor at blive investeret i, hvad den udvidede familie foretager sig. Måske fordi der ikke er så mange andre end Katrine, der for alvor foretager sig noget, og hun har til gengæld travlt med at micro manage alt og alle. Måske fordi der sættes så mange skibe i søen, at nogle af dem strander undervejs – Esben Smed parkeres for eksempel med et legehus, han gerne vil bygge.
Humoren, der skal lette stemningen i ’Lykkelige omstændigheder’, er hele vejen igennem i en tone, jeg bedst kan beskrive som kras. Det er ligvognen, der er forsinket til begravelsen, og au pairen, der er østeuropæisk og derfor er sur og ikke charmerende som de andre au pairer.
Værst er det, når Karoline og Katrine besøger deres demente far, der slynger om sig med sjofelheder og kommenterer sine døtres kroppe. Søstrene griner, og det er det vist også meningen, at vi skal. Men det virker mere som den slags grin, der opstår, når en situation er så ubehagelig og absurd, at man ikke ved, hvad man ellers skal gøre.
Der er uden tvivl en fin følelsesmæssig kerne i forholdet mellem Katrine og Karoline, der føres sammen af de usædvanlige omstændigheder. Heri er der et fint budskab om, hvad det vil sige at være en familie for hinanden.
Men til det sidste var jeg usikker på, hvad ’Lykkelige omstændigheder’ gerne ville vise med sit lidt for sprællende persongalleri. Og med den tvivl er det desværre mest de lidt for flade figurer og platte jokes, der står tilbage.
Kort sagt:
Anders W. Berthelsens ’Lykkelige omstændigheder’ formår aldrig at løfte sine karakterer fra papiret og ender desværre som en flad oplevelse.